Journalist Jonas Hülke Mortensens dimittendtale

Kære venner, dimittender, kommende kollegaer
 

Kæmpe tillykke med uddannelsen – og godt at se jer!

Det er første gang, vi har været samlet på den her måde i over halvandet år, siden vi drog ud i den virkelige verden i praktikken. Lige nu føles det næsten, som om der bare lige er gået et øjeblik, men der er virkelig sket meget siden sidst – blandt andet ligner skolens bygninger ikke længere en bunker, man har lyst til at barrikadere sig i under en atomkrig.

Generelt er det utroligt, hvor meget der er sket, siden vi for 3,5-4 år siden satte os til rette for første gang i gode gamle Frøberts – spændte på, hvad fremtiden ville bringe. Var vi gode nok? Havde vi mon valgt det rigtige studie? Det er jeg i dag ikke i tvivl om, at vi alle har. For da vi først kom ud i praktikforløbet, begyndte vi alle at forme den journalist, vi hver især er på vej til at blive.

Det er virkelig forskellige slags kompetencer, vi hver især har tilegnet os, og det er fedt at se, hvordan vi alle nu kan så meget forskelligt:

Være radioværter, lave forsider på dagblade, lave hammer-gode lokalhistorier og live-reportager på landsdækkende kanaler.

Men også lave fremragende tilrettelæggelse af tv-programmer hos produktionsselskaber, caste de helt rigtige medvirkende, lave podcast, magasiner, nyheder på sociale medier, lave kampagner for store firmaer og meget, meget mere.

Det er helt vildt spændende at følge med i alle de forskellige ting, der bliver produceret af den her årgang. Det kan vi være stolte af.

Og det er altså en rigtig god årgang, der nu for alvor bliver sluppet løs i medieverden, vil jeg vove at påstå. En årgang med masser af kloge, unge mennesker – ikke bare fagligt, men også kloge på livet. En årgang med masser af humor, selvironi, og som ikke tager sig selv alt for alvorligt.

Første skoledag spurgte den tidligere rektor, om nogen af os var her på skolen for at blive kendte. Som jeg husker det, var der ikke rigtig nogen, der rakte hånden op der. Det, tror jeg, er en rigtig god egenskab, for hvis vi er her for at blive kendte, tror jeg ikke, at vi helt har forstået essensen af journalistikken. Det handler jo nemlig ikke om os, men om de historier og kilder, vi videreformidler, og den rolle, vi er sat til at have i samfundet.

Men inden der går helt Ejvind Hansen i den, vil jeg i stedet tale om den arbejdsverden, vi kommer ud i.

Hvis der er noget, jeg tror, vores generation af journalister er særligt gode til, så er det at interagere med vores læsere, seere eller målgruppe. Det giver masser af muligheder, men desværre også trælse ord i kommentarfeltet eller på mail fra mennesker, der ikke er opdraget i, hvordan man begår sig på nettet og sociale platforme.
I et øget polariseret samfund kan man som nyuddannet journalist have lyst til at være opgivende over for samfundet, men jeg vil opfordre til, at vi holder ud – bare lidt endnu.

Det sidste halvandet år har jeg haft fornøjelsen af at have børn og unge som målgruppe på min praktikplads på et medie, der laver nyheder til de 9-14-årige. Når man oplever den målgruppe, er der håb at spore for fremtiden. De er digitalt indfødte og er meget dygtigere til at være på nettet, end de ældre boomers.
Det er rørende at se, hvor støttende de er overfor hinanden, hvordan de giver plads til diversitet, og hvor hungrende de er efter at vide mere om samfundet. Så glæd jer til den generation vokser op og bliver jeres målgruppe – jeg tror virkelig, det bliver gode tider i medieverdenen.

Vi har sikkert alle sammen forskellige ambitioner og drømme om, hvad vi skal ud at lave, men vi skal alle sammen være en del af det kredsløb, der leverer nyheder, viden, underholdning, fakta – måske sandhed – til samfundet. Det kan man måske både være stolt af og lidt skræmt over. Det er i hvert fald en vigtig rolle, og jeg tænker, at det, vi gør, og hvordan vi gør det, har en kæmpe betydning for verden derude.

Det seneste år har budt på en vigtig overhaling af kulturen i mediebranchen efter Sofie Lindes famøse tale i sensommeren sidste år. Det har efterfølgende medført mange historier om personer, der har oplevet ting, der aldrig skulle have fundet sted og aldrig mere skal finde sted på en arbejdsplads!

Nu kender jeg ikke jeres arbejdspladser, men hos min har det givet anledning til at snakke om kulturen på redaktionen, og jeg har oplevet det som sundt, at der bliver sat ord på de ting. Jeg håber, vi bliver generationen, der er gode til at se og mærke efter, om alt er, som det skal være. Jeg håber også, vi bliver generationen, der tør gøre noget ved det, hvis vi oplever, at det ikke er, som det skal være for os eller for en kollega.

Desuden er der også et andet kulturproblem, der i stigende grad fylder på voksenlivets arbejdspladser. Nemlig stresskulturen. Det er ikke nogen hemmelighed, at medieverdenen er et sted, hvor der ofte er fart på. Derfor er det også en branche, hvor man kan opleve, at travlheden udvikler sig til noget, der ikke er rart at være i.

Vi er alle forskellige. Nogle elsker at køre derudad med 120 i timen og nærmest være gift med sit arbejde, nogle sætter familielivet og tid med venner højt, nogle er måske et sted midtimellem og andre et helt fjerde sted. Mediebranchen har brug for alle slags typer, og derfor skal vi sørge for, at vi alle har det godt og passer på os selv og hinanden. Jeg håber og tror, at vi er generationen, der mærker efter og reagerer, så vi får den balance, vi ønsker i vores liv.

Og så lidt til skolen. Man kan ikke gå tre-fire år på DMJX, uden at man også brokker sig lidt. Først prøver man at finde hoved og hale i Moodle, og når man endelig har fået styr på det, så skal man til at lære itslearning, der, om muligt, er endnu sværere at finde rundt i.

Samtidig kan man som studerende tænke, om undervisningen nu følger godt nok med mediernes udvikling. Bliver vi overhovedet forberedt på det, der venter os i praktikken og i arbejdslivet? Hvorfor skal vi kun spille lejrbålsakkorder, når vi hellere vil spille soloen i Stairway to Heaven? (eller en sang, der er mere woke)

Jeg tror alligevel, at vores uddannelse har givet os en grundlæggende faglig og etisk ballast, vi kan falde tilbage på i vores kommende arbejdsliv. Det blev eksemplificeret forrige lørdag med DR’s fodboldkommentator, Andreas Kraul, der under en kommentering pludselig stod i en usædvanlig situation, da Christian Eriksen ud af det blå kollapsede.
På trods af sine mere end 20 års erfaring fremhævede han efterfølgende, hvor meget han satte pris på sin uddannelse – i dette tilfælde særligt i forhold til at kunne forholde sig kildekritisk til de informationer, han fik.

For mig blev det i hvert fald et lille bevis på, at det ikke kommer dårligt igen at have taget en uddannelse.

Tak for tiden til skolen og undervisere. Det er forskellige lærere, vi har haft, men jeg tror, at vi alle har haft mindst én, der har inspireret os særligt med sit engagement eller dygtighed. Jeg vil personlig selv særligt tage uddannelsens fokus på selvrefleksion og efterkritik med videre i arbejdslivet.
Jeg har oplevet, at det i den virkelige verden altid har været et vigtigt værktøj til at kunne kvalificere sine produktioner – ligesom den her tale også kunne være blevet meget bedre med en god gang efterkritik. Og det er også det, der skal udvikle uddannelsesforløbene her på skolen fremover. 

Og så vil jeg gene sige tak til alle de medstuderende, der har gjort noget for fællesskabet her på skolen. Nogle gange har I ikke fået den credit, I har fortjent, for jeres hårde arbejde undervejs. I har virkelig gjort en forskel. Vi har været heldige at gå her i en tid uden corona med rusforløb, fredagsøl i Kurt Strandbar og aktiviteter i diverse elevforeninger, Illustreret Bunker, Genlüd, DSR osv..

Og nu skal I hjælpe mig, at det ikke bliver alt for pinligt. For jeg synes, vi skal hylde rusværter, frivillige i baren, dem der har stået for Modus og Ulla – alle jer, der har taget en tørn. Skal vi ikke lige give dem en hånd?

Jeg håber, at skolen post-corona vil gøre en kæmpe indsats for at få alt fællesskabsskabende op at køre hundrede procent igen, så den gamle bunker-stemning bliver flyttet med herned på den nye skole. Det betyder rigtig meget for en studerende, at der er et fællesskab, nogle traditioner og en stemning, som byder nye studerende velkommen. Det har jeg i hvert fald været glad for.

Til sidst skal vi ønske os selv tillykke. Ubeskyttet titel eller ej, så er det altså en kæmpe bedrift at komme igennem en uddannelse. Vores er jo en, hvor man som studerende ofte investerer en hel del af sig selv, tager chancer, kommer ud af comfortzonen – og også godt kan få nogle tæsk undervejs. Men det har været med til at gøre os til det, vi er i dag. Og det har givet os et fundament at bygge videre på.

Og lige nu er det ok at hvile lidt på laurbærerne og nyde det. Så må bekymringer om dagpenge, freelancekontrakter, opstart af eget firma, eller hvad der nu fylder, holdes lidt til siden. Det hele skal nok gå!

Det har været fantastisk at dele skole med jer, og jeg håber, vi kan bruge hinanden i tiden, der kommer. Jeg ønsker jer alt det bedste. Husk, at vi, hver især, er meget mere værd end summen af vores præstationer.

Stort tillykke.