
Anbefalinger til bedre kønsbalance i den nordiske mediebranche
Igennem tre år har innovationsprojekt på DMJX indsamlet, udviklet og delt viden på tværs af de nordiske lande, så ingen skal stå alene med udfordringerne. Projektet er afsluttet, og du kan nedenfor finde analyser, værktøjer og anvisninger, som er skabt gennem projektet.
DMJX gennemfører innovationsprojektet i perioden 1. februar 2021 til 31. december 2023. Det er finansieret af en bevilling på 1.600.000 kr. fra Nordisk Ministerråd og en egenbetaling på 450.000 kroner.
Journalisterne Marion Hannerup og Gitte Rabøl, som i en årrække har været topledere i mediebranchen og erhvervslivet, er samarbejdspartnere i projektet.
På denne side kan du dykke ned i resultaterne af projektet. Du finder indsigter, undersøgelser, gode råd og et analyseværktøj, som alt sammen er udviklet for at give redskaber til at skabe forandringer - i både mediebranchen og i spalterne. Endelig finder du link til 11 inspirerende video-oplæg fra 'Minikonference om bedre kønsbalance i mediebranchen', som blev afholdt i Nordens Hus i oktober 2023.

Nordiske medieledere giver deres bedste råd til at sikre en bedre kønsbalance
At skabe forandringer kræver fokus og fakta – og først og fremmest erkendelse af, at der er en udfordring. Læs ny rapport med 7 anvisninger til at komme den skæve kønsbalance til livs.

Gratis analyseværktøj til at skabe bedre kønsbalance i det journalistiske indhold
Forskere fra DMJX har udviklet ny metode til kortlægning af repræsentation og præsentation af kilder. Se en videopræsentation, og læs om værktøjet her - og afprøv det i praksis. Vi hjælper jer gerne med at komme i gang.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem DMJX, ved forskerne Line Schmeltz og Anna Karina Kjeldsen fra DMJX' Institut for Kommunikation, og de to eksterne konsulenter Marion Hannerup og Gitte Rabøl, som er journalister og begge har arbejdet i mange år som topledere i mediebranchen og erhvervslivet.
Projektet er et todelt innovations- og forskningsprojekt, som kombinerer teser og empiri samt interview og netværks- og relationsskabelse med følgeforskning.
Her kan du få mere at vide om deltagerne i projektgruppen, som (fra venstre på de to fotos) tæller:
Marion Hannerup - se LinkedIn-profil
Gitte Rabøl - se LinkedIn-profil
Line Schmeltz - se LinkedIn-profil
Anna Karina Kjeldsen - se LinkedIn-profil
Bedre kønsbalance - både i det journalistiske indhold og i ledergruppen
En hvidbog med 7 anbefalinger til mediebranchen, som er udviklet på baggrund af projektet, beskriver - forkortet - innovationsprojektets formål sådan her:
Cheferne i den danske mediebranche fik et ubehageligt wake-up call i 2020, da det gik op for dem, at der på flere arbejdssteder var alvorlige udfordringer med den interne kultur. Udfordringer, som ingen kunne sidde overhørig.
Det førte i første omgang til en polariseret debat om MeToo i mediebranchen, om krænkelser og forskelsbehandling og – efter noget tid – til mere nuancerede refleksioner over kønsbalancen i toppen af mediebranchen og i det journalistiske indhold.
De danske mediechefer havde hver især hårdt brug for at handle, men det stod hurtigt klart, at de var i tvivl om hvordan. Der manglede både tilbundsgående forståelse for problemerne og bud på løsninger. Alle kunne godt se at: Det er ikke bare lige ... Hverken i bogstavelig- eller overført forstand.
Dét blev startskuddet til projekt: Bedre Kønsbalance i den Nordiske Mediebranche. Projektet er forankret hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), har partnere på tværs af Norden og er finansieret af NIKK, som er et samarbejdsorgan for ligestilling under Nordisk Ministerråd.
I erkendelse af, at de andre lande i Norden havde været igennem lignende udfordringer for flere år siden, blev det vores ambition at indsamle, udvikle og dele de bedste erfaringer fra frontløbere på tværs af den nordiske mediebranche. Målet var – over en periode på tre år – at inspirere til samarbejde, nytænkning og forandring på tværs af Norden.
Vi har derfor talt med en lang række nordiske mediechefer, forskere, undervisere og organisationer, for at få deres bud på, hvordan man skaber en bedre kønsbalance i mediebranchen. Vi har ledt efter best practice og set på, hvad der fremmer og hæmmer forandring i såvel organisationer som journalistisk indhold – og forskerne har tryktestet den indsamlede erfaring op mod internationale forskningsresultater. Undervejs har vi desuden været nysgerrige på betydningen af de strukturelle og kulturelle forskelle på tværs af Norden.
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole inviterede sammen med Netværket for Ligestilling i Medierne til minikonference den 6. oktober 2023 - med fokus på, hvordan vi sikrer en bedre kønsbalance i mediebranchen.
Her mødte den udsolgte sal i Nordens Hus frontløbere fra hele Norden, som fortalte, hvordan - og hvorfor - de arbejder strategisk med kønsbalance i både spalterne og på chefgangene.
Her neden for kan du se et video-oplæg, hvor Gitte Rabøl og Marion Hannerup åbner konferencen med en introduktion til DMJX' arbejde med at samle viden i Norden om, hvordan man skaber bedre kønsbalance i både organisation og indhold.
Alle 11 video-oplæg og debatter fra konferencen kan du se her.

Gitte Rabøl og Marion Hannerup deler en række af deres indsamlede indsigter og råd til en bedre kønsbalance i mediebranchen. Her på siden kan du desuden læse og downloade hele rapporten 'Bedre kønsbalance i mediebranchen', som udruller de 7 anbefalinger og giver rygstød til at skabe forandringer.
Er journaliststuderende også kønnede i deres valg af kilder?
Hvor dybt stikker ubalancen, vanerne, normerne og kulturen? Journaliststuderende Malou Heigl har spurgt sine medstuderende, hvordan de reflekterer over valg af kilder og køn.
Videoen er lavet som et input til konferencen og indgår ligeledes i Gitte Rabøls og Marion Hannerups oplæg.

Netværket Ligestilling i Medierne satte dagsorden
Innovationsprojektet er medstifter og -driver af Netværket for Ligestilling i Medierne (LiM). LiM har til formål at samle ledere og andre aktører fra den danske mediebranche for at holde fast i ambitionen om at få bedre repræsentation i journalistikken og på de danske mediearbejdspladser.
I Styregruppen for LiM sidder Stine Carsten Kendal, Adm. direktør for Information, Charlotte Harder, Kommunikationschef, Dansk Journalistforbund og Marion Hannerup som repræsentant for DMJX
I august 2021 holdt netværket sit første arrangement under overskriften 'Ligestilling i medierne – 1 år efter Linde'.
Siden er det blevet til indtil videre en håndfuld netværksmøder.
På det seneste møde i juni 2023 præsenterede gruppen bag den nye database DiverseEksperter.dk det tiltrængte nye værktøj, der skal gøre det nemmere for journalister at finde kvindelige eksperter på en lang række områder. Netværket Ligestilling i Medierne har været aktivt bidragende til udviklingen af databasen.
Den 8. marts 2022 - ganske passende på kvindernes internationale kampdag - brugte DMJX og Danske Medier et af netværksmøderne til at præsentere den første af to fælles analyser af Kønsbalance og mangfoldighed i den danske mediebranche. Temaet for netværksmødet, der blev afholdt i JP/Politikens Hus, var: 'Er toppen af mediebranchen stadig mest for mænd?'
Læs mere om denne første analyse samt om LiM i nyheds-blokken ner neden for:

Ny analyse afdækker kønsbalancen i mediebranchen
Overvægten af mænd stiger i takt med, at man bevæger sig opad i ledelseshierarkiet. Det er en af konklusionerne i en undersøgelse af kønsbalance og mangfoldighed i den danske mediebranche. Undersøgelsen er den første af sin slags i Danmark.

Nyt netværk sætter fokus på ligestilling i medierne
Netværket vil fremme samtale, refleksion og erfaringsudveksling om, hvordan der bliver skabt en bedre kønsbalance i mediebranchen.
Fakta om projektet
Innovations- og forskningsprojektet er finansieret af en bevilling fra Nordisk Information för Kunskap om Kön (NIKK), der er et informationscenter med anvendt forskning under Nordisk Ministerråd.
Projektejer er Julie Sommerlund, rektor på DMJX.
Udover en række mediehuse, som skal medvirke i undersøgelserne og udviklingen, har projektet tilknyttet en række partnere, som alle har sagt ja til at bidrage fagligt til projektet.
Disse samarbejdspartnere er:
Fra Danmark:
● Dagbladet Børsen
● KVINFO
● Dansk Journalistforbund
● Nordisk Journalistcenter
Fra Sverige:
● Svenska Journalistförbundet
● Mediehuset CHEF
Fra Norge:
● Mediebedrifterne
Fra Island:
● Bifrost University
Fra Rusland:
● Barents Press Russia (BPR)
For yderligere information om projektet, kontakt:

Gitte Rabøl
Selvstændig rådgiver, journalist. Medlem Radio- og tv-nævnet, tidl. Mediedirektør DR, Kanalchef DR2

Marion Hannerup
Executive rådgiver & coach, journalist. Tidl. Direktør DI, Chefred & Adm. dir., Dagens Medicin, Kommchef EU, Nyhedsred DR2

Anna Karina Kjeldsen
Ph.d., Mag.art., Associate Professor Akademisk projektleder, Center for Kommunikation & Ledelse, DMJX

Line Schmeltz
Docent / Senior Associate Professor