Skip to main content

Ensomme unge-projekt bliver podcastserie på Loud

126 unge får en stemme i ny DMJX-rapport om corona-isolerede gymnasieelever. Nogle af stemmerne kan høres i en podcastserie, mens der også er en vandreudstilling på vej med ENIGMA Museum.

Unge er ensomme under coronanedlukningen

Da Mette Frederiksen den 11. marts 2020 meddelte, at landet skulle lukkes ned, tog journalist og strategisk konsulent Gerd Maria May en hurtig beslutning.

Hun ville sørge for at lade en gruppe komme til orde, som hun ofte finder overset i mediebilledet og i den demokratiske samtale. De unge.

Med bevillinger fra Tuborgfondet på 100.000 kr. og fra DMJX på 250.000 kr. har hun derfor indsamlet 126 beretninger med unge, primært gymnasielever, fra den første lockdown i marts til juni 2020.

Sammen med Ph.D.-stipendiat Lisa Merete Kristensen har hun nu udgivet rapporten Unge og fællesskaber i en tid med corona.

Ud over at vise et billede af de unges oplevelser og tanker, sætter rapporten unges fællesskaber i kontekst og giver gode råd til digital undervisning.


Podcastserie, videoer og vandreudstilling


Ud over den færdige rapport skal nogle af projektpengene bruges i et samarbejde med kommunikationsmuseet ENIGMA, om en vandreudstilling, som efter coronanedlukningerne skal vises på biblioteker, institutioner m.m.

Desuden har Radio Loud lanceret en podcastserie, som i syv afsnit følger nogle af de 126 unge fra projektet, som lige nu er isolerede i den anden store lockdown-periode.

Serien hedder Hvis vi går ud fra, det hele ender godt og kan blandt andet lyttes til via Spotify.

Herunder kan du se fire videoberetninger fra Gerd Maria Mays indsamling, som Radio Loud har klippet sammen, som en del af optakten til deres podcast-udsendelserne.

Vigtig stemme fra isolerede værelser
 

Med rapporten får Danmarks- Medie og Journalisthøjskole vigtig viden om den målgruppe, som lige om lidt skal i gang med at tage en videregående uddannelse – og stiller den til rådighed for andre uddannelsesinstitutioner.
 

Desuden har DMJX støttet projektet for at give de unge en vigtig stemme fra deres isolerede værelser.

Og der er rigtig meget viden at hente på teenageværelserne, fortæller Gerd Maria May, som blandt andet hæfter sig ved, at det er afsavnet til de uformelle fællesskaber, som de unge lider under.

- Selve undervisningen fungerer sådan set. Det samme gør gruppearbejde og i manges tilfælde også kontakten til få, nære venner. Men det uformelle fællesskab sejler. Den kontakt, de normalt har på gangene, i kantinen og til dem, der ikke er i den nærmeste vennezone, den mangler og savner de rigtig meget, siger Gerd Maria May.

Hun understreger, at selv om de fleste af de 126 respondenter går i gymnasiet, så er det de samme tendenser, der gør sig gældende for elever i de ældste klasser i folkeskolen og på de videregående uddannelser.

- Jeg er 100 procent sikker på, at de svar og tendenser, som rapporten viser, de gælder for alle unge. Og også for mange af os andre, siger Gerd Maria May.

Her kan du læse rapporten Unge og fællesskaber i en tid med corona.

Næste skridt for Gerd Maria May og Lisa Merete Kristensen er nu at skrive en forskningsartikel med udgangspunkt i den indsamlede viden. Det sker i samarbejde med Line Schmeltz, som er docent i kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.