Tv- og Medietilrettelæggelse

Skab indhold som engagerer - på tværs af medieplatforme

 

18 måneders praktik giver dig læring og erfaring med jobbet som tilrettelægger. Du får indblik i medieverdenen og lærer at være en del af et team i en virksomhed eller organisation. Samtidig får du opbygget et fagligt netværk, som du kan trække på senere i dit arbejdsliv.

 

Varighed og tidspunkt

Du skal i praktik i 18 måneder på uddannelsens 5.-7. semester.

 

Løn 

Du får løn imens du er i praktik. Lønnen er ca. kr. 14.000,- om måneden.

 

Praktiksteder

Der er mange forskellige muligheder for at komme i praktik som studerende på TV- og Medietilrettelæggelse.

Du kan for eksempel komme i praktik hos:

  • Produktionsselskaber som producerer TV eller podcast
  • Kommunikationsafdelinger i private virksomheder, i det offentlige eller i NGO’er og organisationer
  • Reklame- og content bureauer
  • Landsdækkende og regionale TV-stationer
  • Streaming- og esportsvirksomheder
  • Mediehuse

Det er muligt at:

  • Dele din praktikperiode op så du er 12 måneder et sted og 6 et andet, hvis du ønsker at få erfaring med forskellige brancher, produktioner eller virksomhedstyper
  • Kombinere din praktik, så du har 6 måneder i udlandet og 12 måneder hjemme. Praktik i udlandet er ofte ulønnet, men du kan tage din SU med.

 

Hvordan kommer jeg i praktik?

Du skal ikke selv skaffe en praktikplads på forhånd. Men du er velkommen til at opfordre en aktuel virksomhed til at blive godkendt som praktiksted, og til at slå op en praktikantstilling, hvis du har kontakter til en virksomhed som er interesseret i at blive praktiksted.

Alle praktiksteder skal godkendes af Praktikudvalget, hvor TVM-uddannelsen er repræsenteret.

Praktikstillingerne opslås samlet, og samtalerne mellem ansøger og praktiksted koordineres af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i samarbejde med Praktikudvalget. Som en del af praktiksøgningen har TVM-uddannelsen et praktikforberedende undervisningsforløb, hvor du bliver vejledt igennem hele processen.

TVM er en landsdækkende uddannelse, så de opslåede praktikstillinger kan være i hele Danmark. Vi kan ikke garantere at din praktikplads ligger et bestemt sted, på samme måde som vi ikke kan garantere at du kan få en praktikplads i en bestemt branche eller virksomhedstype. Hvis du skal flytte på grund af praktikken, får du mindst halvdelen af dine dokumenterede flytteudgifter betalt af arbejdspladsen.

Hvis du ønsker at tage en del af din praktik i udlandet, skal du selv finde din praktikplads.

Uddannelsens praktikkoordinator hjælper dig med at undersøge, om praktikstedet lever op til skolens krav, og i skolens internationale afdeling kan du få kontakter og informationer om støtteordninger.

 

Hvad kommer jeg til at lave i praktikken?

Som praktikant indgår du i den daglige produktion sammen med de øvrige medarbejdere. Afhængig af praktikstedets karakter arbejder du med idéudvikling, research, optagelser, redigering, kampagner og skriftlig produktion.

Din praktikvejleder på praktikstedet giver dig feedback på dit arbejde, sørger for at du får passende udfordringer og kommer til at arbejde med fagligt relevante opgaver.

Information for praktiksteder og studerende

Praktiksteder og studerende kan finde meget mere information om praktik på www.mediepraktik.dk (eksternt link)

Henriette Linneberg

Spørgsmål?

Henriette Linneberg
26 80 40 10 / hel@dmjx.dk