Skip to main content

Kreativ idéudvikling: Her er ekspertens bedste råd

Vi har snakket med Christian Eppers, der har lang erfaring med idégenerering og konceptudvikling fra reklamebranchen. Han giver dig her 5 råd, som gør det nemmere for dig at få kreative idéer – så dit arbejde bliver bedre og sjovere.

Bord med kuglepen og krøllede papirer

Kreativ direktør og underviser på akademikurset Skab kampagner på tværs af platforme Christian Eppers giver dig her 5 gode råd til at få din hjerne i gang med at udvikle kreative idéer.

Bryd dine rutiner

”Dine rutiner er dejlige for dig og din hjerne. Rutiner får din hjerne til at slappe af og køre på autopilot, så den ikke bruger energi på at forholde sig til alt muligt nyt. Men rutiner er dræbende for din kreativitet, så du skal bryde dem, hvis du vil have den kreative del af din hjerne op i omdrejninger. Tag S-toget på arbejde i stedet for bilen. Eller tag cyklen og kør en anden vej hjem, end du plejer. Når du bryder dine rutiner, så aktiverer du nogle sanser og får indtryk, der er guld værd for din kreativitet.”

Sluk din computer

”Din computer skal slukkes, når du vil have gode idéer. Vi lever i en gennemdigitaliseret tidsalder, men et stykke papir og en blyant er stadig dine vigtigste redskaber i idégenerereringsfasen. Rejs dig op, vend blikket væk fra skærmen, gå væk fra din faste plads og skriv dine idéer ned på et stykke fysisk papir. Så kan du altid tænde for computeren igen, når du skal kvalificere dine bedste idéer og tjekke, om andre kloge hoveder har fået idéerne før dig.”

Børst tænder med venstre hånd

”Børst dine tænder med den forkerte hånd i aften. Så vil der opstå nogle udfordringer, som du kan bruge, når du skal finde på kreative idéer. Hvordan føltes det at bruge den forkerte hånd? Hvordan så dit ansigtsudtryk ud i spejlet? Blev du irriteret eller kom du til at grine? Omsæt dine indtryk til kreative tanker.”

Drop de frie rammer (ja du læste rigtigt)

”Mange tror fejlagtigt, at de gode idéer opstår, når kreativiteten har ubegrænset tid til at udfolde sig. Men det passer ikke helt. Det er godt at afsætte en begrænset periode til at få idéer, så har kreativiteten bedre vilkår. Og her er det vigtigt, at hele perioden bliver brugt. Hvis du har sat 4 timer af til at få idéer, så bliv ved, til tiden er gået. Du skal ikke stoppe efter den første gode idé eller de 25 første gode idéer. Du skal blive ved. Til en stor kampagne skal du måske runde 100 idéer, før den helt rigtige ligger i bunken.”

Stop med at sige nej

”I den frie kreative fase skal idéerne have frit spil. Alle må byde ind og ingen må sige nej. Kun på den måde kommer du ud i alle de kreative afkroge. Det tager tid og koster mange dårlige idéer på vejen, men det er nødvendigt. Marketingteamet hos Red Bull havde aldrig fundet på, at Felix Baumgartner skulle springe ud i faldskærm fra 39 km oppe i stratosfæren, hvis de havde haft nej-hatten på til de kreative møder.”

Når du bryder dine rutiner, så aktiverer du nogle sanser og får indtryk, der er guld værd for din kreativitet

Christian Eppers

Relevant kursus

Om Christian Eppers

Gæsteunderviser Christian Eppers

Christian Eppers

Indehaver af bureauet THINK Creative og ekspert i branding, strategisk rådgivning, kommunikation samt idé- og konceptudvikling på tværs af platforme.