Skip to main content

Undgå skraldespandsstrategien på sociale medier – her er 4 gode råd

Underviser her på DMJX og rådgiver i sociale medier Katrine Emme Thielke giver 4 gode råd til, hvordan du undgår skraldespandsstrategien og får succes på de sociale medier

Kursus Sociale medier i strategi og kommunikation

Katrine Emme Thielke rådgiver virksomheder i deres brug af sociale medier. Alt for ofte støder hun på indhold, der burde ligge i skraldespanden – men som i stedet bliver postet på Facebook og LinkedIn. Her er Katrines 4 bedste råd til dig, der vil undgå skraldespandsstrategien.

1. Smid aldrig dit overskudsindhold ud på sociale medier.

”Dit skraldeindhold skal i skraldespanden, ikke på Facebook. Her tænker jeg på alt det indhold, du ikke kan få afsat andre steder. Pressemeddelelser, som ingen har taget. Events, der ikke har nok tilmeldinger. Fejringer, der er lidt for interne. ”

2. Du må ikke opfatte sociale medier som gratis massemedier.

”Forestil dig, at du stiller dig op og taler foran en gruppe mennesker til et netværksmøde, du har arrangeret. Jeg gætter på, at du har forberedt dig grundigt og gjort dig overvejelser om, hvem du taler til. Behandl dine medlemmer på Facebook med samme respekt. Sociale medier er ikke gratis gigantmedier, hvor du kan læsse alt dit indhold ud.”

3. ’Alle’ kan ikke være din målgruppe.

”Når din målgruppe er alle, så er din målgruppe ingen. Sociale medier er relationsmedier, og folk skal kunne genkende sig selv i dit indhold. Det er der ingen, der kan, hvis du laver retningsløs massekommunikation. Vælg en specifik målgruppe og kommuniker til den.”

4. Lad være med at lægge dårligt indhold på sociale medier.

”Stating the obvious. Men jeg vil gerne understrege, at indhold der hverken bliver liket, delt, kommenteret eller klikket på, bliver straffet af algoritmerne. Når folk ikke interagerer med dit kedelige indhold, så finder de forskellige platforme ud af det, og så bliver dit indhold nedprioriteret. Det er en ond spiral.”

 

Aktuelt kursus