4 fede fortællinger, hvor det digitale jeg iscenesættes af analoge artefakter

Et håndskrevet brev, en hemmelig dagbog, et analogt fotografi, et gammelt kort, en gulnet hospitalsjournal.

Analoge artefakter kan tilføre digitale fortællinger noget, som moderne udtryksformer som video, lyd og grafik ikke kan.

Det mener Steffen Moestrup, docent i journalistik på DMJX, og medforfatter til en ny bog om jeg-fortællinger.

Han er vild med digitale jeg-fortællinger. Og særligt, når fortællingerne inddrager analoge udtryk fra gamle medier, er der meget at hente for fortælleren, mener han.

- Gamle medier i nye klæder kan gøre fortællingerne mere personlige og skabe nærhed til læseren. Et gammelt foto eller et håndskrevet brev kan skabe forbindelser mellem personer og mellem tid og sted, fordi de stammer fra private situationer eller en svunden tid, siger Steffen Moestrup.

I bogen Hvad laver JEG her?, som Steffen Moestrup er medforfatter til, analyserer han en række fremragende eksempler på, hvordan analoge medier kan anvendes i digital form til at tydeliggøre og bruge et jeg.

Alle eksempler kommer fra Kristeligt Dagblad, som ifølge Steffen Moestrup har været toneangivende, når det gælder de længere, digitale fortællinger og ofte med et tydeligt jeg.

Her er fire digitale fortællinger, som trækker på ”gamle medier”

 

1. Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden – af Morten Mikkelsen

Læs den her

Steffen Moestrup:

Digital fortælling tilsat et enkelt, men ikke desto mindre effektivt formgreb, nemlig anvendelsen af håndskrift. Mortens ‘jeg’ optræder først på ordniveau et stykke nede i fortællingen, men fordi vi oplever Mortens håndskrift fra første ord, får vi en fornemmelse af det personlige og det unikke. Ingen skriver ens i hånden, hvorimod alle skriver ens i det digitale univers. Håndskriften har endvidere en forbindelse til brevet som medie og dermed også til den personlige henvendelse. Netop derfor læses Morten Mikkelsens digitale artikel som mere henvendt direkte til os, den unikke læser, frem for en tekst skabt i et strømlinet, masseproduceret massemedie.

 

2. Min søn kom alt for sent og blev født for tidligt, skaber Kim Schou

Læs den her

Steffen Moestrup:

Fortællingen åbner med et iøjnefaldende foto fra en ultralydsscanning. Derved er tematikken omkring graviditet og fødsel deklareret samtidig med, at vi har at gøre med et personligt artefakt, som i dette tilfælde kommer fra journalisten – jeg’et – selv.

Fotografierne er alle privatfotos. Langt de fleste stammer fra hospitalet, hvor familien var indlagt, og hvor deres for tidligt fødte søn kom til verden. Motiverne stammer således fra private situationer, og det private understøttes af fotografiernes karakteristika. Desuden er der indsat tre korte lydoptagelser, der alle stammer fra indlæggelsen. Vi kan høre en alarm, som lød hver gang sønnens puls var faldet drastisk. Vi kan høre lyden af luft fra en maskine, der hjælper barnet med at trække vejret. Og endelig kan vi høre gråden fra sønnen, der oplever smerte hver gang, han skal indtage føde.

Jeg’et har muligvis ikke haft tanke på publicering, men jeg’et udnytter disse løbende registreringer af en livserfaring til at give adgang til et intimt rum, der bringer os tættere på historien og på jeg’ets oplevede virkelighed.

 

3. Jeg tænker på alt det onde der kunne ske. Ole Philipson, fortalt til Lise Søgaard Kabell.

Læs den her

Steffen Moestrup:

Fortællingen åbner med en loopende videosekvens, hvor vi ser Ole Philipson i nutiden skuende ud over det hav, han flygtede over for 75 år siden. Ole Philipson er på det tidspunkt en 12-årig, jødisk dreng, der sammen med sin familie må tage på flugt.

Idet man scroller ned ad siden, forvandles baggrunden til et natligt stjernetæppe for at simulere den himmel, familien kunne iagttage under flugten. Derpå beretter Philipson i jeg-form om sit liv under krigen og om selve flugtoplevelsen. Disse oplevelser levendegøres og personliggøres især ved brugen af Philipsons originale dagbog. Med sirlig formskrift har den 12-årige dreng nedfældet sine tanker og oplevelser.

 

4. Kirstens hjerne af Lise Søgaard

Læs den her

Steffen Moestrup:

Fortælleren er journalist Lise Søgaard, men fordi hun beretter om sin egen familiehistorie bliver flere af familiekilderne personliggjort, og vi får nærmest indtryk af et kollektivt “jeg” eller måske rettere et “os”. Baggrunden for fortællingen er ikke en decideret hemmelig familiehistorie men ikke desto mindre en familiehistorie omgærdet af en vis mængde mystik.

Fortællingen er en decideret longread, der da også er opdelt i en prolog, seks kapitler samt en epilog. Mediematerialiteterne tekst og foto er de primære, og tidligt i fortællingens søsættes det personlige antrit. Det sker eksempelvis ved brug af gamle, sort-hvide familiefotos, som også eksplicit fungerer som en del af det researcharbejde, journalisten foretager sig. Det er således kendetegnende for denne fortælling, at researchen bliver en del af beretningen.