Skip to main content

DR-journalist Maria Dohn er mentor for Anne: Ingen argumenter for at lade være

Socialrådgiver Anne Nørtoft Wulff er i gang med at blive fagjournalist og jubler over ny mentor-ordning, som giver studerende faglig sparring og netværk med etablerede journalister.

DR-journalist Maria Dohn er mentor for Anne Nørtoft

Efter et halvt arbejdsliv som socialrådgiver følte Anne Nørtoft Wulff sig omsorgstræt. Som kommunalt ansat og senere selvstændig har hun blandt andet arbejdet på jobcentre og med bandekriminelle.

- Det er hårdt arbejde. Jeg er 46 år og har stadig over halvdelen af mit arbejdsliv tilbage. Det vil jeg bruge på at lave noget, der giver mening og energi, siger hun.

Derfor har hun groet en drøm om at bygge bro mellem samfundet og den verden, hun kender af kriminalitet, omsorgssvigt, angst og nød, gennem formidling. For at realisere drømmen, besluttede hun at fylde tasken med journalistiske redskaber på Fagjournalistuddannelsen, som tager to år på deltid på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Uddannelsen har fået mig til at se på verden med andre øjne. Jeg har fået formidlingsredskaber, masser af journalistiske værktøjer og en helt anden bevidsthed om ord. Jeg vil bruge mine nye færdigheder til at lave en podcast med personlige fortællinger, der viser en side af samfundet, som mange danskere ikke kender eller forstår. Jeg har flere hundrede ideer til forskellige podcasts fra den verden, jeg har arbejdet i siden 2004, siger hun.

Hun gør mere, end man kan forvente

Anne Nørtoft Wulff bliver færdig som fagjournalist i sommeren 2023 som en del af første årgang, der får glæde af en ny mentorordning. Den har uddannelsen startet i dette semester for at imødekomme de studerendes ønsker om tættere branchekontakt. Ordningen giver de kommende fagjournalister mulighed for at blive matchet med en mentor, som har forpligtet sig på at bruge minimum 1-2 timer om måneden.

 

Ifølge Anne Nørtoft Wulff giver ordningen adgang til noget, man ikke kan få fra en bog eller ved at skrive en opgave. Nemlig faglig sparring, journalistisk netværk og et indblik bag ellers lukkede døre. Hun har allerede haft flere samtaler og også været med på job hos sin mentor Maria Dohn, som er redaktør og vært på P1 Morgen.

- Jeg er jublende lykkelig for, at jeg har fået Maria som mentor. Hun har lavet radio i mange år. Hun er dygtig, og så er hun oven i købet rigtig rar. Hun gør meget mere, end man kan forvente. Hun er undersøgende på, hvad JEG har brug for, og hvor jeg vil bevæge mig hen. Hun har taget mig med på arbejde og givet mig gode kontakter. Hun er et perfekt match for mig, siger Anne Nørtoft Wulff.

Maria Dohn har tilmeldt sig DMJX’ mentorkorps af et godt hjerte og får som de øvrige mentorer ikke penge for den tid, der lægges i. Alligevel krævede det ikke mange overvejelser for den erfarne journalist at melde sig under fanerne som mentor.

- Jeg kan ikke komme på nogen som helst argumenter for ikke at være det, siger Maria Dohn.

- Anne lignede en, der var svært begejstret over at få et indblik i redaktionens arbejde. Og på det menneskelige plan, så forestiller jeg mig, at hun kan bruge mig til at vende emner, spørgsmål og ideer, som det kan være svært at læse sig til, fortæller DR-redaktøren.

- Jeg gør det, fordi jeg kan. Og det giver altid stof til eftertanke hos mig selv, når jeg skal forklare andre, hvordan jeg arbejder og hvordan de redaktionelle processer er på min arbejdsplads, siger Maria Dohn.

Podcastserie om plejefamilier

Midt i transformeringen fra socialrådgiver til fagjournalist har Anne Nørtoft Wulff modnet sine podcastideer og også oplevet, at der er interesse for de historier og vinkler, hun kan byde ind med.

I sit afgangsprojekt på uddannelsen laver hun en podcast om manglen på danske plejefamilier med fokus på, at gennemsnitsfamilien er 54 år gammel og at hver tredje familie stopper igen inden for fem år. Podcastserien er målrettet Socialt Indblik, som er et nyt digitalt medie for alle, der interesserer sig for indsatsen for socialt og psykisk sårbare børn, unge og voksne.

- Min ultimative drøm er at få min egen podcast, hvor jeg er vært og redaktør og når ud til et stort publikum. Annes Brevkasse. Lyder det ikke meget godt, smiler hun.

Fakta om mentorkorpset og mere om Fagjournalistuddannelsen

Fagjournalistuddannelsen har tilknyttet et mentorkorps til uddannelsen fra 2023.

28 studerende – som er størstedelen af årgangen på Fagjournalistuddannelsen – havde et ønske om at blive matchet med en mentor. Alle har fået en mentor.

Mentorkorpset er primært blevet fundet gennem netværk og ikke mindst LinkedIn, mens seks af mentorerne er blevet kontaktet direkte, fordi de var udpeget som drømmematch for de studerende.

Underviser Helge Kvam, som koordinerer mentor-ordningen, er begejstret over velviljen til at dele ud af erfaringerne samt, at det er lykkedes at stable et stort og stærkt mentorkorps på benene.

Mentorerne er fra DR, TV2 Bornholm, Berlingske, Politiken, Aarhus Stiftstidende, Frederiksborg Amtsavis, egne freelance-virksomheder, kommunikationsfolk m.fl.

Kunne du selv tænke dig at blive mentor for en Fagjournaliststuderende i fremtiden, så kontakt Helge Kvam på hkv@dmjx.dk

Vil du vide mere om Fagjournalistuddannelsen, kan du læse mere her eller tilmelde dig et onlinemøde om uddannelsen den 17. april kl. 20-21.