Skip to main content
Kursus – Kunstig intelligens for kommunikatører

Kunstig intelligens for kommunikatører

Kunstig intelligens for kommunikatører

Du lærer at forstå, hvordan kunstig intelligens fungerer, og hvad du kan bruge den til. Du lærer også at skrive tekster og lave billeder og video med generative AI-værktøjer.

Derudover lærer du om avanceret prompting, automatiseringer, AI-agenter og om hvordan du bygger dine egne GPT’er. Du kommer også til at høre om teknologiens begrænsninger, etiske udfordringer og juridiske krav – og hvad kunstig intelligens kommer til at betyde for fremtidens kommunikatører.

Derfor skal du tage kurset

Kunstig intelligens har været på en eksplosionsagtig udviklingskurve de seneste 15 år, men særligt de seneste år har vi set kunstige intelligenser, som for alvor påvirker kommunikatører.

Kunstige intelligenser kan skrive, digte, tale, programmere, designe og male på en måde, som virker utroligt menneskelig.

Det er nærliggende at forestille sig, at de kunstige intelligenser lige om lidt bliver endnu klogere, og hvad sker der så?

Bliver de superintelligente?

Bliver vi arbejdsløse?

Eller bliver vi alle til tekno-optimerede semirobotter, som kan arbejde 100 gange hurtigere og bedre?

På dette kursus bliver kunstig intelligens afmystificeret, og du kommer til at gøre dig dine egne erfaringer med at bruge AI, så du tydeligt kan se, at det er en teknologi, som både har store muligheder og store begrænsninger.

Med den viden i kufferten bliver du rustet til både at anvende kunstig intelligens bevidst og strategisk og til, hvordan du bedst kan omsætte læringer til gode praksisser i dit virke.

På dette kursus lærer du at                   

  • bruge AI-værktøjer og -funktioner kvalificeret og smart
  • skrive tekster, lave billeder og video med generativ AI
  • forstå både grundlæggende og avanceret prompting
  • bruge AI-agenter og bygge dine egne GPT’er
  • forstå begrænsningerne og de etiske udfordringer ved kunstig intelligens
  • analysere, afdække og løse etiske problemer i systemer, der anvender kunstig intelligens
  • gøre din organisation klar til at arbejde med kunstig intelligens
  • forholde dig kritisk og nysgerrigt til, hvordan kunstig intelligens kommer til at forandre kommunikationsbranchen, og hvordan du kan være på forkant.

Kurset er for dig

Kurset er for dig, der arbejder med kommunikation, og som gerne vil være klædt på til at arbejde bevidst, strategisk og kvalificeret med kunstig intelligens.

Du arbejder måske med klassiske kommunikationsopgaver som at skrive pressemeddelelser, udvikle og vedligeholde hjemmesider eller skrive tekster og lave indhold til sociale medier.

Eller måske er du leder eller mellemleder med ansvar for at tage stilling til og implementere nye teknologier.

Kurset henvender sig generelt til alle kommunikatører, som arbejder med tekst- og billedbårne medier.

Du behøver ingen forudgående erfaring med at bruge kunstige intelligenser, og det behøver heller ikke være noget, I anvender på jeres arbejdsplads i dag. Og du kan være ganske rolig – kurset kræver ingen evner inden for matematik, statistik eller programmering.

Sådan foregår undervisningen

Kurset veksler mellem præsentationer, refleksionsøvelser og gruppearbejde. I løbet af kurset får vi også besøg af relevante gæsteundervisere, som kommer til at bidrage med specifikke indsigter og erfaring fra den virkelige verden.

Vi får oplæg fra førende faglige kapaciteter inden for AI og kommunikation:

  • Claus Nygaard om avanceret prompting og automatiseringer
  • Jesper Andersen om AI-agenter
  • Anette Høyrup om AI Act og jura
  • Camilla Arnsberg om AI-billeder
  • Jens Haaning om AI-video
  • Sofie Hvitved om fremtiden med AI for kommunikatører

Eksamen

Kurset afsluttes med aflevering af en skriftlig eksamensopgave, som bliver bedømt efter 7-trinsskalaen med intern censur.

Sted

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Amagerfælledvej 190, 2300 København S.

Det indgår i prisen

Frokost er inkluderet i prisen, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.

Du skal regne med en udgift på op til 1.000 kr. for faglitteratur til kurset.

Kurser

Niveau

Kurset er kompetencegivende på diplomniveau. Overblik over niveauerne i det danske uddannelsessystem

Omfang

Kurset har et omfang på 5 ECTS. Læs mere om ECTS

Adgangskrav

For at blive optaget på kurset skal du mindst have

  • en relevant videregående uddannelse mindst på niveau med en erhvervsakademiuddannelse, en akademiuddannelse eller en bacheloruddannelse
  • minimum 2 års relevant erhvervserfaring. Det betyder, at journalistik, kommunikation eller formidling har været en central del af dit arbejde i minimum 2 år efter endt uddannelse.

Opfylder du ikke adgangskravene? Sådan søger du om realkompetencevurdering

 

Undervisere på dette kursus

DMJX Gæsteunderviser - Grith Okholm Skaarup

Grith Okholm Skaarup

Grith er stifter af Humtech og har 25 års erfaring som leder og rådgiver i strategisk kommunikation, teknologi og trends. Hun har undervist på universiteter og business schools både herhjemme og internationalt, og deler videnformidling om kunstig intelligens og menneskelige behov i teknologiske forandringer i keynotes, tech- og videnjournalistik. Grith Okholm Skaarup er medlem af flere bestyrelser og komitémedlem for AI, etik og governance ved CWAI. Hun har en cand.mag. i kommunikation fra KU og en diplom i journalistik fra DMJX.

Kontakt os

Har du spørgsmål?

Ring eller skriv til en af vores kursuskoordinatorer eller studievejledere, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.

Kontakt