Skip to main content

Test dig selv: Har du symptomer på manglende efteruddannelse?

Ubehandlede symptomer på manglende efteruddannelse kan have nogle ærgerlige konsekvenser i form af dårlig løn, kedelige arbejdsopgaver og begrænsede karrieremuligheder. Læs her, hvad du kan gøre for at undgå dem.

Test dig selv – Har du symptomer på manglende efteruddannelse

Har du symptomer på manglende efteruddannelse? De viser sig typisk i form af dårlig løn, nedsat arbejdsglæde og lidt for lange pauser ved kaffeautomaten. Heldigvis er der masser af behandlingsmuligheder, der kan hjælpe dig med at få et arbejdsliv med udviklingsmuligheder, fagligt overskud og åbne karrieredøre.

Læs mere om de 4 mest almindelige symptomer på (og behandlingsmulighederne for) manglende efteruddannelse herunder:

1.

Symptom

Du føler dig overhalet af udviklingen.

Årsag

Dine arbejdsopgaver ændrer og udvikler sig hele tiden. Din målgruppe skifter platform. Dine videoer skal pludselig vende på højkant. Du skal selv tage billeder til din historie. Du bliver SoMe-ansvarlig. Du bliver leder. Og du burde have din egen podcast. Puha, du føler næsten ikke, at du kan følge med. Du har både mistet fornemmelsen for de overordnede (og skiftende) tendenser i branchen, og du er også udfordret på det mere lavpraktiske: Hvordan bruger man egentlig en ’ringlight’?! Tilsammen giver det dig en følelse af, at du ikke er helt fremme i skoene i dit job.

Behandling

Tag på kursus. Kort og godt. Sørg for at holde din faglighed frisk og spændstig gennem hele dit arbejdsliv, og tag gerne på efteruddannelse minimum hvert andet år. Vi har kurser både for dig, der skal være redaktør og for dig, der skal lære at bruge en podcastmikrofon.

2.

Symptom

Du føler dig fastlåst i din nuværende situation.

Årsag

Lad os være ærlige. Det er de færreste, der som 25-årige nyuddannede har mulighed for at vælge og vrage mellem drømmestillingerne. Som nyuddannet tager du det job, du kan få. Med årene bliver du god til dit job. Du får børn, bil og realkreditlån, og vupti! Du er pludselig blevet 38 og føler ikke rigtig, at du er tro mod de karrieredrømme, du havde som ung studerende. Derfor vil du gerne skifte retning inden for dit nuværende felt eller måske gå en helt ny karrierevej – men du føler dig fastlåst i din nuværende situation.

Behandling

Tag en diplomuddannelse. Eller start med et enkelt diplommodul, og sammensæt din uddannelse over et par år. En diplomuddannelse er formelt kompetencegivende, dvs. du får ECTS-point og papir på, at du har tilegnet dig nye færdigheder på niveau med en bachelor- eller professionsbacheloruddannelse.

3.

Symptom

Du føler, at du konstant får uønskede gode råd fra dine kolleger.

Årsag

I en tid hvor den faglige konvergens mellem forskellige medarbejdergrupper er støt stigende, kan der nemt opstå gnidninger i en afdeling. Alle dine kolleger har pludselig en mening om, hvordan du bedst laver indhold til sociale medier. Eller hvordan du bedst laver en god overskrift. Eller hvordan dine annoncetekster skal skrives. Det kan skabe irritation og give en følelse på tværs af hele afdelingen af at være ude af sync.

Behandling

Bestil et virksomhedskursus. I kan opnå flokimmunitet over for ”gode råd” og karambolerende interesser i jeres organisation ved at tage et virksomhedskursus. Vi tilrettelægger et forløb for hele jeres afdeling og tilpasser det til jeres niveau og behov. På den måde får alle et kompetenceløft og et fælles mindset.

4.

Symptom

Du føler dig begrænset i dine formidlingsevner.

Årsag

Du er biolog, lærer, skuespiller, politibetjent, jurist, økonom, læge, pædagog eller socialrådgiver – og du elsker og brænder for dit fag. Men måske er du brændt lidt ud ift. til de arbejdstider eller de jobmuligheder, dit fag tilbyder. Eller måske føler du en tiltagende trang til at fortælle omverdenen om dit fag, men mangler de formidlingsmæssige værktøjer til at komme ud over rampen med din viden.

Behandling

Bliv Fagjournalist. Din faglige viden er ikke almen viden for andre, men det kan den blive. På uddannelsen til fagjournalist lærer du at kombinere din faglighed med formidling og får et sikkert greb om grundlæggende journalistiske redskaber, teorier og metoder.