Kommunikationsuddannelsen

Her finder du flere informationer om praktikanter fra kommunikationsuddannelsen samt forventninger til praktikstedet.

Kære praktiksted

Som leder af Kommunikationsuddannelsen er jeg glad for at sende vores studerende i praktik i branchen. Fællesnævneren for vores studerende er, at de brænder for kommunikation og er opsatte på at tackle de muligheder og udfordringer branchen byder på. Det er praktikken, der sammen med teoretisk læring klæder de studerende på til senere at arbejde professionelt med kommunikation.

Den færdiguddannede kommunikatør skal kunne håndtere hele processen bag en kommunikationsopgave – fra at identificere et konkret kommunikationsbehov til at afdække målgrupper, analysere interessenter, udvikle strategiske og praktiske løsninger og udføre selve opgaven på relevante medieplatforme og inden for en økonomisk ramme.

Målet med Kommunikationsuddannelsens to praktikperioder på henholdsvis 3. og 6. semester er, at de studerende:

  • Opnår et indgående branche- og praksiskendskab, der baner vejen for, at de kan omsætte teori- og metode i praksis.
  • Lærer at indgå i og lede projekter og arbejde tværfagligt inden for en virksomhed eller organisation og med dens interessenter.
  • Bidrager til at udvikle faget og sikre organisationers og virksomheders samspil med det omgivende samfund.

Tag godt imod vores studerende. Vær ambitiøse og tydelige i jeres krav til dem og fair i jeres vejledning og feedback. Den praksislæring vores studerende får i praktikperioden er helt grundlæggende for, at de senere bliver kompetente og dygtige aktører i kommunikationsbranchen.

Vi håber, at I får en rigtig god praktikperiode.

Med venlig hilsen,

Jesper Hede
Uddannelseschef for Kommunikationsuddannelsen
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Læs mere om Kommunikationsuddannelsen her (åbner nyt vindue).

For spørgsmål og information vedrørende praktikken, kontakt praktikkoordinator Ole Rasmussen: ora@dmjx.dk.

Planlægning af praktiktiden

De to praktikperioder er en central del af Kommunikationsuddannelsen. Det er her, den studerende bringer sine kompetencer i spil, træner færdigheder fra undervisningen, henter inspiration og får nye perspektiver på det lærte. Det stiller krav til praktikstedet om sparring, strukturering og planlægning, så praktikanterne videreudvikler de kompetencer, de har lært på uddannelsen.

I samarbejde og dialog med praktikanten skal praktikstedet udarbejde en læringsplan for praktikanten senest to uger efter praktikkens start. På DMJX’ hjemmeside ligger skabelonen, der skal anvendes til både praktikkontrakten og til læringsplanen.

Planen skal som minimum indeholde:

  • Konkrete læringsmål for praktikanten og praktikperioden
  • Beskrivelse af specifikke arbejdsopgaver i praktikperioden
  • Aftaler om fast evaluering af praktikantens arbejde

Læringsmål, arbejdsopgaverne og den løbende evaluering skal hjælpe praktikanten til at videreudvikle sine kernekompetencer.

Ud over en læringsplan skal praktikstedet udpege en fast praktikvejleder, hvis rolle er at vejlede i det daglige arbejde og evaluere praktikantens arbejde med faste intervaller i praktikperioden. Det er praktikstedets ansvar at finde en ny praktikvejleder, hvis den oprindelige ikke længere er i stand til at varetage opgaven.

Der er en forventning om, at praktikstedet i løbet af praktikperioden sørger for, at praktikanten får opgaver, der er kommunikationsfagligt relevante i forhold til Kommunikationsuddannelsen. Øvrige opgaver må kun udgøre en mindre del af praktikken.

Praktikanterne fra Kommunikationsuddannelsen kan bl.a. arbejde med:

  • Pressearbejde fra strategi til pressemeddelelse og pressekontakt
  • Journalistiske opgaver
  • Intern kommunikation
  • Web & sociale medier – i billeder, lyd og video
  • Analyser og effektmålinger
  • Branding
  • Stakeholderdialog
  • Cross Media
  • Retorik og præsentation
  • Kampagner fra idé til udførelse
black
 

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram