Visuel Kommunikation - Kreativ Kommunikation

Her finder du flere informationer om praktikanter fra Kreativ Kommunikation samt forventninger til praktikstedet.

Kære praktiksted

Som koordinator for professionsbacheloruddannelsen i Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), er jeg glad for at sende vores studerende i praktik i branchen. De er talentfulde studerende, som siden de kom gennem nåleøjet ved optagelsesprøven, har udvist engagement og lærelyst.

For de fleste af dem er KK været en drøm, som er gået i opfyldelse. De startede som kreative talenter, og er nu godt på vej til at blive kreative problemløsere.

Gennem de første to år giver vi dem værktøjer og metoder til at udvikle deres talent bedst muligt. Vi udfordrer dem til at finde indsigter, generere mange ideer, vælge de bedste og eksekvere dem på ideens, målgruppens og de valgte mediers præmisser.

Vores overordnede intentioner er:

For det første skal de studerende forholde sig til virkeligheden. De møder undervisere, der er aktive i kommunikations- og reklamebranchen og de forholder sig aktivt til de målgrupper, de kommunikerer med.

For det andet lægger uddannelsen stor vægt på at de studerende, uanset problemstilling, kan udvikle relevante kommunikationsløsninger. At de evner at koge en masse research ned til én bæredygtig ide, der så præsenteres.

De oplever med andre ord både at være: inventors, producers and finishers og så er de er trænet i at samarbejde – både med hinanden og på tværs med de andre studerende, der er på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Så tag godt imod vores studerende. Vær ambitiøse i jeres krav til dem og fair i jeres coaching og tilbagemeldinger. Praktikstedet er et vigtigt stop på deres vej mod at uddanne sig til professionelle kreative problemløsere og er en vigtig reference i forhold til den branche, der venter dem efter uddannelsen.

Med venlig hilsen,

Jesper Hansen
Faglig koordinator for Kreativ Kommunikation
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Hvad er Kreativ Kommunikation?

Studerende på Kreativ Kommunikation udvikler evnen til at identificere problemer og udvikle relevante, originale og kommercielle løsninger herpå, baseret på menneskelige indsigter.

Tyngdepunktet i uddannelsen er lagt på at lære den studerende at tænke medieneutralt med udgangspunkt i en konkret idé og hvordan ideen bedst muligt bringes til live på det sociale web.

Den enkelte studerende udvikler undervejs i uddannelsen sin egen personlige stil og finder ud af, hvor i processen den enkeltes styrke ligger.

Nogle studerende synes research fasen er den mest spændende. Andre kan ikke komme hurtigt nok i gang med at idégenerere. Andre er bedst til at pakke ideer ud og atter andre til at formulere dem eller eksekvere dem. De kan allesammen bidrage til forskellige steder i den kreative proces.

Praktikopholdet er et værdifuldt bidrag til den studerendes dannelse og faglige forståelse af den virkelighed, de skal ud i.

Det er derfor vigtigt at I gensidigt har afstemt forventninger til opholdet, så praktikopholdet bliver så frugtbart som muligt for begge parter.

Praktikanten har kendskab til:

  • Grundlæggende kommunikationsstrategi
  • Indsigtsgenerering
  • Idégenerering og -udvikling
  • Konceptudvikling
  • Storytelling
  • Storydoing
  • Art Direction
  • Tekstforfatning
  • Medieinstrumentalitet
  • Relevante designværktøjer
  • Branding
  • Opbygning af præsentationer
  • Feedbackteknikker
  • Opbygning og produktion af case videos
  • Præsentationsteknik

Planlæg praktiktiden

Praktikperioden er en meget vigtig del af de kreative kommunikatørers uddannelse. Det er her, den studerende bringer sine kompetencer i spil, henter inspiration og får nye perspektiver på uddannelsen. Praktikken skal bestås. Denne godkendelse og praktikstedet anføres på den studerendes eksamensbevis.

Det stiller krav til praktikstedet om en vis strukturering og planlægning, sådan at praktikanterne videreudvikler de kompetencer, de har med sig fra deres studietid.

I samarbejde og dialog med praktikanten skal praktikstedet udarbejde en læringsplan for praktikanten senest to uger efter praktikkens start. På DMJX’ hjemmeside ligger skabelonen, der skal anvendes til både praktikkontrakten og til læringsplanen.

Planen skal som minimum indeholde:

  • Læringsmål for praktikante
  • Beskrivelse af arbejdsopgaver i praktikperioden
  • Aftaler om løbende evaluering.

Læringsmål, arbejdsopgaverne og den løbende evaluering skal hjælpe praktikanten til at videreudvikle sine kernekompetencer.

Ud over en læringsplan skal praktikstedet udpege en praktikvejleder, hvis rolle er at vejlede og evaluere praktikanten løbende i praktikperioden.

Nogle af de godkendte praktiksteder vil ikke kunne bringe alle kernekompetencer i spil, men det forventes, at det enkelte praktiksted tilstræber at indarbejde så mange kernekompetencer som muligt i læringsplanen. Listen over kernekompetencer på de næste sider kan også bruges som et værktøj til den løbende evaluering.

Kernekompetencer i det ideelle praktikforløb

Idéudvikling og koncepter

At få ideer, beskrive dem og udvikle dem til endelige løsninger er en væsentlig kompetence for uddannelsen i Kreativ Kommunikation. Det er derfor vigtigt at praktikanterne indgår aktivt i de udviklingsforløb, der er i praktikperioden, og får erfaringer med idéudvikling og konceptbeskrivelse.

Praktikanterne bør i dette selv få mulighed for selv at byde ind med egne ideer.

Videreudviklingsproces

I det omfang det er muligt, skal praktikanterne sammen med andre kreative på praktikstedet have mulighed for at udvikle deres ideer til færdige salgbare enheder. De skal deltage i interne midtvejsmøder og have mulighed for at byde ind og modtage kritik af overvejelser omkring mulig udvikling af en idé.

Præsentation

Praktikanterne skal i videst muligt omfang inddrages i præsentation af egne ideer, såvel internt som eksternt og også gerne have mulighed for at opleve andre mere erfarne kreative præsentere.

Realisme

Det er vigtigt, at praktikanterne får en fornemmelse for dagligdagen på bureauet: Deltagelse i planlægningsmøder, ansvar for egne opgaver under supervision af praktikvejlederen og det uundgåelige element af mere eller mindre kontrolleret kaos med skiftende deadlines, ændrede briefs, hasteopgaver og uklare beslutninger er med til at modne de studerende. Alt med måde, naturligvis.

Løsning af specifikke opgaver indenfor aftalt tid

Praktikanten skal lære at arbejde med planlægning og tid, og skal arbejde under forhold der ligner de øvrige ansattes. Det er afgørende, at praktikanten får erfaringer med realistiske deadlines og tidsfrister.

black
 

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram