Skriv skarpe overskrifter på få sekunder med ChatGPT
Lektor på DMJX Andreas Leer Scharnberg guider til en trin-for-trin fremgangsmåde til at skrive gode overskrifter på kort tid med ChatGPT.
Vi har leget med ChatGPT.
Det har resten af verden også, det ved vi godt.
Men fordi vi er en medie- og journalisthøjskole, har vi leget systematisk med robotten.
Det har givet os nogle indsigter, som vi gerne vil dele med dig i en guide.
Lad os starte med at zoome ind på et lillebitte hjørne af, hvad du kan bruge ChatGPT til:
Overskrifter.
Engang skulle de være æggende, vækkende og dækkende.
Nu skal de mere være klikbare og have curiosity gaps – eller fortælle hele historien kort og præcist.
Under alle omstændigheder kan de være nogle satans bæster at formulere.
Især under tidspres.
Her kommer din nye bedste idéudviklingsmakker til undsætning.
ChatGPT kan nemlig hjælpe dig på et par sekunder.
Du skal bare fodre den rigtigt – prompte klogt.
High quality input fra dig bliver belønnet med high quality output fra robotten.
Højkvalitetsinput er konkrete og specifikke kommandoer.
Det virker ikke rigtig så godt at skrive det her til ChatGPT …
”Giv mig 10 gode overskrifter til denne her tekst: [indsæt tekst]”
… for forslagene fra robotten vil sandsynligvis indeholde en del skrammel.
Tænk i stedet sådan her:
Hvad er en god overskrift for dig, din historie og dit medie?
Det skal du fortælle ChatGPT.
Så konkret som muligt.
For eksempel ved at følge denne lille guide.
Indsæt følgende i ChatGPT:
"Giv mig 5 bud på stærke ord, det kan fx være tillægsord, navneord, egenavne og udråbsord, i denne tekst: [indsæt tekst]”.
Læs forslagene igennem og vælg de ord eller formuleringer, du gerne vil have med i overskriften.
Indsæt derefter følgende i ChatGPT:
”Lav 3 forslag til overskrifter på max. 10 ord, hvor ordene [stærkt ord 1] og [stærkt ord 2] indgår, til denne tekst: [indsæt tekst]”.
Vi gætter på, at du får ret skarpe resultater på denne her måde.
Som du ægte kan bruge til at lave gode overskrifter på kort tid.
Det viser vores erfaringer i hvert fald.
God fornøjelse med ChatGPT.
High quality input fra dig bliver belønnet med high quality output fra robotten.
Miniguiden herover til brugen af ChatGPT ifm. overskrifter er skrevet på baggrund af en snak med Andreas Leer Scharnberg, der er lektor på DMJX og underviser på kurserne "9 tips til at skrive bedre overskrifter" og "Skriv gode prompts til ChatGPT og Midjourney".