Det gode interview - til tekst, video og podcast
Det gode interview - til tekst, video og podcast
Du lærer at planlægge, tilrettelægge og udføre et godt case-, parts- eller ekspertinterview. Efter kurset kan du skabe en tryg og professionel interviewsituation, hvor du med afsæt i god forberedelse og spørgeteknik hjælper dine kilder eller gæster til at åbne op og komme med de bedst mulige svar.
Det ser enkelt ud. Nemt og lige ud ad landevejen, når du ser et veltilrettelagt interview udefra. Vi bemærker det typisk først, hvis der er noget, der IKKE virker.
Et godt interview kræver både vigtige overvejelser, grundig forberedelse, et klart mål og en veludviklet evne til at være både styrende og nærværende i situationen. Selv om det ikke er et afslørende og kritisk interview, kan formatet stadig give selv garvede interviewere sved på panden. For de gode spørgsmål og den rækkefølge, de kommer i, skal helst være så nøje planlagt, at det netop ikke virker koreograferet.
Både i radio, på TV og til skrevne medier er portræt- og sagsinterviewet ofte fundamentet for indholdet – så der er altid noget vigtigt på spil, når du som interviewer sidder overfor din gæst.
Den gode nyhed er, at du sagtens kan blive rigtig god til at interviewe. Det kræver blot, at du får den grundlæggende journalistiske værktøjskasse på plads, og at du øver dig.
Det er det, vi gerne vil hjælpe dig med på det her kursus.
Kurset giver indblik i både de båndede interviews, hvor det er vigtigt at skabe tillid, så din interviewperson slapper af og åbner op, og du får det materiale, du skal bruge, og liveinterviews, hvor alt skal klappe, og hvor du som interviewer både skal kunne lytte, følge op og styre interviewets retning og holde tiden på én gang.
Det lærer du på kurset
Du lærer som interviewer at have ro i maven, overblik og faglig selvtillid, når du sidder foran din gæst og tænder for mikrofonen, diktafonen eller kameraet.
Du lærer at etablere tillid, så din interviewperson føler sig tryg i situationen og har let ved at give dig de gode svar.
Derudover får du det her med hjem fra kurset:
- Tjekliste til, hvad du skal have styr på før interviewet. Kan bruges i alle interviewsammenhænge.
- En basal journalistisk værktøjskasse, så du kan vinkle skarpt og målrette dit interview til det, du skal bruge det til.
- Tips og tricks til hvordan du bygger et interview op og hvornår du med fordel kan bruge henholdsvis åbne og lukkede spørgsmål.
- Indblik i, hvordan du skaber en tryg og professionel stemning, som både din gæst og dine lyttere eller seere gerne vil være en del af.
- Konkret, praktisk interviewerfaring fra selve kurset sammen med din underviser og dine medkursister.
Du får med andre ord de mest grundlæggende interviewtekniske kompetencer med hjem.
Dine undervisere har for nylig udgivet bogen "Spørg og lyt bedre – forstå interviewets skjulte mekanismer”, hvor de blandt andet har hentet inspiration hos en antropolog, en politiefterforsker og en terapeut, som også arbejder med at interviewe.
Kurset er for dig
Du er journalist, kommunikatør, VJ eller kommende tv-, radio- eller podcastvært. Du har ikke interviewet så meget endnu eller du har behov for at få det genopfrisket.
Hvis du skal arbejde med live-interviews på scenen eller moderere live-debatter, og du ikke allerede har den grundlæggende journalistiske værktøjskasse på plads, er dette kursus et godt fundament, før du evt. tilmelder dig kurset Tag Scenen: Styr live-interviews og debatter.
Sted
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Amagerfælledvej 190, 2300 København S.
Tid
Som udgangspunkt kører første kursusdag fra kl. 10-16 og de følgende kursusdage kører fra kl. 9-16. Vi tager forbehold for ændringer. Du får de præcise tider i en mail.
Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag på begge kursusdage.
Kurser
| Kursusstart: | |
| Dato og sted: |
- DMJX, København
- DMJX, København
|
| Undervisere: | Annette Holm & Helle Lyster |
| Kursustype: | Kursus |
| ECTS point: | 0 |
| Kursusnummer: | 2610242398 |
| Pris: |
DKK 9.700,- Eks. Moms
Moms
Prisen er ekskl. moms. Formelt kompetencegivende uddannelse (kurser med ECTS-point) er fritaget for moms. |
Undervisere på dette kursus
Annette Holm
Uddannet journalist og arbejder i dag som underviser på journalistuddannelsen på DMJX. Annette har som tidligere reporter og vært i DR hundredvis af interviews i bagagen. Hun har desuden undervist i interview i en årrække. I 2021 var hun fellow på Constructive Institute og forfinede her evnen til at træde at skridt tilbage, lytte bedre og fange det essentielle uden at miste blikket for den røde tråd i interviewet.
Helle Lyster
Uddannet journalist og underviser til daglig på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Helle har mange års erfaring med at lave interviews som TV-tilrettelægger og vært i DR på blandt andre ”Kender Du Typen”, DR2 Undersøger og adskillige dokumentarprogrammer. Arbejder desuden som coach med at lytte og stille kraftfulde spørgsmål. Har også en master i forandrings- og procesledelse med fokus på hvordan ord er med til at farve og styre en samtale og relation.
Har du et spørgsmål?
Ring eller skriv til en af vores kursuskoordinatorer eller studievejledere, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Pia Andersen
Kursuskoordinator (Kurser)
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for afmeldingVirksomhedskurser
Ny viden leveret til døren