Fagjournalist
Fagjournalist
Introduktion
Introduktion
Bliv fagjournalist på 2 år
Lær at formidle din faglige viden journalistisk. På Fagjournalistuddannelsen får du et sikkert greb om grundlæggende journalistiske redskaber, teorier og metoder.
Din faglige viden er ikke almen viden for andre. Men det kan den blive. På uddannelsen til fagjournalist lærer du at kombinere din faglighed med journalistisk formidling. Du vil både komme til at arbejde med emner, der ligger inden for og uden for din egen faglighed.
Fagjournaliststuderende har meget forskellige baggrunde. Vores studerende er for eksempel biologer, lærere, skuespillere, politibetjente, jurister, økonomer, læger, pædagoger, socialrådgivere og alt mulig andet.
Uddannelsen som fagjournalist er en 2-årig diplomuddannelse på deltid. Uddannelsen udbydes én gang årligt med studiestart i slutningen af august.
På uddannelsen lærer du at:
- håndtere den journalistiske arbejdsproces – bl.a. at idéudvikle, researche, vinkle, interviewe og formidle til forskellige målgrupper
- producere journalistik til forskellige medieplatforme
- formidle bedre – og spotte dårlig formidling
- inddrage og forstå mediebrugerne og deres behov
- forstå relevant mediejura.
Hvad laver fagjournalister?
Fagjournalister bruger uddannelsen til mange forskellige formål. Tidligere studerende arbejder blandt andet som
- journalister
- freelancere
- kommunikationsmedarbejdere
De arbejder også med nye formidlingsopgaver på deres arbejdsplads.
En fagjournalistuddannelse kan være en god investering for din arbejdsgiver. Du får nye kompetencer, som sætter dig i stand til at løse nye opgaver og udvikle nye forretningsområder. Du kan desuden blive medlem af Dansk Journalistforbund og få et pressekort.
Hvor og hvordan foregår undervisningen?
Den fysiske undervisning foregår på seminarer cirka en gang om måneden. Seminarerne varer to eller tre hele dage og strækker sig som regel ind over en weekend, så der er undervisning en lørdag eller en søndag. Desuden er der løbende opgaver mellem seminarerne.
Undervisningen består blandt andet af oplæg, øvelser og diskussioner og gruppearbejde. Feedback, coaching og aktiv deltagelse har en høj prioritet.
Størstedelen af undervisningen foregår i København, men der er 3-4 seminarer i Århus. Du skal selv sørge for overnatning og forplejning.
Studieordning
Hvad koster det?
Uddannelsen betales normalt et modul ad gangen. Der er i alt 6 moduler.
- Modul 1 – 21.500 kr. (10 ECTS)
- Modul 2 – 21.500 kr. (10 ECTS)
- Modul 3 – 21.500 kr. (10 ECTS)
- Modul 4 – 21.500 kr. (10 ECTS)
- Modul 5 (valgfag) – 10.700 kr. (5 ECTS)
- Modul 6 (afgangsprojekt) – 23.500 kr. (15 ECTS)
Samlet pris:
Kr. 120.200 kr. ekskl. moms (60 ECTS)
Priserne er for start august 2026.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at få tilsendt en kalender for 2026-2028-holdet som starter den 20. august 2026, så send en mail til Merete Breilev på mlb@dmjx.dk
Her kan du også bede om en optagelse fra det informationsmøde, vi holdt den 15. april 2026.
Ansøgningsfrist
Det er muligt at søge om optagelse indtil studiestart, forudsat at der er ledige pladser på uddannelsen.
Eksempler på fagjournalisters produktioner
Find Rikke Andersens artikel om kvinders kamp mod hårtab under kræftbehandlinger her.
Sådan har Rikke brugt sin dobbeltfaglighed:
"Jeg har brugt min natur- og sundhedsfaglige baggrund til at sætte mig grundigt ind i kølehætters virkning og mulige bivirkninger. Det har jeg kombineret med nye journalistiske færdigheder som brugerinddragelse og produktion af video‑explainer i Canva.
Inden interviewene spurgte jeg to brystkræftpatienter, om de selv kunne have haft gavn af en explainer om kølehætter, og hvilken type information den i så fald burde indeholde. Deres input er efterfølgende brugt direkte i udarbejdelsen af explaineren.
Inspirationen til vinklen udsprang af, at jeg selv er brystkræftpatient."
Information
| Varighed: 2 år (på deltid) |
| ECTS point: 60 |
| Studiested: Primært København (enkelte moduler i Aarhus) |