Skip to main content

Dimittender rykkede sammen hver for sig

Rektorer med våde øjne, gåsehudsmusik fra Aksglæde, en dimittendtale, der gav en klump i halsen og rørende hilsner fra undervisere og branchefolk. Hvem sagde, at online dimissioner er kedelige?

Aktuelt Nyhed Dimission Online Jan21 SørenPagter_01
Søren Pagter

Det er kun et halvt år siden, at DMJX gentænkte fejringen af sine nye dimittender med en drive in dimission i Aarhus og København.

Med de nye restriktioner måtte der igen tænkes nyt, da der torsdag blev holdt dimission for godt 200 nye journalister, kommunikatører, fotojournalister og tv-tilrettelæggere.

Der var på forhånd ikke meget sexappeal over ordet onlinedimission. Men det lod både dimittender og arrangører hånt om og skabte sammen en rørende eftermiddag, der vil gå over i historien, som en af de bedste dimissioner.

Måske var det de snesevis af små skærmbilleder fra oppyntede stuer med dimittender omkranset af glimmer, flag, bobler, babyer og forældre?

Selv om det er dejligst at være sammen, skabte det en intim stemning at komme hjem i stuen hos Asta, Bave, Cecilie, Daniel og alle de andre nyudklækkede bachelorer.

Alle sad foran computeren eller en større skærm. Og når der på skift blev klippet hjem til dimittenderne fik alle andre et løftet glas eller et vejrende flag hjem i egen stue.

Vi rykkede sammen hver for sig.

Som natsværmere, der prøver at finde retning

En håndfuld DMJX-ansatte styrede sammen med tv-teknikere løjerne fra campus i Aarhus.
Prorektor Jens Grund guidede igennem programmet og rektor Trine Nielsen holdt en festtale med fokus på corona, sammenhold, sexisme og fremtid.

Nyuddannet fotojournalist Julie Meldhede Kristensen holdt dimittendtalen, som i den grad er en læsning værd. Her reflekterede hun over ligheder mellem mennesker og natsværmere, som begge cirkulerer rundt om lyset og prøver at finde retning og mening med livet.

Læs Julies tale her

Sangeren og sangskriveren Aksglæde var flyvende indskifter mellem de forskellige indslag – og fylde stuerne med varme og eftertænksomhed med akustiske versioner af sine numre. Uden for det transmitterede billede tørrede både rektor og prorektor øjne.

Der var masser af videohilsner fra undervisere og studieadministrativt personale - og også fra venner og kommende kolleger i mediebranchen. Fx fra Asger Ladefoged, Anna Thygesen, Anne-Marie Dohm og Cecilie Beck.

Her kan du se, hvad Cecilie Beck havde at sige.

 

Legater for særlig indsats

I stedet for de traditionelle håndtryk og knus på scenen, kunne hver ny dimittend se sit navn rulle over skærmen.

14 af dimittenderne kunne samtidig lade sig hylde for en særlig indsats i forbindelse med deres BA-projekt eller for en særlig social indsats i løbet af studietiden.

Her kan du se dagens legatuddelinger og modtagere:

Journalistik

DR Nyheders Public Service Pris (kr. 5.000,-)

Opgave af Andreas Kjærgaard Wielandt og Jóhann Thór Haahr Hansen

’Aflivningen af alle danske mink’

Indstillet af: Jesper Gaarskjær

 

Højskolens rejselegat (Der uddeles i år 2 priser af kr. 5.000,-)

Opgave af Anna Winsløv og Rasmus Helmann

’ Syv kvinder beskriver psykisk belastende abortforløb på Færøerne’

Indstillet af: Søren Boy Skjold


Opgave af Sofie Møller og Mette Marie Breuning

Opgaven handler om gentest for uhelbredelige sygdomme

Indstillet af: Jan Dyrberg Larsen

 

Fotojournalistik

Ritzau Scanpix Prisen (kr. 5.000,-)

Opgave af: Andreas Haubjerg

Titel: En rigtig mand

Indstillet af: Søren Pagter

 

Kommunikation

Højskolens rejselegat (kr. 5.000,-)

Opgave af Anne Bauer og Cecilie Lindum

Indstillet af: Merete Nilsson Koch

 

Tv- og Medietilrettelæggelse

TV2’s Programafdeling og af Producentforeningen (2 legater af 5.000,-)

(De to legater præsenteres samlet, for de går til to, der tilfældigvis også er makker-par)

Johanne Ginnerup Kelsen, August Ingeman Jensen
Indstillet af de studerende.

Nordisk Film TV (kr. 5.000,-)

Opgave af Anna Thorup Harder
’Halvmåne’

 

Metronome (kr. 5.000,-)

Opgave af Laura Bøcker Ahlstrøm og Marie Allerslev Eriksen

”Red mine organer – inden jeg dør”