Skip to main content

Corona skaber boom i digital undervisning: Nu skal erfaringer kortlægges

Corona-krisen har for alvor sat skub i onlineundervisningen på landets institutioner. DMJX er med i millionprojekt, der skal vise, hvad der virker, når der bliver sat strøm til undervisningen.

Aktuelt Corona skaber boom i digital undervisning

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For mens covid-19 har sat en stopper for den fysiske undervisning på landets uddannelsesinstitutioner, er brug og nytænkning af den digitale undervisning boomet.

Derfor har uddannelses- og forskningsministeriet bevilget 1 million kroner til et projekt, der skal undersøge, hvad der har virket.

Ud over at samle erfaringer og oplevelser fra studerende og undervisere skal projektet, på tværs af de videregående uddannelser, give viden om, hvordan man bedst bruger digitale og teknologiske redskaber i undervisning og eksamen.

90.000 studerende og undervisere spørges

Det er Professionshøjskolen UCN, som i tæt samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Professionshøjskolen Absalon, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, University College Lillebælt, UC Syd og VIA University College, skal gennemføre projektet.

I alt vil 86.000 studerende og 4000 undervisere blive inviteret til at deltage i en survey.

Projektgruppen tæller udvalgte medarbejdere og eksperter fra alle institutionerne, hvoraf flere er blandt landets absolutte sværvægtere inden for digital undervisning og didaktik. Projektkoordinatorer fra DMJX er projektleder Annegrete Skovbjerg og lektor Inger K. Larsen.

Hul på ketchupflasken

Den spørgeramme, som projektgruppen netop nu lægger sidste hånd på, vil være 75 procent identisk på tværs af institutionerne, mens de resterende 25 procent varierer fra institution til institution.

Hver institution har desuden ansvar for andre dele, som projektet skal afdække. DMJX skal eksempelvis udvikle en skabelon, som alle uddannelsessteder kan bruge til at formidle cases.

Projektleder Annegrete Skovbjerg er begejstret for udviklingsprojektet og over, at DMJX er med i det.

- I alle undervisningsmiljøer har snakken de sidste par måneder kredset om didaktikken i det virtuelle læringsrum. Onlineundervisning er ikke et nyt fænomen, men under corona-nedlukningen er der for alvor gået hul på ketchupflasken. Det er væltet ud med ideer og initiativer, og det hele er blevet prøvet af. Derfor er det helt oplagt nu at høste erfaringerne og afsøge, hvornår onlineundervisning giver mening og hvornår det bare er en forelæsning med strøm på, siger Annegrete Skovbjerg.

Projektet afsluttes inden udgangen af 2020. Og resultaterne glæder Annegrete Skovbjerg sig til at få fingre i.

- Det er fantastisk, at vi er så mange institutioner, som arbejder sammen og får en fælles viden om hvornår det giver mening at bruge online undervisning, og hvordan vi kvalificerer brugen af den, siger hun.

Deltagerne modtager link til surveyen via mail og e-Boks på onsdag den 10. juni.