Skip to main content
Seminar connect projekt topfoto i mørkere udgave

Hvorfor kan vi ikke slippe telefonen?

Nye indsigter i unges digitale liv, medier og fremtidshåb

DMJX, Roskilde Festival og GRASP holder fælles seminar den 16. april kl. 15-17 i København

Unge har stærke demokratiske medieidealer og ønsker mere fordybelse, nærvær og tid sammen med andre mennesker. Alligevel fastholdes mange i et digitalt mediemiljø, som de oplever både som helt nødvendigt og dybt problematisk.

Fire timer og ti minutter. Så meget tid bruger danske 18–35-årige i gennemsnit på deres telefon hver dag. Næsten tre ud af fire synes selv, at det er for meget. Mange beskriver deres mobilbrug som en form for autopilot eller “doomscrolling”. Noget, de slet ikke har lyst til, men alligevel bliver suget ind i – og har meget svært ved at slippe ud af. 

Det er nogle af de centrale indsigter fra Connect-projektet, hvor forskere og studerende fra DMJX – i samarbejde med Roskilde Festival – gennem mere end 600 interviews og store spørgeundersøgelser har undersøgt, hvordan unge bruger medier, og hvordan de selv mener, de burde gøre det.

Resultaterne peger på et grundlæggende paradoks: Unge har stærke demokratiske medieidealer og ønsker mere fordybelse, nærvær og tid sammen med andre mennesker. Alligevel fastholdes mange i et digitalt mediemiljø, som de oplever både som helt nødvendigt og dybt problematisk.

Stor ny undersøgelse og indsigter præsenteres

Seminaret afholdes i Roskilde Festivals kendte ’GRASP Pop Up’-format og foregår denne gang på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København. 

Her præsenterer DMJX de første indsigter fra Connect-projektet og inviterer til en samtale om, hvad de fortæller os om unges forhold til medier, teknologi og fremtiden.

På seminaret vil Roskilde Festival Gruppens treårige Utopia-projekt perspektivere indsigterne fra Connect ved at se på, hvordan unge på festivalen tænker om håb, handlekraft og fremtiden – og hvordan disse perspektiver hænger sammen med deres digitale liv.

Arrangementet henvender sig til medie- og kommunikationsprofessionelle, studerende og alle, der arbejder med – eller er nysgerrige på – unges medievaner, demokrati og digital kultur.

Program

15:00 – 15:10
Velkomst og introduktion til arrangementet 
ved docent Søren Schultz Jørgensen, DMJX, og vicedirektør Christina Bilde, Roskilde Festival

15:10 – 15:35
De vigtigste indsigter fra Connect-projektet
Adjunkt Signe Kammersgaard Müller og Søren Schultz Jørgensen, DMJX, præsenterer projektets første centrale indsigter om 18-35-åriges brug af blandt andet mobiltelefon, sociale medier og nyhedsmedier – og hvad de selv mener, de burde gøre.

15:35 – 15:55
Unges fremtidshåb og forestillingsevne
Kara Djurhuus præsenterer indsigter fra Roskilde Festival Gruppens Utopia-projekt og deler indsigter om unge Roskilde Festival-deltageres drømme, håb og bekymringer for fremtiden.   

15.55 – 16:15
De unge stemmer
Kom helt tæt på, når vi deler video- og lydbidder med respondenter fra Connect-undersøgelserne. Vi samtaler med tre DMJX-studerende fra projektgruppen om, hvordan de selv oplever de digitale mønstre, som undersøgelserne peger på.

16:15 – 16:30
Afrunding og spørgsmål fra salen

16:30 – 17:00
Netværk, bobler og uformel samtale

Praktisk information

Hvornår: Torsdag d. 16. april, klokken 15.00-17.00

Pris: Konferencen er gratis, men kræver tilmelding senest 6. april. OBS: selv om konferencen er udsolgt, vil der med ret stor sikkerhed komme afbud, så du stadig har mulighed for at deltage. Skriv til:  

Kontaktperson: Pernille Madsen

Hvor: DMJX i København, Amagerfælledvej 190, 2300 København S, Konferencelokalet på 6. etage.

Arrangører: Roskilde Festival, GRASP og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Connect-projektets indsigter bygger på repræsentative spørgeundersøgelser blandt danske 18-35-årige og 600 kvalitative interview, som 25 studerende på tværs af DMJX' seks uddannelser gennemførte med unge gæster på Roskilde Festival 2025. Interviewene blev optaget på lyd og video. Nu er de første resultater fra undersøgelserne klar til at blive delt.

Seminarets arrangører og speakers