Corona har sat en stopper for mange gode events i 2020. Derfor har flere fået øjnene op for live-streaming, der er en kommunikationsform i kraftig vækst. Men det skal se pænt og professionelt ud, hvis du skal fange og fastholde dit publikum. Her er DMJX-underviser og live-streaming-ekspert Cathrine la Cours tjekliste med alt det, du skal huske til din næste live-stream.
1. Stabilt internet
”Du skal have en god, stabil internetforbindelse. Jeg kan simpelthen ikke understrege det nok. Derfor kan du ikke sætte dit live-streaming-studie op nede i virksomhedens betonkælder, hvor signalet driller. Der skal bare være hul igennem konstant.”
2. Test, test, test
”Det der med at koldstarte en live-stream, det er en sindssyg dårlig ide. Der er mange potentielle fejlkilder, når du live-streamer, så test, test, test. Folk er nådesløse på den anden side af skærmen. Hvis de sidder og kigger på noget, der ikke fungerer, så er det adios efter et par sekunder.”