Skip to main content

Sådan bruger du adfærdskommunikation: 6 gode råd

Christian Mølgaard er ekspert inden for adfærdsforskning. Han giver dig her 6 gode råd til at bruge adfærdspåvirkende kommunikation.

Adfærdskommunikation, flue

To grupper mennesker bliver bedt om at estimere, hvor lang tid det tager at udføre en række strækøvelser.

Den ene gruppe får beskrevet øvelserne med fonten Arial.

Den anden gruppe får beskrevet øvelserne med fonten Mistral.

Beskrivelserne af øvelserne er fuldstændig identiske – bortset fra fonten. 

Men…

Arial-gruppen gætter på, at øvelserne tager 8 minutter.

Mistral-gruppen gætter på, at øvelserne tager 15 minutter.

Det er interessant, men hvad betyder det for dig? 

Det betyder, at du med dit sprog og valg af designelementer (fx fonte) kan påvirke din modtagers oplevelse af, hvor svært eller let noget forekommer.

Når fx en strækøvelse er beskrevet med en font, der er besværlig og tidskrævende at læse, så tænker din modtagers hjerne automatisk, at øvelserne må være besværlige og tidskrævende at udføre.

Det samme gælder (heldigvis) med omvendt fortegn.

Hvis du præsenterer dit budskab enkelt og overskueligt, så er der god chance for, at din modtager læser og forstår det – selvom emnet er komplekst.

Det handler om adfærdskommunikation – altså hvordan du i din kommunikation tager højde for menneskets biologi og naturlige adfærd.

Ekspert inden for adfærdsforskning og adfærdspåvirkende kommunikation Christian Mølgaard giver dig her 6 gode råd til at bruge adfærdspsykologi i din kommunikation:

1. Brug visuelle virkemidler

”Brug farver, former og andre designelementer til at påvirke din målgruppes adfærd. Fodsporene hen til skraldespanden og fluen i pissoirkummen er klassiske nudgingeksempler.”

2. Væk din modtagers opmærksomhed

”Jo mere personlig relevant, du kan gøre din kommunikation, jo stærkere reagerer din modtager. Så det handler om at tænke over, hvad der optager din målgruppe, finde ud af hvad der er vigtigt for dem og starte dér.”

3. Gør det simpelt

”Sænk lixtallet, brug infografik og lav punktopstillinger. Som du kan læse om i eksemplet herover med fontene Arial og Mistral, kan valget af skrifttype have en utrolig stor betydning for, hvordan din modtager afkoder dit budskab.”

4. Gør modtagerpositionen attraktiv

”Din målgruppe skal kunne spejle deres identitet og selvbillede i den modtagerposition, du skaber. Hvis du fx vil oplyse om (ubevidst) køb og salg af stjålne varer på nettet, så er det bedre at snakke om 'uforskyldt hæleri' frem for at kalde modtageren for 'kriminel' eller 'hæler'.”

5. Gør det abstrakte konkret

”Hvad betyder det for mig? Hvis du skal kommunikere om komplekse og abstrakte emner – fx huspriser, organisationsændringer eller uddannelsesreformer – så er det vigtigt at have med, hvad det konkret betyder for din modtager. Jo mere abstrakt du kommunikerer, jo længere er du fra at påvirke adfærd.”

6. Fortæl historier

”Der er en grund til, at det der står i Bibelen er historier og lignelser. Længe før vi havde skriftsprog, fortalte vi hinanden historier for at huske og dele viden. Vi mennesker forholder os til verden gennem narrativer, så storytelling er et vigtigt element inden for adfærdskommunikation.”

Jo mere abstrakt du kommunikerer, jo længere er du fra at påvirke adfærd.

Christian Mølgaard

Relevante kurser

Om Christian Mølgaard

Christian Mølgaard

Christian Mølgaard

Stifter og medejer af konsulentbureauet deepR. Christian er førende ekspert inden for anvendt adfærdsforskning og adfærdspåvirkende kommunikation og har spillet en central rolle i udviklingen af adfærdsdesign som rådgiverdisciplin.