

Video for kommunikatører: planlæg, optag, instruér
Video for kommunikatører: planlæg, optag, instruér
Med dette kursus får du styr på at planlægge, optage og klippe videofortællinger – og du lærer at instruere og støtte dine medvirkende foran kameraet, så de brænder troværdigt og engagerende igennem.
Derfor skal du tage kurset
Flere og flere journalister og kommunikatører kaster sig ud i at producere deres egne videohistorier, fordi mobiltelefonens all in one-funktionalitet har gjort det tilgængeligt for alle. Men lige med video finder du hurtigt ud af, hvor meget du skal have styr på og holde øje med på én gang.
Du mærker på egen krop, hvor mange fejl du kan lave: Så er lyden blevet for lav, så er optagelsen overbelyst, så fungerer interviewpersonen ikke så godt på kamera, så har du optaget for få dækbilleder, osv.
Efter dette kursus har du en professionel tilgang til videoproduktion, så du bliver skarp på din histories vinkel og budskab; du lægger en god optageplan; du støtter dine medvirkende i at fremstå naturlige, engagerende og troværdige; og du klipper din historie med sikker hånd.
Det lærer du
Du lærer at planlægge og producere korte videoproduktioner ud fra journalistiske principper – fx til at rapportere fra events og konferencer, skabe en kampagne, en portrætserie eller andre formatfaste film.
Derudover lærer du at:
- forberede og planlægge din videoproduktion – dvs. definere formål og målgruppe, skærpe vinkel og budskab, skrive manus, planlægge interviews, vælge udstyr og location og lægge en optageplan
- filme med de bedste apps til mobilen (vi vælger de mest aktuelle inden kursusstart), hvor du selv styrer format, hvidbalance, eksponering og fokus
- filme et pænt og enkelt videointerview med god lyd og lyssætning
- få de rigtige reportageoptagelser og dækbilleder med hjem.
Når du filmer, har du ansvaret for, at de medvirkende fremstår naturlige, engagerende og troværdige på film. Det kan være en mindst lige så stor udfordring som alt det visuelle og kameratekniske.
Derfor lærer du at tage lederrollen i din videoproduktion og rådgive og instruere de medvirkende under optagelsen, så de kommer i mål med at levere og fremstå levende og professionelle. Undervejs får du tips og tricks til at skærpe de medvirkendes budskaber, fremtoning, kropssprog, mimik og intonation.
Til sidst skal du se på alt dit materiale med målgruppebriller og klippe din historie sammen til en kort og klar video, der tydeligt når i mål med de planlagte budskaber. Her lærer du grundlæggende principper bag videoredigering og får kendskab til udvalgte korte videogenrer, herunder interview, case og reportage.
Du arbejder i det redigeringsprogram, du kender og selv medbringer – eller du bliver introduceret til Kinemaster på mobilen.
Efter kurset har du
- forståelse for din rolle som videoproducent og personinstruktør
- en skabelon til at planlægge en videoproduktion
- et idékatalog over mulige videofortællinger i din virksomhed
- en tjekliste til det gode videointerview
- en gennemarbejdet egenproduktion.
Kurset er for dig
Kurset er for dig, der har lidt erfaring med at optage og redigere video og gerne vil gøre det endnu mere og endnu bedre – og få bedre resultater ud af dine medvirkende.
Sådan foregår undervisningen
Kursusdag 1 og 2 arbejder vi teoretisk og praktisk med øvelser omkring planlægning, optagelse og instruktion. Du kommer både foran og bag kameraet, så du oplever og forstår hele processen.
Før dag 3 arbejder du på egen hånd med optagelser til din egen videoopgave i dit eget miljø.
På dag 3 samler vi op, ser din produktion igennem, giver feedback og hjælper dig i mål.
Du skal selv medbringe dit eget videoudstyr fx din mobiltelefon, stativ/holder, mikrofoner og evt. din computer med eget redigeringsprogram. Husk oplader, headset, evt. adaptere, etc.
Sted
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Amagerfælledvej 190, 2300 København S.
Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, og der bliver serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.
Kurser
Kursusstart: | |
Dato og sted: |
- DMJX, København
- DMJX, København
- DMJX, København
|
Undervisere: | Cathrine la Cour Rasmus Heide |
Kursustype: | Kursus |
ECTS point: | 0 |
Kursusnummer: | 2511242450 |
Pris: |
DKK 13.900,- Eks. Moms
Moms
Prisen er ekskl. moms. Formelt kompetencegivende uddannelse (kurser med ECTS-point) er fritaget for moms. |
Undervisere på dette kursus

Cathrine la Cour
Journalist og producent fra DR TVs dokumentar-, kultur- og B&U-afdelinger. Arbejder som selvstændig producent, videojournalist og ekspert i visuel forskningsformidling i firmaerne Cattenbaum og Outreach-Now.

Rasmus Heide
Journalist, videoproducer, kommunikationsrådgiver og underviser. 20 års erfaring inden for online kommunikation. Selvstændig producer af film for hjælpeorganisationer, uddannelsesinstitutioner og finansverdenen.
Har du et spørgsmål?
Ring eller skriv til en af vores kursuskoordinatorer eller studievejledere, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.

Pia Andersen
Kursuskoordinator (Kurser)
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for afmeldingVirksomhedskurser
Ny viden leveret til døren