Skip to main content
Kursus NJC – studierejse til Grønland

Studierejse Grønland, arktisk nation i forvandling

Grønland får stadig større betydning i Arktis. Stormagternes interesser vokser – i USA, Rusland, Kina og EU. Internt i Grønland arbejder stærke kræfter for uafhængighed, og det første bud på en forfatning er skrevet. Vi rejser til Nuuk, graver i dilemmaerne og opsøger de centrale aktører.

Bemærk: Du skal tilmelde dig kurset via NJC's hjemmeside eller via Mediernes Efteruddannelse.

Grønland får stadig større betydning som selvstændig og aktiv politisk aktør i Arktis.

Grønland har også fået sit første udkast til en forfatning, der kan bruges, hvis et flertal en dag skulle ønske at gøre Grønland til en selvstændig nation. Vi har derfor et første bud på, hvilket land Grønland udvikler sig mod, og hvad grønlænderne mener, når de taler om uafhængighed og statsdannelse.

Samtidig vokser Grønlands strategiske betydning mellem Rusland i øst og USA i vest. Ikke mindst efter Ruslands invasion i Ukraine. Grønland er en del af Nordamerika og spiller en central rolle for USA’s forsvar mod de russiske atomvåben på Kola-halvøen i det russiske Arktis.

På en studierejse til Grønland i maj skal vi granske alle disse spørgsmål og de udfordringer, Grønland står overfor:

  • Ruslands invasion af Ukraine stiller nye krav til Grønlands udenrigspolitik og komplicerer den i forvejen krævende koordination med Danmark.
  • Arktisk Råd er lammet, og den militære oprustning i og omkring Grønland tager til.
  • Grønland overvejer fuld tilslutning til Paris-aftalen, men mange frygter, at det vil skade landets økonomiske udvikling.
  • Grønlands ’sjældne jordarter’ kan hjælpe den grønne omstilling i EU, men Nuuk afviser udvinding ved Kvanefjeldet. I stedet truer et enormt erstatningskrav.

Derfor skal du tage med på kurset

Vi sætter fokus på alle disse udfordringer og sprækker. Vi forfølger de nye udfordringer for freden i Arktis, og vi graver i EU’s og USA’s voksende interesse for Grønland. USA har genåbnet sit konsulat og EU åbner snart også kontor i Nuuk. Vi skal studere, hvordan de grønlandske beslutningstagere håndterer trykket, og hvordan de ser på forholdet til USA, Kina, Norden og resten af verden.

Vi skal møde repræsentanter for næsten alle grupper. Kurset falder sammen med konferencen Future Greenland, hvor flere hundrede beslutningstagere fra hele Grønland samles. Vi skal møde de unge grønlandske akademikere, erhvervslivets hurtigløbere, fiskere og folk fra turistindustrien. Vi skal tale om kolonitiden og dens efterveer; forståelse for historien er absolut nødvendig for at forstå nutidens Grønland.

Kurset udbydes af NJC i hele Norden. Det betyder, at du får selskab af kolleger fra hele Norden og – som bonus – et særligt nordisk perspektiv på udviklingen i Grønland.

Kursusledere: journalist, forfatter og Arktis-ekspert Martin Breum. Hans seneste bog “Grønland og den amerikanske forbindelse” udkom i 2021.

Filmproducent, fotograf og skribent Jørgen Chemnitz. Tidligere skrivende og fotograferende på avisen Sermitsiaq i Nuuk, initiativtager til brancheforening for filmarbejdere (film.gl), initiativtager til Filmiliortarfik (filmværksted i Nuuk), og forh. bestyrelsesmedlem i KNR (Grønlands pendant til DR).

Praktisk information

Kursusprisen er 35.000 DKK. inkl. moms

Norske journalister kan søge STUPstipend, frist 1. januar 2024. Danske journalister kan søge støtte hos Mediernes Efteruddannelse, frist 1. februar 2024. Svenske journalister kan søge støtte hos SJF. Finske journalister kan søge støtte hos Jokes Foundation.

Mulige ekstra omkostninger:

Prisen inkluderer fly tur/retur Kbh. – Nuuk, men ikke til/fra Københavns Lufthavn. Desuden skal påregnes forplejning uden for undervisningprogram nogle dage.

Spørgsmål om kursusindholdet

John Frølich, centerchef, NJC, Mob: +45 20 950 945, E-mail: jf2@dmjx.dk

Kristoffer Dahl Sørensen, projektkoordinator, NJC, Mob: +45 21 75 55 96, E-post: kds@dmjx.dk

Bemærk: Du skal tilmelde dig kurset via NJC's hjemmeside eller via Mediernes Efteruddannelse.

Kurser