Skip to main content

Ny DMJX-podcast gør dig klogere på AI

Kom med i maskinrummet, og hør, hvordan medierne arbejder med kunstig intelligens som et værktøj i journalistikken.

Ny rapport om det danske podcastmarked

Mangler du viden om og inspiration til at komme i gang med at bruge AI i dit arbejde?

En ny podcast fra DMJX deler ud af gode eksempler fra danske medier, som bruger kunstig intelligens til at lette arbejdet – blandt andet som researchværktøj. 

Bag podcasten står lektor Andreas Scharnberg og adjunkt Peder Hammerskov fra Journalistuddannelsen. 

De har siden midten af 2023, sammen med docent Steffen Moestrup, arbejdet på et forsknings- og udviklingsprojekt, som skal afdække, hvordan journalister bruger kunstig intelligens i arbejdet.

I løbet af 2024 besøger de en lang række medier og taler med eksperimenterende journalister for at høre, hvordan de bruger den kunstige intelligens her og nu - og hvad de gerne vil på sigt.

Og i stedet for at udgive en rapport, når projektet slutter, vil forskerne som en løbende afrapportering dele af deres viden, samtaler og opdagelser fra journalister og medier, som har fundet interessante måder til at bruge AI i journalistikken.

Målet er at skabe formidling, som andre journalister kan omsætte det til egen hverdag og egne projekter.

Gennemtrawler 100.000 sider fra kommunen

Podcasten hedder MASKINRUM – AI i mediebranchen.

I første afsnit møder vi Thomas Gam Nielsen, der er lokalreporter for TV 2 Østjylland på Djursland. Han bruger AI til at overskue og gennemtrawle de omtrent 100.000 årlige sider fra udvalgsmøderne i de to kommuner på Djursland.

 

Hør, hvordan Thomas Gam Nielsen går til de innovative metoder, som AI tilbyder inden for research og datadrevet journalistik i afsnittet, som hedder AI vs. 100.000 sider fra kommunen.

 

Linket åbner i Apple Podcasts. Men du kan også finde podcasten – som udkommer løbende – på eksempelvis Spotify.