Skip to main content

Visuelle trends og tendenser (plus insiderguide til gallerier og udgivelser)

Fotograf og underviser Louise Damgaard Andersen guider dig til trends, tendenser, udstillinger, bogudgivelser og aktuelle kunstnere inden for visuel kommunikation.

Visuelle trends og tendenser, DMJX

“Der er enormt meget derude lige nu. Både udstillinger og udgivelser inden for visuel kommunikation. Så meget spændende.”

Fotograf og underviser på kurset Visuelle trends og tendenser i London Louise Damgaard Andersen er ikke i tvivl:

Den visuelle scene blomstrer, efter de fleste europæiske storbyer for alvor er genåbnet efter årevis med coronanedlukninger.

Gallerier og museer flyder over med udstillinger og både unge og etablerede fotografer og kunstnere udgiver bøger og materialiserer deres projekter på forskellig vis.

Overfloden af udstillinger, udgivelser og projekter har også åbenbaret noget andet: Der blæser forfriskende nye vinde over den visuelle scene.

Louise Damgaard Andersen guider her til et par af de tydeligste trends – og til de udstillinger og udgivelser, hvor du selv kan få syn for sagen.

Tendens 1:
Kunstnere og kreative udkommer på flere måder

”Mange kreative udgiver deres fortællinger og narrativer gennem flere medier. En fotograf tager ikke nødvendigvis ”kun” fotografier, og en billedkunstner maler ikke ”kun” billeder. Et fotografi, digt eller maleri kan sagtens videreudvikles og oversættes til fx installationer, film og lyd i et samlet narrativ.”

Anbefaling:

Evidence – Soundwalk Collective og Patti Smith i Centre Pompidou fra den 20. oktober 2022 til den 23. januar 2023.

”Evidence er en audiovisuel montage, der krydser Arthur Rimbauds, Antonin Artauds og René Daumals værker. Soundwalk Collectives fysiske og lydmæssige rejse indgår sammen med den amerikanske musiker og digter Patti Smiths poesi og skaber en ny vision og et nyt sprog.”

Tendens 2:
Sanselighed, materialitet og interaktion er på spil i fotografiske projekter

”Især fotografer bevæger sig ud af deres comfort zone i øjeblikket og folder deres evner ud på flere platforme og inviterer til sanselighed og interaktion i deres projekter. De leger meget med måden at udstille på lige nu. Fx printer de deres billeder på tekstiler, som beskueren selv skal hen og folde ud og mærke, og de bruger teknikker fra mørkekammeret på fx både print og beklædning.”

Anbefaling:

Lea Colombos udstilling A DOWNWARDS EVOLUTION på galleri 3537 i Paris fra 20. oktober til 3. november.

Efter udstillingsperioden slutter kan man stadig købe Lea Colombos udstillingsbog i den London-baserede designforretning Dover Street Market.

”Lea Colombo har arbejdet behind the scenes som fotograf i mange år og har taget billeder under utallige modeuger. Siden har hun arbejdet i en kunstnerisk retning og undersøgt lys, farver og form gennem teknikker i mørkekammeret. Påvirket af energier og auraer – såvel som yin og yang af maskulin og feminin energi – frembringer hun i sin udstilling og nye bog ’Colours of my Body’ intime selvportrætter, der er overlejret med skitser, maling og voks. Udstillingen har et nutidigt greb i sin ophængning med et mix af materialer, plakater, billedophæng og stenskulpturer samt et ophængt rosenkvartspendul, hvorigennem kunstneren sender et ønske om, at vi alle vil nulstille vores måder at tænke på og gå dybere, lytte til vores eget instinkt, stille spørgsmålstegn ved os selv – og vigtigst af alt at være tilstede”.

Tendens 3:
Kunstnere er tilgængelige og går i dialog med beskueren

”Man har som almindelig kunstinteresseret mere end nogensinde mulighed for at tage direkte kontakt til og gå i dialog med de kunstnere, man interesserer sig for. Det er autenticitet og det ’ægte’, som er vigtigt og i fokus. Der er en tendens blandt kunstnere til gerne at ville være i øjenhøjde med deres modtagere, og de er ofte tilgængelige via Instagram og lignende og svarer på beskeder. Det er ikke oppe i tiden at være en ophøjet, elitær og utilgængelig kunstner.”

Anbefaling:

Maria Clara Macris fotobog In Her Rooms fra det Berlin-baserede forlag Postcard.

“Fotografen og kunstneren Maria Clara Macri har i sit feministiske fotoprojekt mødt forskellige kvinder og fotograferet dem i deres rum. Jeg besøgte hendes udstilling i forbindelse med fotofestivalen i Reggio Emilia (Italien) sammen med mine studerende fra Fotografisk Kommunikation, hvor galeristen lukkede os ind og viste os rundt i udstillingen – selvom det var uden for åbningstiden, og hvor Maria Clara sendte os en personlig videohilsen, da hun hørte, vi var der. De studerende sendte en videohilsen retur, og mødet blev personligt til trods for distancen. Det var en rigtig fin oplevelse!”

Tendens 4:
Vi dyrker fejl og gør op med perfekthedskulturen

”Der er en perfektionskultur mange steder i mediebilledet – men ikke på den visuelle scene. Her er strømningen mere, at man skal gribe og dyrke sine fejl. Det legende og kiksede skal også have plads, ellers kan man ikke udvikle sig som kunstner eller fotograf. Snapshop-realismen fra 90’erne og start 00’erne er tilbage.”

Anbefaling:

Erik Kessels bog COMPLETE AMATEUR – A pro’s guide to become more amateur.

”Den hollandske kunstner, designer og kurator Erik Kessels arbejder meget med konceptet ’personlighed før portfolio’ og opfordrer til, at man både som nybegynder og etableret kunstner leger sig frem og bruger sin intuition og mavefornemmelse i højere grad, end man går efter det perfekte.”

Man skal gribe og dyrke sine fejl. Det legende og kiksede skal også have plads, ellers kan man ikke udvikle sig som kunstner eller fotograf.

Louise Damgaard Andersen

Aktuelt kursus
Louise Damgaard Andersen