Et Motherfucking Liv – to studerende fra TVM debuterer på CPH:DOX
Da Astrid Agnes Hald og Frederik Vahle mødte hinanden på Tv- og medietilrettelæggelse, havde de ingen idé om, at deres eksamensprojekt tre år senere ville ende som en dokumentarfilm på CPH:DOX. Men mødet med kunstneren Frida Retz satte gang i et samarbejde, der voksede langt ud over rammerne for et semesterprojekt.
Hvad der begyndte som en interesse for emnet etisk porno, udviklede sig til mødet med kunstneren Frida Retz og hendes praksis – og endte som dokumentarfilm.
Et Motherfucking Liv er et intimt portræt af en kunstner, der arbejder i krydsfeltet mellem billedkunst, porno og moderskab, og som insisterer på at leve sit liv uden for normerne. Filmen er en del af CPH:DOX og bliver vist på Bremen Teater søndag d. 22. marts kl. 18.00.
DMJX møder instruktørerne bag dokumentaren, Astrid Agnes Hald og Frederik Vahle, der begge har studeret på uddannelsen Tv- og medietilrettelæggelse.
Hvordan fandt I to sammen som makkerpar?
Astrid: ”Første gang Frederik og jeg ser hinanden, er til et rystesammen-arrangement i Nørrebroparken, da vi begge lige var kommet ind på TVM. Og da jeg ser Frederik, ved jeg bare, at we’re gonna be friends!” hun ler og fortsætter:
”Siden da har vi bare været venner og arbejdet sammen om alle opgaver og projekter på uddannelsen. Vi fandt hurtigt ud af, at vi hygger os sammen, og at vi har nogle af de samme blikke på verden.”
”Projektet her startede som vores eksamensprojekt på andet semester. Vi skulle lave en audiovisuel fortælling, og overemnet var ’Nye begyndelser’. Og så gik vi bare i gang med en brainstorm og endte på, at vi lavede noget om enten OnlyFans eller etisk pornoproduktion med den vinkel at afstigmatisere typerne af indhold og de mennesker, der laver det.”
I har fulgt Frida Retz i to år med jeres kameraer. Men hvordan stødte I på Frida?
Astrid: ”Jeg er en del af et aktivistisk eventfællesskab, som laver tværkulturelle arrangementer i København. Og der havde vi i 2022 lavet et event dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag, som handlede om intersektionel feminisme, hvor Frida havde udstillet nogle af sine ting. Og jeg var bare sådan: ’Wow, du er virkelig spændende at snakke med, og det her univers kan noget, jeg ikke har set før, fordi det kobler noget finkultur som billedkunst med porno – altså noget, som er hemmeligt og skamfuldt.’ Jeg synes, det var virkelig stort at opleve selv. Og så kontaktede vi hende i forbindelse med eksamen.
Og så gik det super godt med den eksamen, og vi havde det bare fedt med Frida. Man kan på en måde godt mærke, når der er kemi, som strækker sig ud over en treminutters video. Det var som om, der var mere at komme efter – på sådan en helt intuitiv mavefornemmelse-agtig måde.”
I skulle bare noget mere sammen?
Astrid: ”Ja, det var på en måde et kald.”
Frederik: ”Den eksamen, vi lavede, sendte vi så til Frida, så hun kunne se den. Det var en måde for os at bevise: Hvad er vores stil? Hvordan kigger vi egentlig på dig? Hvordan fremstiller vi dig, når vi arbejder med video? Så da vi foreslog at arbejde videre sammen om projektet, da havde hun set, hvordan vores materiale så ud, og hvordan vi klippede hende sammen. At det ikke var en fremstilling af hende som et menneske, der lever et mega crazy og underligt liv, men at vi prøvede at vise hende som et helstøbt menneske, og at det ikke var eksploiterende. Det tror jeg var en virkelig god indgangsvinkel til en medvirkende. Det blev grundlaget for, at vi kunne blive ved med at filme med hende i lang tid.”
TVM har givet mig, er et stærkt storyteller-øje. En sans for at kigge på den karakter eller det miljø, man står med – og se historien i det.
Frederik Vahle, instruktør og tidligere TVM-studerende
Hvor bevidst en kunstideologisk tilgang havde hun til pornoen?
Frederik: ”Frida er uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i Bergen, så hun ser det som kunst først og fremmest. Hun er kunstner, før hun er pornoskuespiller. Det har altid været hendes vinkel – og også vores syn på hende: at hun er en kunstner, der arbejder med porno som et medie. Ligesom nogle laver maleri eller glaspusteri, så laver hun porno.”
Astrid: ”Selvom hun først og fremmest er kunstner, vil hun heller ikke appropriere pornobegrebet, fordi de her film er lavet til, at man skal blive liderlig af dem. Man kan ikke kalde det porno eller kunstporno, hvis ikke formålet er, at nogen skal blive liderlig.
Men noget af det, som er rørende for mig at se, og som jeg synes er vigtigt at sprede ud, er, hvordan hun går ind i et seksuelt rum og fuldstændig vender rundt på, hvad der kan være frækt og hvad der kan være sødt. Der er vildt meget med, hvilke narrativer der hører til i det seksuelle rum – men hvor kan vi putte os selv ind på nogle lidt sjove måder? Vi er så fastlåste i, hvem vi er, når vi har sex, ser porno og i hvad vi synes er frækt.”
Frederik: ”Vi snakkede også meget om termen bæredygtig porno, som også hører ind under etisk porno. Bæredygtighed fylder virkelig meget generelt i vores samfund – bæredygtig mad eller bæredygtige rejser. Men det er som om, vi som samfund ikke har været klar til at tage samtalen om, at den porno, man forbruger, også kan være bæredygtig. Bliver folk betalt ordentligt? Er der tænkt på de medvirkendes velbehag? For mig var det virkelig mindblowing at opdage, at bæredygtighedsbegrebet også løber helt ned i de små ting, som jeg aldrig havde tænkt over.”
Hvordan har I arbejdet med at skabe et intimt og respektfuldt portræt af hende?
Frederik: ”Fridas eget arbejde beskæftiger sig med mange aspekter af grænser og samtykke. Vi har været meget inspireret af det, og det har været en samtale, vi har haft løbende: Hvordan gør hun det? Og hvordan kan vi tage det med i vores egen måde at arbejde på? Der har ligget rigtig meget relationsarbejde ud over optagelserne, hvor man lærer hinanden at kende og snakker frem og tilbage.”
Astrid: ”Og så det her med at sætte nogle ordentlige rammer op og gøre det tydeligt, at vi kun er der på de præmisser, som Frida sætter op. Det er ikke fordi, vi prøver at snige os med til nogle ting eller overtale hende til noget. Derudover har alle medvirkende fået lov til at se det færdige klip, før det bliver offentliggjort.”
Hvad er det særligt, der interesserede jer i hendes udtryk?
Frederik: ”Vi har tænkt meget over moderskabet og fødsler. Det er præmissen for vores alles eksistens og det mest naturlige i livet. Men det taler også ind i et samfund, der er meget normativt og traditionsbundet. Der er nogle meget tydelige måder at stifte familie på i Danmark.
Det kan være søgende og provokerende for nogle, den måde Frida gør det på. Men for hende er det ikke en aktivistisk handling. Det er bare hendes måde at gøre det på. Der er ikke nogen, der lever så vildt et liv, bryder med normer, arbejder med sexarbejde og porno – og så bliver gravid og finder ind i et konventionelt liv med far, mor og børn. Hun er en enormt brydende person i alt, hvad hun gør. Og det er hun også, når hun går ind i moderskabet.”
Astrid: ”Der er rigtig mange repræsentationer af mødre i eksisterende film, hvor vi er blevet fodret med en bestemt type mor, der opfører sig på en bestemt måde. Den her film er et eksempel på en anden måde at være mor på. For mig som kvinde og måske kommende mor har jeg seriøst kun set én slags måde at være mor på. Det kan også være, fordi jeg er vokset op i provinsen,” griner hun og fortsætter:
”Vi bliver bare fodret med en vild stereotyp rolle af kvinder og mødre. Og jeg oplever, at der ofte er stor forskel på, hvad man kan få lov til at gøre med sig selv før og efter, man har fået børn.”
Noget rørende for mig er, hvordan hun træder ind i et seksuelt rum og vender op og ned på, hvad der kan være frækt og hvad der kan være sødt
Astrid Agnes Hald, instruktør og TVM-studerende
Hvad tager I med jer fra TVM i jeres måde at arbejde dokumentarisk på?
Frederik: ”Vi har lært at arbejde med den virkelighed, der findes. Og det, jeg virkelig kan mærke, at TVM har givet mig, er et stærkt storyteller-øje. En sans for at kigge på den karakter eller det miljø, man står med – og se historien i det.
De dramaturgiske greb er banket ind i vores hoveder: Der skal være noget udvikling, en person, noget på spil. Hvad vil seeren gerne have for at kunne se, at der er en start, midte og slutning? Det har givet os et fælles sprog og en rettesnor i vores tilrettelæggelse. Vi vil gerne have optagelser, der kan tale ind i det og bære os et sted hen.”
Han fortsætter:
”En catchy start, noget karakteropbygning – og så et slag med halen! Det er en vending, vi har hørt enormt mange gange, og som vi måske har været lidt trætte af, men det har givet os et fælles sprog i hele processen.”
Bedste råd til TVM’ere i forhold til at finde modet til at gå efter drømmen om fx at lave en dokumentar?
Astrid: ”Et kliché svar på et kliché spørgsmål: Just do it! Vi har lavet den her film i to år, betalt ud af egen lomme, taget SU-lån og filmet med ti forskellige kameraer. Så det har ikke været et glamourøst projekt på noget tidspunkt. Ting kan være virkelig rock’n’roll og alligevel komme til at se virkelig pænt og færdigt ud til sidst, fordi der kommer nogle dygtige mennesker på, der er gode til at shine det op.”
Frederik: ”Når det er et projekt, man selv tror på og er ægte interesseret i, hvordan et liv udformer sig. Og en menneskelig kemi. For det giver en tillid og en afslappethed i rummet, når man filmer. Og det kræver, at man kan lide hinanden. Ellers tror jeg, man kan se det i materialet.”
Hvordan finder man modet til at gå for den?
Astrid: ”Jeg har fundet det i dig.”
Frederik: ”Lige dele delusion og et mindset om ’at det kan vi da sagtens’. Og så at vi har haft hinanden i det. Vi har gået på et studie, hvor vi har haft et fælles sprog for, hvordan man arbejder med det her medie. Og så har vi bare sagt: Okay, nu prøver vi bare og ser, hvor langt vi kommer.”
Så dream big, vær lidt delulu og find dig en fed makker?
Frederik griner:
”Ja! That’s a t-shirt!”