DMJX klarede koordineringen for os
Hos HR på Aarhus Universitet er der også løbet positive tilbagemeldinger ind fra kursusforløbet. Især er der ros til, at DMJX-underviserne kom med noget veltilrettelagt indhold, der var tilpasset deltagernes udgangspunkt og behov.
- Det er en stor ros fra en normalt meget kvalitetsbevidst gruppe, siger Henrik Philipp Vestergaard, udviklingskonsulent i Organisation og Kompetenceudvikling ved HR på Aarhus Universitet.
- Vi var meget tilfredse med samarbejdet. I formåede af have én faglig kontakt og én administrativ kontakt hos os, der sikrede, at vi ikke også skulle koordinere internt - I klarede meget af koordineringen for os, siger Henrik Philipp Vestergaard.
Sådan lød den skræddersyde kursusbeskrivelse for Aarhus Universitet
Dag 1 + 2: Skriv effektivt og bedre
Lær at skrive bedre og hurtigere og undgå overspringshandlinger, når du er i gang. Blandt andet ved hjælp af metoden: Tænk, når du tænker, Skriv, når du skriver, og Rediger, når du redigerer. Lær, hvordan vinkling skaber sammenhæng og fokus i din tekst og fungerer som den røde tråd for læseren. Og lær at opbygge en tekst, så informationerne kommer i den rigtige rækkefølge.
På kurset fokuserer vi på at styrke jer inden for ikke-akademiske/populære tekster. I får en konkret opgave med hjem på første kursusdag, og så arbejder vi med jeres egne eksempler på anden kursusdag. Henover de to kursusdage kommer vi både omkring formål, målgrupper og vinkel, samt sprog og struktur.
Underviser: Maria Larsen. Journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver med 15 års erfaring som dagbladsjournalist og magasinredaktør. Fast underviser på det populære skrivekursus ”Skriv effektivt og bedre”, ligesom hun underviser organisationer og virksomheder i at skrive, så det kan forstås og huskes.
Vi kommer blandt andet omkring følgende:
- Gør kompliceret stof enkelt, interessant og forståeligt
- Vær forberedt og klar til at skrive, inden du sætter dig foran skærmen
- Fang din målgruppe
- Skriv aktivt, konkret og varieret
- Lokaliser dårligt sprog
- Strukturer din tekst, så budskabet træder tydeligt frem, og du fastholder læseren
Dag 3: Introduktion til at lave podcast
Få viden om podcastmediet og få en introduktion til de praktiske værktøjer, du skal bruge for at lave din egen podcast.
Underviser: Dorte Palle. Digital storyteller. Podcast & Video Producent. Dorte Palle har produceret et hav af reportager, dokumentarer, features, montager, magasinprogrammer og temalørdage i DR. I ti år var hun chef i DR’s kulturafdelinger og stod bag udviklingen af mange koncepter og prisvindende udsendelser. Medstifter og kreativ chef ved Nordic Podcast Academy i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og i regi heraf underviser på en række podcastkurser.
På kurset kommer vi blandt andet omkring følgende:
- Grundlæggende introduktion til podcast: Hvad kan mediet? Hvad fungerer bedst? Hvad skal man undgå? Hvad kan man bruge en podcast til i forhold til sit eget brand?
- Overblik over podcast-genrer (talks, reportage, interview, dokumentar)
- Introduktion til og øvelser i optagelse og interviewteknik
- Gode råd til idéudvikling og koncepter
- Øvelse i værtsrollen, intro, sprog og speak