
DMJX tog halvdelen af priserne ved Årets Pressefoto
Total dominans fra DMJX-studerende ved Årets Pressefoto 2019, hvor blandt andet hovedprisen Årets Pressefoto gik til en fotojournaliststuderende fra højskolen.
Sarah Hartvigsen Juncker vandt både "Årets Pressefoto" og "Årets Nyhedsbillede, Danmark" med serien "Godhavnsdrengene". Sarah er praktikant på Information, hvor hun har lavet det vindende billede.
Om Sarah Hartvigsen Junckers billede sagde dommerne:
Årets vinderbillede er et rigtigt pressefotografi af en vigtig begivenhed, der brændte sig fast på dommernes nethinder. Det viser både den store og den lille historie, men det vigtigste sker hos ham, der kigger ud på os. I hans øjne ser man både smerten, det sår, der ikke kan hele, og forløsningen ved endelig at modtage den anerkendelse, han og de øvrige har kæmpet for i årevis. Alt unødvendigt er skrællet væk, og først ved andet kig på billedet opdager man, at det er statsministeren, som omfavner ham. På den måde kommer billedet på stærkeste vis til at kommunikere, at hun er samfundet – og at han er både sig selv og alle de andre, der venter på at høre det lille, store ord: Undskyld.

Sangerinden ANYA fortæller hvordan hun bruger journalistik til at formidle sig selv som kunstner. Tillægsuddannelsen i journalistisk formidling