Kreativ Kommunikation

Skab originale idéer

 

Introduktion

Reklamen er i forandring. Forbrugerne gider ikke dårlig reklame, men omfavner brugbar, underholdende og relevant kreativitet. Det kan du lære at skabe på Kreativ Kommunikation.

Vi er en af verdens tre bedste reklameuddannelser. Som studerende slutter du dine tre år med en portfolio, der viser det bedste arbejde, du har skabt i løbet af din studietid. I 2019 var fem af verdens 15 bedste ungdomsportfolier fra Kreativ Kommunikation.

Vi lærer dig at udvikle kommercielle idéer og kommunikere budskaber til bestemte målgrupper via en bred vifte af forskellige medier, der er relevante i forhold til afsender, budskab og modtager.

Gældende studieordninger Visuel kommunikation:

VK 2022, redigeret august 2024

VK 2023: redigeret august 2024

 

Information

Varighed: 3 år
Studiested: København
Praktik: 4 måneder
Adgangskrav: Gymnasial uddannelse eller relevant erhvervsuddannelse samt Engelsk B
Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00 via optagelse.dk
Optagelsesprøve: Ja
Studiestart: 28. august 2025
Antal optagne pr. år: ca. 20
Cathrina Ferreira

Spørgsmål?

Cathrina Ferreira
61 20 91 82 / caf@dmjx.dk

The beef is over

I foråret 2022 forsøgte vi os med en måneds kødfri kantine på DMJX' campus i København. For at få brugerne af huset ombord på idéen skulle der laves en intern kampagne. De førsteårsstuderende på KK21-24 lavede en række plakater som en del af undervisningen i tekstforfatning i faget Konceptuel forståelse. På få dage udviklede de studerende 1.500 tekstforslag, der blev skåret ned til et udvalg af de bedste tekster, som to studerende art directede til de færdige plakater.

Læs mere om plakatkampagnen til forsøget med kødfri kantine.

Brand Creation

I faget Brand Creation på 4. semester skaber de studerende et brand og et produkt helt fra bunden. 

Se her, hvordan Pernille Lund kom fra idé til færdigt brand, da hun udviklede Pod Milk: Fra lille ært til færdigt brand og guldmedalje.

Forestil dig en direktør. Forestil dig nu en sygeplejerske.

Er den første en mand og den næste en kvinde? Så tænker du køn og professioner ligesom flertallet. Josephine Westergaard Rasmussen og Marie Wittrup Jensen, som dimitterede fra Kreativ Kommunikation på DMJX i 2021, har fået job på bureauet CPB i London. Her har de stået for en kampagne i anledning af kvindernes internationale kampdag i 2022. En kampagne, som i Storbritannien allerede er kåret til årets bedste fremstød for kvindesagen og ligestilling.

Læs mere om Josephine og Marie og deres kampagne.

Tell to sell

Du kommer til at arbejde med problemidentificering, menneskelige indsigter, research, idégenerering, tekstforfatning, art direction og branding. Og du kommer til at udvikle og præsentere reklameidéer og kampagner, som nutidens forbrugere gider beskæftige sig med.

Reklame kan gøre verden til et bedre sted

På studieretningen Kreativ Kommunikation arbejder vi målrettet med problemløsende kreativitet. Du bliver trænet i, at reklame ikke nødvendigvis skal nøjes med at sige noget, men rent faktisk også kan gøre en forskel i verden. Undervejs deltager vi i konkurrencer – for eksempel VM for unge kreative, D&AD New Blood, i London.

Her er fire prisvindere og deres løsningsforslag til alt fra bidød til forskelsbehandling på køn og race.

Vi lærer dig ikke at lave kunst

Men vi kan lære dig at få mange idéer og at smide rigtig mange af dem ud igen. Du lærer at tænke relevant og enkelt og at eksekvere stringent. Du lærer at argumentere for dine valg og finde nye måder, der kan gøre en forskel for brands i forbrugeres liv. Og så finder du også ud af, at dem, der arbejder hårdest, sjovt nok ofte er dem, der ender med det bedste resultat.

Og bagefter?

De fleste får job som kreative på reklame- eller kommunikationsbureauer, produktionsselskaber eller i kreative afdelinger i større virksomheder. Flere og flere laver startups eller springer ud som free agents efter nogle år. Enkelte har startet deres eget bureau.

Vores dimittender har inden for de seneste par år været med til at lave kampagne som Spritstiv Speeddate, Help a Dane, Christian Eriksen-Dag, Alternativets Isplakat, Volvo Life Paint, Red din fars dag, Do it for Denmark-serien for Spies – og mange flere.