
Studenterprojekter fra DMJX vinder flere priser til Årets Pressefoto
Nyuddannet fotojournalist fra DMJX, Mikkel Hørlyck, har siden 2. semester på Fotojournalistuddannelsen arbejdet på et flerårigt portrætprojekt, der nu har vundet Long term project-prisen til Årets Pressefoto. Også i videokategorierne er det studenterprojekter, der løber med priserne.
Årets Pressefoto minder os om, at alle mennesker har en historie at fortælle. Og at vi andre ofte bliver klogere, hvis vi lytter og ser.
SVANE MUSIKRADIO. Med en lille rullekuffert pakket med radioudstyr tager 58-årige Michelle Rajter ind på Bodegaen flere gange i ugen for at sende radio på sin helt egen radiokanal, Svane Musikradio. Michelle er transkønnet og har gennem livet oplevet mange ubehagelige tilråb og overgreb, som har gjort livet svært at leve for hende. Nede på Bodegaen bag mikrofonen føler hun sig tryg. Michelle trives i mødet med de mange gæster og ansatte, der dagligt besøger Bodegaen. Men selvom hun har fundet et sted, hvor hun kan være sig selv, vender de destruktive tanker ofte tilbage, når hun kommer hjem. Foto: Fra tv-indslag af Anders Holst Pedersen og Kim Frost.

Se Anders Holst Pedersens og Kim Frost indslag her.
EN GOD DAG KOMMER ALDRIG DÅRLIGT TILBAGE. Kristine fik for 13 år siden Laurits med en anonym sæddonor. Da Laurits blev født, viste det sig, at han havde en ganske særlig kromosomfejl. Få år efter finder hun sammen med sin nuværende mand, Thomas. I 2019 får familien besked om, at Kristine er uhelbredelig syg af kræft. Hun skal dø inden længe. Thomas beslutter sig for at adoptere Laurits, så Kristine kan dø i visheden om, at der nok skal blive taget hånd om hendes søn. Thomas vier sit liv til at sikre Laurits fremtid. Både fordi det er et løfte, han har givet Kristine, men også fordi han ikke kan lade være. Foto: Fra tv-indslag af Christian Falck Wolff og Rune Øe.

Se Christian Falck Wolffs og Rune Øes indslag her.
Her er alle vinderne fra Årets Pressefoto 2021, som er studerende på Fotojournalistuddannelsen på DMJX eller er dimitteret fra uddannelsen i 2021.
Jesper Hougaard: Årets nyhed, udland, 2. pris
For en billedserie fra oversvømmelser i Tyskland. Billederne er taget i Jespers praktik på Politiken, og Jesper er nu i gang med sit bachelorprojekt på DMJX.
Magnus Hove Johansson: Årets portræt, serie, 2. pris
For en billedserie om Gitte Von G, der sælger porno på Onlyfans. Historien er lavet i Magnus' praktik på Information, hvor han stadig er i praktik som en del af sit sjette semester på Fotojournalistuddannelsen.
Oscar Carl Scott: Årets reportage, Danmark
For et projekt om et lille børnehjem på toppen af Fjeldvej i det centrale Nuuk. Oscar er dimitteret fra Fotojournalistuddannelsen på DMJX i 2021.
Oscar Carl Scott: Årets reportage, udland
For et hverdagsbillede af en patient på "Scott's House", som er et amerikansk hospice grundlagt af Oscars farmor. Oscar er dimitteret fra Fotojournalistuddannelsen på DMJX i 2021.
Jens Hartmann Schmidt: Åben klasse, 2. pris
For billedserien "Fri os fra staten" om de nye protestbevægelser, der voksede frem under corona-nedlukningen.
Mikkel Hørlyck: Årets long term project
For portrætprojektet med stofmisbrugeren Jørgen. Mikkel har arbejdet på projektet siden 2. semester på Fotojournalistuddannelsen og blev færdiguddannet i 2021.
Marius Renner Christensen: Årets visuelle webproduktion, 2. pris
For en visuel fortælling om skønhedskulturen i Sydkorea. Marius er netop færdiguddannet fra Fotojournalistuddannelsen i januar 2022 og har lavet opgaven i Sydkorea i sin praktiktid på Politiken.
Anders Holst Pedersen og Kim Frost: Årets korte indslag, tv/web
For fortællingen om transkønnede Michelle, der driver radio Svane fra en bodega. Projektet er en opgave fra 3. semester på Fotojournalistuddannelsen, og de to studerende går nu på 4. semester.
Maria Albrechtsen Mortensen: Årets korte indslag, tv/web, 2. pris
For en kort dokumentarfilm til børn om børneballetten Dansefeber. Maria fik job på Det Kgl. Teater, inden hun blev færdiguddannet, og videoen er lavet på hendes arbejde der. Maria dimitterede fra Fotojournalistuddannelsen i 2021.
Christian Falck Wolff og Rune Øe: Årets lange indslag, tv/web
For historien om en kræftsyg mor med en handicappet søn, som hun må overlade i stedfarens varetægt, når hun dør. Projektet er en opgave fra 3. semester på Fotojournalistuddannelsen, og de to studerende går nu på 4. semester.