Skip to main content

"The beef is over": Studerende laver kampagne for kødfri måned i kantinen på DMJX

April måned bliver kødfri i kantinen på DMJX' campus i København. Studerende fra Kreativ Kommunikation bidrager til det grønne madforsøg med en række kreative tekstplakater.

Tekstforfatterne bag de udvalgte plakater: Sebastian Hjorth Kristiansen, Isa Bella Madelena Normark, Simon Iversen, Sigurd Bruno Weitling, Lasse Lønborg, Ida Ammentorp og Jakob Fini Pind.   Art Direction på plakaterne: Isa Bella Madelena Normark & Jake Brook.

Som et forsøg på et nyt klimatiltag bliver der ikke serveret kød i kantinen på Plan 1 på DMJX' campus i København i hele april måned. Det vil snart stå klart for alle brugere af huset. Den kommende tid vil studerende, ansatte og kursister nemlig blive mødt af plakater på væggene med skarpe tekster, som studerende fra første årgang på studieretningen Kreativ Kommunikation står bag.

Forsøget er et led i DMJX' ambition om at blive en mere bæredygtig højskole på alle områder. Heldigvis har vi selv studerende, der kan hjælpe med at skabe maksimal interesse for den grønne mad i kantinen.

De førsteårsstuderende på Kreativ Kommunikation har netop nu undervisning i faget Konceptuel forståelse, der er delt op i et forløb om art direction og et om tekstforfatning. Det lå derfor lige til højrebenet at bruge det grønne forsøg i kantinen som en case til arbejdet med kreative tekster opsat på plakater.

1.500 tekster er blevet til 10

Ifølge underviser på Kreativ Kommunikation, Jesper Jørgen Hansen, er det en central del af den kreative arbejdsproces at arbejde kvantitativt med mange idéer for at nå frem til de virkeligt gode idéer. De 30 studerende blev derfor bedt om hver at aflevere 50 bud på en tekst til kantinekampagnen indenfor en halv dag.

- Den nemme måde at gøre det på ville være bare at skrive, at vi har 100 procent vegetarisk menu i april. Men på Kreativ Kommunikation arbejder vi med at få en idé ind i det, så man får folk til at tænke det selv, siger Jesper Jørgen Hansen.

De studerende har arbejdet sammen om en proces, hvor de indledende 1.500 tekstidéer nu er blevet kogt ned til nogle få udvalgte kampagnebudskaber. To studerende har til sidst har art directed dem i et ensartet format med frugt og grønt som backdrop til teksterne.

De fleste gode idéer ser aldrig dagens lys. Det gælder også for mange af teksterne til plakatopgaven, hvor underviser Jesper Jørgen Hansen ærgrer sig over, at hans egen favorittekst fra en studerende ikke klarede cuttet:

"Stuvning eller Kaos!"

Tekstforfatterne bag de udvalgte plakater: Sebastian Hjorth Kristiansen, Isa Bella Madelena Normark, Simon Iversen, Sigurd Bruno Weitling, Lasse Lønborg, Ida Waaben Ammentorp, Jakob Fini Pind, Aske Ruberg Andersen, Jake Brook, Luka Andy Claudewitz og Celina Ingerslev Sørensen.

Art Direction på plakaterne: Isa Bella Madelena Normark & Jake Brook.