Fotojournalist Julie Meldhede Kristensens dimittendtale

Kære dimittender og kommende kollegaer

 

”I bloklysets stearin lå en død natsværmer, der begyndte at gnistre og lugte, da flammen smeltede stearinen og langsomt brændte dens krop. Jeg blev optaget af den lille ceremoni og kom til at tænke over det paradoksale i, at natsværmere kun færdes om natten, men altid søger lyset.

Forklaringen er dog lige til, fandt jeg ud af. Natsværmen bruger månen som sit navigationspunkt når den flyver i natten. Fordi at månen er så fjern og bevæger sig så langsomt, kan natsværmeren positionere sig i forhold til dens lys og holde en lige kurs over lange strækninger. Månen er natsværmerens kompas. Dens fikspunkt på himlen. Problemet er, at natsværmerens evolution ikke har været i stand til at følge med menneskets teknologiske udvikling.

Når den passerer en kunstig lyskilde, så tror den derfor, at det er månen og skifter straks kurs for at holde sin oprindelige position. Som to krydsende planeter der ryger i cirkulation omkring hinandens magnetfelter, begynder natsværmeren at cirkle om den kunstige lyskilde, indtil den til sidst kolliderer med den. Sådan var det også gået min natsværmer.”

 Det skriver forfatteren Sigurd Hartkorn Plaetner i sin bog ”Munken fra Nordhavn”.

En lydbog som min kæreste og jeg hørte på vores roadtrip gennem Danmark sidste sommer.

På bilsædet kom jeg til at tænke, at vi mennesker har ligheder med natsværmere.

Vi cirkulerer også rundt om lyset, og prøver at finde vores retning og mening med livet.

Gældende for os alle, som er samlet i dag, er, at vi har sværmet rundt om Danmarks Medie – og Journalisthøjskole de sidste tre – fire år.

Vi har taget en uddannelse. ”Så er den ged barberet” som man siger. Ikke mere wiseflow, moodle/itslearning, ikke flere snakke omkring vandautomaten, øl i fredagsbaren og svedpletter under armene. Nu flyver vi videre, problemet er bare at vi ikke har et fikspunkt på himlen at følge.

Vi skal selv finde vores egen vej. Jeg ved at vejen allerede er lagt for nogen af os.

Måske du har fået fast job, skaffet dig et vikariat eller har en håndfuld kunder til din freelancebiks,

men for størstedelen af os er der ingen som ringer eller skriver. Kun jobcenteret. Jeg står selv i den situation, men jeg panikker ikke, jeg gør faktisk det modsatte.

Jeg sover 10 timer i streg om natten, ligger på sofaen med avisen et par timer om dagen, går ture og bager brø. Og ved I hvad? Det er faktisk helt, helt okay.  Fordi vi har alle kæmpet, svedt, måske grædt til tider og gjort vores bedste de sidste 3-4 år.

Så derfor skal vi puste ud, slappe af og være gode ved os selv.

Derefter kan vi begynde at tænke, hvilken retning vi skal flyve.

Drømmer vi om et job, hvor vi arbejder fra 8-16 alle ugens hverdage, eller ønsker vi at tage til verdens brændpunkter og dokumentere livet der som korrespondent?

Måske drømmer vi egentligt bare om det gode liv som mor eller far, hvor vi arbejder 25 timer om ugen, bor på en nedlagt gård og henter vores børn fra vuggestuen kl. 14.

Vi skal finde ud af, hvad der giver os værdi, og det er forskelligt for os alle sammen.

I efteråret havde vi besøg af en fotojournalist, Pieter Ten Hoopen. Han bor i Sverige, men underviser en gang om året på skolen. Han tog imod min klasse, et hold på 15 hjemvendte soldater fra praktikken.

Vi var tomme i vores blik, stressede og følte ikke noget. Vi havde afsluttet ét år med praktik. Ét år i den virkelig verden som fotojournalister.

Pieter ville have os til at lege, til at føle og elske vores fag igen.

 ”Forestil jer et land, vi kalder det for Fantasia. Her må I lave reglerne, og her er det jer som bestemmer. Hvordan ser sådan et land ud? Spurgte han.

Dagen efter kom vi tilbage med 15 forskellige præsentationer. Der var et land på hovedet, et land under vand med masser af fisk der kunne tale, og andre lande med overnaturlige dyr og børn der bestemte.

Vi grinte og syntes det var en anelse fjollet, men samtidig syntes vi også det var dejligt at mærke kreativitet blomstre i os igen.

Jeg tror egentligt, at det jeg lærte mest af, af Pieters besøg på skolen, var at jeg bestemmer selv, hvordan mit liv skal være, og at jeg ikke har travlt.

Pieter var bestilt til det helt rigtige tidspunkt. Han var nærmest som sendt fra himlen.

Nu følger jeg ihærdigt med på hans instagram, hvor han ligger videoer op af det, han får sine dage til at gå med.  

Han henter brænde, så han kan få varme i sit rødmalede træhus, som er beklædt med sne.

Bare fordi at Pieter har valgt ro og det mere simple liv, har han ikke fravalgt fotojournalistikken.

Han fotograferer og laver de historier der interesserer ham, han har endda vundet World Press Photo.

Jeg tror alle vi skal finde balancen. Finde det som vi syntes er vigtigt at bruge vores energi på.

Om et par uger når hverdagen viser sig igen, når eksamens-kulleren og jublen har lagt sig, så står vi måske lidt alene.

Om vi har job eller ej, så skal vi huske at bruge hinanden, og de kompetencer vi hver især har.

Vi er måske stødt på tidspunkter igennem vores skoletid, hvor vi har måtte indrømme over for os selv, at det vi skulle lære eller prøve måske ikke lige var vores spidskompetence.

Vi skal jo heller ikke kunne alting selv.

Vores uddannelser overlapper lidt hinanden.

Jeg husker tydeligt, at jeg var forarget over, at journalister skulle lære at tage billeder med deres mobiltelefoner. Omvendt var de nok lidt trætte af, at jeg også kunne skrive.  Kommunikatører kan også skrive, og TV og medietilrettelæggere kan tilrettelægge, hvilket egentligt også er det, som mange journalister drømmer at arbejde med.

Men jeg tror egentligt at vi skal se disse overlap som fordele frem for begrænsninger. For på det tidspunkt hvor vi må sande, at det her har vi ikke styr på, så kan og må vi huske at samarbejde.

Der er en kedelig fortælling om, at fotojournalister er nogle ensomme mennesker, der klarer alting selv, hende har jeg ikke lyst til at være.

Nogle af de bedste projekter, jeg har lavet i min tid her på skolen, er enten i samarbejde med en fra mit eget hold eller tværfagligt. Vi kan levere noget endnu bedre, hvis vi tør indse vores begrænsninger og få hjælp, ja i sidste ende lære af hinanden.

Vores uddannelser kan hver især noget forskelligt, men sammen kan de endnu mere.

Vi skal også huske at bruge hinanden og stå sammen, også overfor andre forhindringer vi kan møde på vores vej.

I 2020 satte Sofie Linde #Metoo på dagsorden. Hendes tale ved Zulu Comedy Galla satte gang i lavinen, og den førte meget med sig, heldigvis!

Jeg syntes det er bekymrende, at man kunne læse i Fagbladet Journalisten, at det især var praktikanter, der blev udsat for seksuelle krænkelser.

Måske nogle af jer som ser med, har oplevet noget. Det er ikke okay. Det må ikke ske igen.

Derfor håber jeg, at vi i fremtiden, når vi bliver ansat i diverse jobs, kan stå stærkere når det kommer til sexisme.

Det kan vi gøre ved at stå sammen og italesætte det endnu mere. Det var TV2s støttebrev til Sofie Linde et meget smukt og godt eksempel på.

Siden vi startede på skolen for tre-fire år siden, har vi set mediebranchen udvikle sig med hastige skridt.

Det indhold som danskerne ønsker bliver mere og mere digitalt.

Vi er uddannet til at følge den udvikling.

Men her i starten vil vi nok møde folk i branchen med rynkede pander.

De har arbejdet i det samme maskineri, som har kørt i samme tempo i rigtig mange år.

Vi er de unge, friske, nysgerrige og moderne mediefolk, og de skal nok tage imod os, men det er nok først om 10 år, at vi er eksperterne.

Så vi må have tålmodighed.

Man siger at branchen ændrer sig hurtigt. Det gør den også, men samtidig kan det føles som om, at den bevæger sig med samme hastighed som månen.

Vi er natsværmere som langsomt søger lyset og en dag finder vi det.

Tusinde tak for en dejlig tid, tak til underviserne, og tak til jer medstuderende!

Tillykke med jeres uddannelser, I er for seje og held lykke fremover!