Skip to main content

DMJX undersøger værdien af lokal live-video

Hvordan er brugernes villighed til at betale for lokal live-video, som er en ny satsning på Jysk Fynske Medier. Det skal DMJX undersøge i nyt projekt, der også sætter de redaktionelle processer under lup.

DMJX skal undersøge effekten af lokal live-video
Foto: Sam Mcghee

Jysk Fynske Medier satser i en ny forretningsmodel på at få flere, betalende abonnenter ved at skrue op for lokal live-video. En strategi, som lokalaviser i både Norge og Sverige har haft succes med.

Satsningen tager udgangspunkt i den nyetablerede live-video-redaktion på JFM i Horsens, som skal bistå de skrivende lokaljournalister på 14 dagblade. Videoindholdet skal ikke publiceres på sociale medier, men på de lokale mediers egne hjemmesider med henblik på at tiltrække flere betalende abonnenter.

Hvad vil brugerne betale for?

Men hvilken type indhold vil brugerne betale for? Og hvordan arbejder man redaktionelt, når en central live-redaktion skal samarbejde med lokale reportere?

Det vil DMJX undersøge i et nystartet forskningsprojekt, som følger arbejdet og resultaterne frem til slutningen af 2022.

Projektets primære ambition er at analysere de nye arbejdsprocesser, herunder redaktionens praktiske arbejde med strategi og kriterier for udsendelser samt afvikling og samarbejde med lokale reportere.

Desuden vil der blive gennemført en analyse med eksisterende og nye abonnenter for at blive klogere på deres oplevelse af live-udsendelserne.

Hvilken type lokaljournalistik og live-video vil de betale for? Og hvilken betydning har live-elementer for oplevelsen af lokalt fællesskab?

Bruger video til dokumentation og formidling

Projektdeltagere fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er lektor Inger K. Larsen, docent Steffen Moestrup og adjunkt Helle Lyster. Hos Jysk Fynske medier er videoredaktør Silas Bang primær partner.

Projektet vil give ny viden og indblik i live-journalistik, forretningsmodeller og lokaljournalistik samt i brugernes holdninger til og brug af lokaljournalistik og live-video. Det kommer blandt andet DMJX’ journaliststuderende til gavn i undervisningen, ligesom mediebranchen vil få indsigter fra forskningsprojektet gennem formidling og efteruddannelse.

I projektet anvendes der video både som indsamlings/observations-metode, og som formidling i de dokumentarfilm, der løbende produceres om JFM. Video bliver dermed en del af skabelsen af viden i projektet.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med at filme videoredaktionens arbejdsproces og til samarbejdet med de lokale journalister. Det unikke ved det her projekt er, at vi producerer videodokumentar og ikke kun arbejder med skriftlig formidling. Det vil også være interessant for vores studerende at få indblik i både vores metoder og JMF’s projekt, siger Inger K. Larsen.