Skip to main content

Skab en helstøbt fortælling med ny digital model

Det er nødvendigt at fusionere journalistisk indhold med multimediel storytelling, hvis du vil have succes med dine digitale fortællinger. Forskere har skabt ny model med 6 trin.

Karsten Vestergaard og studerende præsenterer modellen og digitale fortællinger hos DR
Karsten Vestergaard og studerende præsenterer modellen og digitale fortællinger hos DR.

-Når man arbejder med digitale fortællinger, må det multimediale ikke være et stykke julepynt, man hænger på det journalistiske indhold til sidst

Sådan siger Steffen Moestrup, som er docent i journalistik på DMJX og ekspert i journalistiske fortællinger.

For ham skal den visuelle og journalistiske fortælling flettes sammen som et julehjerte, hvor to halvdele skaber helheden.

- Der har været en mangeårig tradition for, at indholdet styrer formen. Der bestilles en grafik eller et foto, som supplement til ordet. Hvis vi vil lave fede digitale fortællinger, som taler til forskellige målgrupper og sanser – og som udnytter de mange digitale muligheder – bliver vi nødt til at arbejde med en integreret tankegang, hvor de digitale udtryk og virkemidler tænkes ind tidligere, ja måske endda er bærende for fortællingen, siger Steffen Moestrup.

Vi bliver nødt til at arbejde med en integreret tankegang, hvor de digitale udtryk og virkemidler tænkes ind tidligere, ja måske endda er bærende for fortællingen.

Steffen Moestrup, docent i Journalistik

Den erkendelse er blevet bestyrket af et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, han har lavet sammen med Karsten Vestergaard, som er lektor i interaktivt design på DMJX. Vestergaard har stor viden om, hvordan visuelle effekter og virkemidler fra blandt andet computerspil kan give liv til digitale fortællinger og dermed ramme målgrupper, som er svære at nå med mere traditionelle journalistiske virkemidler.

Har udviklet fortællemodel med 6 trin

Gennem de seneste to år har duoen udviklet metoder til at forene det bedste fra den journalistiske værktøjskasse med elementer som gamification og interaktion fra den visuelle, digitale værktøjskasse.

I forsknings- og udviklingsprojektet har de arbejdet sammen med en række medier og partnere med ekspertise i spil, digitalisering, journalistik, visuel storytelling og interaktiv underholdning. Desuden har både journaliststuderende og studerende fra Interaktivt Design været med til at udvikle og afprøve metoden.

Ifølge Karsten Vestergaard er samarbejdet et godt billede på, hvordan medierne kan skabe noget fantastisk ved at tænke på tværs af traditionelle skel.

- Steffen og jeg var to vidt forskellige steder. Men vi blev sat sammen og har stimuleret vores fagområder på tværs af uddannelser. Vores forskellige tanker om emnet blev sat i en ny kontekst, og vi har i den grad kunnet berige hinanden. Vi har skabt en model for digitale fortællinger, som ingen af os ville kunne skabe alene, men som vi begge kan se os i, fortæller han.

Nu er de klar til at dele deres model - the Digital Story Model – med 6 trin, som skal sikre, at fortælleren kommer rundt i alle kanter af storytellingen og sikrer en mere helstøbt sammenhæng mellem form og indhold.

Vores forskellige tanker om emnet blev sat i en ny kontekst, og vi har i den grad kunnet berige hinanden.

Karsten Vestergaard, lektor i Interaktivt Design

Modellen er en guide til journalister, kommunikatører, designere og andre, som vil i gang med at skabe visuelle, digitale fortællinger eller som måske endnu ikke har knækket koden til at gøre det med succes.

Du kan kigge i Digital Story Model-guiden her.

Model præsenteres og uddeles på eftermiddagsseminar

Den 24. maj klokken 14-16 bliver modellen præsenteret på et gratis eftermiddagsseminar på DMJX i København.

Her vil Steffen Moestrup og Karsten Vestergaard gennemgå de 6 trin og guide i anvendelse af modellen. Alle deltagere får også et trykt eksemplar med hjem.

Herudover byder seminaret på oplæg fra spillere i mediebranchen, som har succes med digitale fortællinger, herunder Stinne Andreasen, som er digital redaktionschef på Berlingske og Katrine Granholm, digital børneredaktør hos DR Ultra.

Efter oplæg er der paneldebat og efterfølgende bydes der på lidt mad og drikke.

Læs mere, og tilmeld dig seminaret her.