Vejen til den gode offentlighed går gennem tavsheden
Chefforsker i journalistisk filosofi, Ejvind Hansen, er i øjeblikket i gang med at udfærdige en doktordisputats med arbejdstitlen ”Tavshed i offentligheden”.
Vi har brug for at blive bevidste om tavshedens betydning for, at vi samtaler, som vi gør. Derfor har jeg kastet mig over et dybdeborende projekt, hvor jeg vil reflektere over, hvordan tavshedsstrukturer bestemmer samtalens strukturer. Uden tavshed ingen samtale. Men det er ikke givet, at de til enhver tid eksisterende strukturer for tavshed, af den grund nødvendigvis er frugtbare. Derfor skal vi genvinde evnen til at reflektere over dem.
Hvor kommer vi fra?
Jeg har siden min ansættelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forskningsmæssigt arbejdet med forholdet mellem demokrati, offentlighed og ytringsfrihed (se publikationer her; debatindlæg affødt heraf findes nederst på siden, og eksterne indlæg findes her). Da jeg filosofisk kommer fra de kritiske traditioner, har det i disse arbejder været naturligt at tage udgangspunkt i den deliberative demokratiforståelse (gennem Habermas’ teorier om offentlighed; se fx her og her).
De senere år er mine refleksioner imidlertid i stigende grad begyndt at fokusere på elementer, der ligger udenfor det diskursive eller det sproglige. Jeg har forsøgt at opdyrke en refleksion over, hvad vi har brug for udover mange ytringer, for at få en god demokratisk offentlighed.
I sådanne refleksioner har jeg for en del fokuseret på, hvordan en demokratisk offentlighed med mange ytringer ikke er meget bevendt, hvis vi overbefolker den samme offentlighed med ytringer, som vi alle er enige om — eller som vi i hvert fald er sikre på udfordrer vores eksisterende forståelsesrammer.
Derudover har jeg fokuseret på, hvordan den samtalemæssige logik (der til tider udarter til en form for revolverlogik, hvor grøfter i stigende grad uddybes og en overkommelse af forskelligheder synes ude af syne) på overraskende vis kan brydes, hvis vi lader gengældelseslogikken afløse af en tilgivelseslogik.
Seneste skud på stammen er et fokus på forholdet mellem samtale og tavshed. I første omgang i en traditionel afdækning af, hvordan man kan modvirke at stemmer bliver gjort tavse. Men de sidste par år har jeg strammet pointen, idet jeg har forsøgt at vise, hvordan udfordringerne i vore dages offentlighed i høj grad hænger sammen med, at vi ytrer for meget.
Hvad kan vi lære af det?
Hvis vi vil have en bedre offentlighed, skal vi blive bedre til at holde mund. For i tavsheden får vi mulighed for at reflektere over, hvordan samtalen er betinget af tavsheden. Vi får mulighed for at genvinde noget kant til den offentlige samtale. Vi får mulighed for at lade verden tale til os på en måde, hvor vi ikke nødvendigvis behøver flygte ind i en straks-mestring af de udfordringer, paradokser og mangfoldigheder, som verden møder os med.
Jeg vil dvæle lidt for at få noget kant
Men som ansat i en offentlig institution kan det være vanskeligt at udforske sådanne pointer ordentligt. Vi er (i nogen udstrækning af ganske rimelige grunde) underordnet en forventning om en fortløbende og jævn produktion, hvorfor refleksionerne sjældent får så meget tid, og hvorfor man af samme grund ofte vil blive fristet til at ty til de mindre udgivelsesformater (i form af artikler og blogindlæg).
Det er fint nok. Jeg er heldigvis ansat på en institution, hvor jeg hidtil har haft mulighed for på trods af ovennævnte forventning, at holde lidt fokus på nogle bestemte problematikker. Men hvis jeg for alvor skal dykke ned i tavshedens udfordringer, så har jeg brug for at kunne opdyrke den mere kontinuerligt.
Derfor er jeg det sidste års tid gået ned i tid, hvorved jeg har fået mulighed for at trække mig midlertidigt ud af undervisningen, således at jeg kan fokusere på de filosofiske refleksioner over tavsheden.
Præcis hvor det ender, kan jeg ikke sige præcist endnu, men hvis man har fulgt mine blogindlæg her på siden www.offentligheder.dk, har man nok en fornemmelse af, hvad retning det tager. Helt grundlæggende vil jeg forsøge at fremdrage tavshedens betydning for, at vi samtaler som vi gør. Og det vil jeg gøre med henblik på at vise, at tavshedsstrukturer bestemmer samtalens strukturer. Uden tavshed ingen samtale. Men det er ikke givet, at de til enhver tid eksisterende strukturer for tavshed af den grund nødvendigvis er frugtbare. Derfor skal vi genvinde evnen til at reflektere over dem.
Læs mere her
Har man ikke fulgt med, og er alligevel nysgerrig, så er her et forslag til at opsøge udviklingen. Det er nok særligt artiklerne om tavshed, der er karakteristisk for arbejdet, men mod- og tilgivelsestemaerne kan også få en rolle at spille. Derfor:
Mod:
Tilgivelse:
Tavshed: