Skip to main content

Tekstforfatterens insidertip til at skrive bedre

Brug den her simple metode, når du skriver tekster. Den er nem at implementere, og dine tekster bliver (meget) bedre.

Tekstforfatter skriver på laptop

Else, ing, ion, sel og ende.

 

Forvirret?   

Du har lige læst et udvalg af suffikser på verbalsubstantiver.

Verbalsubstantiver er substantiver, der er afledt af verber, og som betegner den handling, begivenhed eller tilstand, som verbet beskriver.

Altså fx undersøgelse, ridning, præsentation, kørsel.

Verbalsubstantiver skal du undgå, når du skriver tekster.

De er dårlige, fordi de gør din tekst passiv (og dine læsere trætte).

”Gennemgå din tekst for verbalsubstantiver, og erstat dem med et aktivt verbum. Så har du med et snuptag gjort din tekst mere personlig, nemmere at læse og i det hele taget 50% bedre.”

Det fortæller Jesper Jørgen Hansen.

Han har +20 års erfaring (damn, der sneg sig et verbalsubstantiv ind) som tekstforfatter og kreativ direktør i reklamebranchen.

Nu er han faglig leder på uddannelsen Kreativ Kommunikation her på DMJX.

Han giver dig 3 gode grunde til, at du skal undgå verbalsubstantiver i dine tekster – og gøre dem så aktive, som muligt:

1. Bedre forhold til din læser

”En aktiv tekst gør, at din modtager føler, at det er et ægte menneske, der henvender sig. En aktiv tekst kommunikerer klarere og tydeligere og skaber en mere personlig relation mellem afsender og modtager.”

2. Bedre salg

”Dårlig tekst bliver ikke læst. Punktum. Reklametekster og nyhedsbreve, der er skrevet i et tungt sprog, skaber distance og bliver lynhurtigt valgt fra af de kræsne forbrugere. Gode tekster konverterer og sælger bedre end dårlige, så enkelt er det.”

3. Bedre (menneske)sprog

"Du har lært at skrive dårligt i skolen, i gymnasiet og på universitetet. Du har lært at skrive akademisk, og det er enormt svært at aflære igen. Du skal lære at skrive menneskesprog igen, det fungerer så meget bedre i kommunikationssammenhænge."

Gennemgå din tekst for verbalsubstantiver, og erstat dem med et aktivt verbum. Så har du med et snuptag gjort din tekst mere personlig, nemmere at læse og i det hele taget 50% bedre.”

Jesper Jørgen Hansen

Relevant kursus

Om Jesper Jørgen Hansen

Jesper Jørgen Hansen

Jesper Jørgen Hansen

Mere end 20 års erfaring som tekstforfatter og kreativ direktør i reklamebranchen. Underviser morgendagens reklametalenter i tekstforfatning på uddannelsen i Kreativ Kommunikation.

Jesper Jørgen Hansen