Skip to main content

Få sol, kærlighed og ferie ind i din kommunikation

03.10.2021

Sådan bruger du positive ord og andre elementer fra nudging og adfærdsdesign i din kommunikation

Aktuelt – sol, kærlighed og ferie

Når du bruger negative ord i din kommunikation, frigiver det stresshormoner i hjernen hos din modtager.

Stresshormonerne bliver udløst inden for ét sekund – og kan måles i hjernen i op til 24 timer efter.

Hormonerne påvirker kognitive funktioner hos din modtager som logik, sprogforståelse og kommunikationsevner … dumme funktioner at påvirke negativt, hvis du vil have din modtager til fx at foretage et køb i din webshop eller melde sig til et seminar på din hjemmeside.

Hvad er negative ord?

Ord som ’krig’, ’mord’ og ’vold’ er åbenlyst negative og har en stressende effekt på din modtager.

De meget voldsomme ord er dog forholdsvis nemme at komme udenom (især hvis du fx sælger strikkeopskrifter på nettet), men også ord som …

  • nej
  • ikke
  • men

… er negative og udløser stresshormoner i hjernen hos din modtager.

Dem skal du for så vidt muligt undgå at bruge i din kommunikation – i alle sammenhænge.

Undgå fx at skrive:

”Nej, jeg deltager ikke i mødet.”

Skriv i stedet:

”Jeg deltager meget gerne i mødet, kan vi rykke det til et andet tidspunkt?”

Blandingsforhold 1:5

Negative ord kan dog være vanskelige helt at undgå, og derfor er det vigtigt at opveje dem med positive ord.

Dejlige ord som fx

  • sol
  • kærlighed
  • ferie

Positive ord neutraliserer effekten af de negative ord og motiverer samtidig din modtagers hjerne til at foretage en handling.

Hver gang du bruger ét negativt ord i din kommunikation, skal du bruge 3 positive ord for at neutralisere det – ellers vil relationen til din modtager smuldre.

Hvis du ydermere bruger 5 positive ord for hvert negativt ord i din kommunikation, vil relationen til din modtager blomstre.

More is more, når du vil aktivere motivationscenteret i din modtagers hjerne.

3 tips fra eksperten i adfærdsdesign

Vi har snakket med Anita Lykke Klausen, der har arbejdet med neuromarketing siden hun fik en pris for sit speciale om emnet. Anita har arbejdet på adfærdsbureauer og været rådgiver for nogle af landets største organisationer.

Her giver hun dig 3 tips til at tænke nudging og neurokommunikation ind i din formidling:

Skru ned for budskaberne

”Jo flere valgmuligheder du giver mennesker, jo færre valg træffer de. Når din bruger sidder og klikker rundt i din webshop eller læser dit nyhedsbrev, så er det korttidshukommelse, der er aktiveret og som skal afkode budskaberne. Den kognitive load korttidshukommelsen kan håndtere er ret begrænset, så enhver unødvendig information forplumrer dit budskabet og forhindrer din bruger i at foretage den handling, du gerne vil have. Du skal ikke have tre cta’er i dit nyhedsbrev, du skal have ét – og det må gerne gå igen flere gange.”

Brug historiefortælling

”Storytelling er en effektiv kommunikationsform. 65 procent af det, vi går rundt og siger til daglig, er historiefortælling. Når du kommer hjem fra arbejde og din kæreste spørger, hvordan din dag har været, så konstruerer du typisk beretningen om din dag som en historie. Det er også en effektiv kommunikationsform, fordi det er den første kommunikationsform, vi lærer. Fra vi er helt små får vi læst historier op af vores forældre – så det er den nemmeste kommunikationsform for vores hjerner at afkode. Især hvis det er karakterdrevet historiefortælling.”

Fjern barrierer

”På et tidspunkt lavede den britiske regering en kampagne, der skulle få folk til at isolere deres tag. Den virkede ikke, så regeringen besluttede at gøre tilbuddet gratis for folk. Da det hellere ikke rykkede noget, besluttede regeringen ligefrem at betale folk for at få deres tag gratis isoleret, men selv det virkede ikke. Det viste sig, at folk ikke kunne overskue at flytte alt det rod, der stod på deres lofter. Så da regeringen indgik et samarbejde med et flyttefirma, der klarede folks rod for dem, virkede kampagnen pludselig. Så find dine kunders problemer, og løs dem!”

Jo flere valgmuligheder du giver mennesker, jo færre valg træffer de.

Anita Lykke Klausen

Relevante kurser

Om Anita Lykke Klausen

Gæsteunderviser - Anita Lykke Klausen

Anita Lykke Klausen

Har arbejdet med neuromarketing siden hun fik en pris for sit speciale om emnet. Anita har deltaget i flere podcasts om emnet, undervist i mere end 5 år – og så er hun forfatter til den første danske grundbog i digital markedsføring. I 2020 blev hun kåret til M Talent-brancheprisen af Dansk Markedsføring. Tidligere har hun arbejdet på adfærdsbureauer og været rådgiver for nogle af landets største organisationer.