Skip to main content

Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcastmarked undersøges

Forskere skal for første gang kortlægge, hvordan podcastproducenter kan tjene penge på det populære medie. Allerfonden støtter med 340.000 kroner.

Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcastmarked undersøges

Podcast-markedet er i gevaldig vækst.

Der er masser af lyttere, masser af godt indhold og masser af små og større producenter med fortælleglæde og store ambitioner.

Men endnu har kun få knækket koden til, hvordan man skaber en god forretning på podcast.

Det vil et nyt forskningsprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ændre på.

Projektet ’Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcastmarked’ skal over de næste 15 måneder blandt andet undersøge, hvilke faktorer, der påvirker podcastlytternes betalingsvillighed samt, hvordan man gør podcastproduktion rentabel.

Undersøgelsen er støttet med 340.000 kroner af Allerfonden og har i alt en budgetramme på 750.000 kroner

Den gennemføres af Aske Kammer, der er docent i medieinnovation og Thomas Spejlborg Sejersen, som er adjunkt ved Medieproduktion og Ledelse.

Undersøger økonomien bag alle danske podcasts

Én del af undersøgelsen fokuserer på producenterne og består af en spørgeundersøgelse, der skal kortlægge samtlige danske podcasts forretningsmodeller samt af interviews, der skal give indsigter til at analysere eksisterende økonomiske forhold.

Den anden del undersøger, hvad der skal til for at podcastbrugerne vil hive pungen op af lommen og betale for indholdet. Det foregår dels gennem en landsdækkende spørgeundersøgelse og dels gennem fokusgruppeinterview med podcastlyttere.

- Det er utroligt spændende, som dette ret nye medie stormer frem, men også uholdbart, at så mange af producenterne ikke kan leve af det. Derfor er vi meget begejstrede for at få lov at afdække og diskutere forskellige forretningsmodellers fordele, ulemper og ikke mindst fremtidsudsigter og på den måde finde frem til, hvilke retninger producenter og distributører kan gå for at gøres deres podcasts rentable, siger Thomas Spejlborg Sejersen

Der er ikke tidligere lavet en lignende undersøgelse og derfor er der lagt stor vægt på at dele ud af resultaterne.

Når forskningsprojektet afsluttes i januar 2022 er hensigten at afholde en konference, ligesom projektet skal afføde både videnskabelige og handlingsanvisende artikler.
Endelig vil den nye viden indgå i undervisningen på DMJX, som blandt andet uddanner fremtidens medieproducenter.
 

Læs projektets oplysningsforpligtelse her.