Visuel Kommunikation - Grafisk Design

Her finder du flere informationer om praktikanter fra Grafisk Design samt forventninger til praktikstedet.

Kære praktiksted

Som koordinator for professionsbacheloruddannelsen i Grafisk Design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), er jeg glad for at sende vores studerende i praktik i branchen. De er talentfulde studerende, som siden de kom gennem nåleøjet ved optagelsesprøven, har udvist engagement og lærelyst. De har talent for at arbejde med visualiseringsprocesser – at gøre buskaber synlige.

Gennem de første to år giver vi dem værktøjer og metoder til at bruge deres talent bedst muligt. Vi udfordrer dem i idé og visuel konceptudvikling til alle medieformer, off- såvel som online.

Vores overordnede intentioner er:

For det første skal de studerende forholde sig til virkeligheden. De møder undervisere, der er aktive i designbranchen og de formgiver til de målgrupper, de kommunikerer med ud fra et mindsettet om at løsninger skal være skabt på krav til overblik, omhu og orginalitet.

For det andet lægger uddannelsen stor vægt på at de studerende, uanset problemstilling, kan udvikle grafiske kommunikationsløsninger. At de evner at koge en masse kreative ideer og gode indfald ned til én bæredygtig ide, der så eksekveres på bedst mulig måde.

De oplever med andre ord både at være: inventors, producers and finishers og så er de er trænet i at samarbejde – både med hinanden og på tværs med de andre studerende, der er på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Så tag godt imod vores studerende. Vær ambitiøse i jeres krav til dem og fair i jeres coaching og tilbagemeldinger. Praktikstedet er et vigtigt stop på deres vej mod at uddanne sig til professionelle designere og er en vigtig reference i forhold til den branche, der venter dem efter uddannelsen.

Med venlig hilsen,

Henrik Birkvig
Faglig koordinator for Grafisk Design
Danmarks Medie- og Journalishøjskole

Hvad er Grafisk Design?

Grafisk design er først og fremmest at give et budskab form. At formgive, dvs. at gøre noget synligt eller få det til at se ud på en bestemt måde. Formgivningen sker på grundlag af research, målgruppedefinitioner og ofte i teamwork med andre personer med særlige kompetencer.

Den grafiske designstuderende udvikler evnen til at arbejde med typografi, illustrationer, farve, form og animation – og ikke mindst nå et resultat, der fremstår i et defineret visuelt udtryk. Helheden. Opgavens stil.

Den studerende udvikler undervejs i uddannelsen både sin egen personlige stil og bliver bevidst om det udtryk som ligger i tiden: arbejder med løsninger på kommunikationsproblemer påvirket af trends og strømninger.

Tyngdepunktet er ikke lagt på bestemte medieformer – hvad enten det er interaktive skærmprodukter eller statiske, trykte medieprodukter. Målet er at iagttage de krav til udførelsen, som bestemte medieformer medfører – og så designe ud fra disse.

Praktikopholdet er et værdifuldt bidrag til den studerendes dannelse. Det er derfor vigtigt at I gensidigt har afstemt forventninger til opholdet, så praktikopholdet bliver så frugtbart som muligt for begge parter.

Praktikanten har kendskab til:

  • Idégenerering og konceptudvikling
  • Kreativitet
  • Stil, æstetik og smag
  • Grafisk design
  • Digitalt design
  • Motion Graphics
  • Visuel identitet
  • Branding
  • Avanceret typografi
  • Fontdesign
  • Kreativ kode
  • Editorial design: bøger og magasiner
  • Informationsgrafik
  • Rumligt grafisk design (emballage)
  • Innovationsprocesser
  • Kommunikationsstrategi/teori
  • Researchbaseret design
  • Moderne medie og kulturhistorie
  • Relevante designværktøjer/software

Planlæg praktiktiden

Praktikperioden er en meget vigtig del af de grafiske designeres uddannelse. Det er her, den studerende bringer sine kompetencer i spil, henter inspiration og får nye perspektiver på uddannelsen. Praktikken skal bestås. Denne godkendelse samt praktikstedet anføres på den studerendes eksamensbevis.

Det stiller krav til praktikstedet om en vis strukturering og planlægning, sådan at praktikanterne videreudvikler de kompetencer, de har med sig fra deres studietid.

I samarbejde og dialog med praktikanten skal praktikstedet udarbejde en læringsplan for praktikanten senest to uger efter praktikkens start. På DMJX’ hjemmeside ligger skabelonen, der skal anvendes til både praktikkontrakten og til læringsplanen.

Planen skal som minimum indeholde:

  • Læringsmål for praktikanten
  • Beskrivelse af arbejdsopgaver i praktikperioden
  • Aftaler om løbende evaluering.

Læringsmål, arbejdsopgaverne og den løbende evaluering skal hjælpe praktikanten til at videreudvikle sine kernekompetencer.

Ud over en læringsplan skal praktikstedet udpege en praktikvejleder, hvis rolle er at vejlede og evaluere praktikanten løbende i praktikperioden.

Nogle af de godkendte praktiksteder vil ikke kunne bringe alle kernekompetencer i spil, men det forventes, at det enkelte praktiksted tilstræber at indarbejde så mange kernekompetencer som muligt i uddannelsesplanen. Listen over kernekompetencer på de næste sider kan også bruges som et værktøj til den løbende evaluering.

Kernekompetencer i det ideelle praktikforløb

Idéudvikling og koncepter

At få ideer, beskrive dem og udvikle dem til endelige løsninger er en væsentlig kompetence for uddannelsen i Grafisk Design. Det er derfor vigtigt at praktikanterne indgår aktivt i de udviklingsforløb, der er i praktikperioden, og får erfaringer med idéudvikling og konceptbeskrivelse. Praktikanten bør i dette selv få mulighed for selv at byde ind med egne ideer.

Design af koncepter/produkter

I det omfang det er muligt, skal praktikanterne få mulighed for at omsætte koncepter og ideer til forslag til design af produkter. De skal have mulighed for at byde ind og modtage kritik af overvejelser omkring mulige løsninger på baggrund af et konkret koncept eller en problemstilling.

At sende arbejdet videre mod det færdige produkt

At studere på Grafisk Design er i høj grad et arbejde med udformning og samarbejde med efterfølgende endelige produkter. I den udstrækning det er muligt, skal den studerende inddrages i f.eks. klargøring til tryk, oplæg til programmører, briefing af UXeksperter, animatorer eller anden færdiggørelse og videreudvikling/bearbejdning mod produktion af det endelige kommunikationsprodukt.

Selvstændig tilrettelæggelse af indhold

Praktikanten skal have mulighed for selvstændigt at planlægge og tilrettelægge indholdsforløb af kortere eller længere varighed.

Løsning af specifikke opgaver indenfor aftalt tid

Praktikanten skal lære at arbejde med planlægning og tid, og skal arbejde under forhold der ligner de øvrige ansattes. Det er afgørende, at praktikanten får erfaringer med realistiske deadlines og tidsfrister.

black
 

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram