Preben og de 179 taburetter

En fortælling om, hvorfor danskernes tillid til politikerne er så lav.

Trine Nebel. Foto: Anders Hviid.
af Trine Nebel d. 13.05.2019 i Viden

Din gamle ven ringer. Vi kan jo kalde ham Preben, som de altid hedder, når danskernes hverdagsdilemmaer diskuteres i Mads & monopolet. Men det her dilemma er større. Meget større. Det er nemlig fire år siden, du sidst har hørt fra Preben, og forrige gang han ringede, er otte år siden. Du er ved at være indifferent i forhold til Preben. Hver gang han ringer, lyder den samme gamle sang; Preben ku’ godt bruge noget hjælp til lige at få flyttet rundt på hans 179 taburetter:

“Det bliver drønhyggeligt”, siger Preben, og foreslår at I slutter aftenen af med pizzaer og slotsøl, mens I ser fjernsyn. “Ikke noget med bare at sidde i sofaen, før efter vi har flyttet rundt på taburetterne”, prædiker Preben, og synes selv han er klog og sjov. “Vi trænger til at komme hinanden ved, som i gamle dage”, messer han. Og du orker knap at høre efter. Men for gammel venskabs skyld, melder du dig endnu engang: “Ja, ja, ja, jeg skal nok komme og give en hånd med”, hører du dig selv sige med en lidt træt stemme, som du håber, Preben opfatter.

Det gør han selvfølgelig ikke, for Preben er optaget af sine 179 taburetter, og hvor de denne gang skal placeres. Og endelig er Preben faktisk også ret optaget af sig selv. Men nu skal det være løgn, bedyrer Preben. Det er på tide I får talt sammen - sådan rigtig sammen. Preben vil nemlig virkelig gerne høre, hvordan DU har det. Du mumler, at det klinger lidt hult, når du reelt kun mærker Prebens interesse hvert fjerde år, og altid når de samme gamle taburetter skal flyttes rundt. Preben hører selvfølgelig ikke din sidste kommentar om samtale, nærvær og tillid mellem venner, for han har gang i flere devices under jeres samtale, og vil gerne nå at oploade et billede til Instagram af jeres samtale, så alle andre kan se, hvor godt du og Preben kommer ud af det med hinanden, selvom I reelt ser utrolig lidt til hinanden i det daglige.

Preben foreslår I mødes den 5. juni, og understreger hvor meget han glæder sig til, at I skal tale sammen. Helst ikke om fortiden, og helst heller ikke om nutiden, men mere om alle de ting du og Preben skal udrette sammen i fremtiden. For I er jo venner. Og Preben mener det virkelig, siger Preben, selvom tvivlen nager dig. Du har jo flyttet hans taburetter så ofte.

Selvom du faktisk synes, at Preben er en røvdårlig og utrolig selvoptaget ven, du egentlig ikke længere nærer den store tillid til, tilhører du selv den loyale type. Så du stiller op. Endnu engang. Tager et slæb med de dér taburetter. Ikke at du bilder dig ind, at det for alvor gør nogen forskel, hvor taburetterne ender med at stå, men det betyder noget for Preben, så pyt.
Mere energi orker du egentlig ikke at bruge på Prebens flytteprojekt.

Klar politisk tendens
Ovenstående er hverken en metafor eller et postulat, men snarere en personificering af en klar demokratisk tendens. Majoriteten af danske vælgere, som ikke til daglig er patologisk optagede af politik, Besserwisserne, P1, Slotsholmen (både øen og radioprogrammet) eller hashtag’et #dkpol på Twitter, har i grove træk mistet tilliden til politikerne.

Valgforskere har siden 1990 stillet samme spørgsmål og svarmuligheder til et repræsentativt udsnit af befolkningen for at følge, hvordan vælgernes tillid til politikerne udvikler sig. Det skrev Jyllandsposten den 30. april 2019 og henviste til en undersøgelse som JP havde fået Norstat til at lave for sig. Kun én procent - læs 1% - af vælgerne har meget stor tillid til danske politikere i almindelighed. 28% har ret stor tillid, men 67 % af vælgerne har enten ret lille eller meget lille tillid til politikerne.
Så er det bedre ‘ovre’ i en anden undersøgelse, hvor hele to procent - læs 2% - af befolkningen har stor tillid til politikerne, mens hver tiende slet ingen tillid har. Undersøgelsen som Kantar Gallup i marts 2019 lavede for Magisterbladet, viste at på en skala fra 0 til 5, hvor 0 er ingen tillid, og 5 er stor tillid, lander vælgerne i gennemsnit på 2,2.
Tilliden til politikerne er styrtdykket siden 2007, fortæller Magisterbladet, der henviser til forskning fra Det Danske Valgprojekt. Dengang i 2007 gav 70 procent af vælgerne udtryk for, at de havde tillid til politikerne. Efter valget i 2015 gjaldt det blot 47 procent.

Politikerne anerkender alvoren. Det siger de i alle tilfælde, når de bliver spurgt. Og de bedyrer, at de vil arbejde for en højere tillid, selvom nørder vil vide, at netop tillid er et uhyre kompliceret begreb, for ikke at sige følelse, at få greb om. Så alt imens politikerne taler og taler, fortsætter nedturen, når det altså kommer til målt tillid. Og så har vi slet ikke talt om troværdighed. Det er en anden artikel. For ikke at rode begreberne sammen må vi derfor holde fokus.

Tillid er en urfølelse, der er indlejret i vores biologi. Når vælgerne siger, at de ikke har tillid til politikere generelt, er der ikke tale om en forbigående fase. Manglende tillid stikker dybere. Hvis man spørger Susan Fiske, der er professor i socialpsykologi på Princeton, forklarer hun at den menneskelige psyke opfatter tillid via først en perception af afsenderens værdige intentioner og derpå en sansning af vedkommendes kompetence til at handle på de intentioner, vi har perciperet. Hvor tillid mellem venner indebærer en gensidighed og derfor er et bevidst valg, forholder det sig anderledes med folk, vi ikke kender. Og de fleste af os kender ikke (længere) vores politikere. De er fremmede for os, og derfor appellerer de til en social kapital, forstået som vores stemme på valgdagen, som kræver at vi føler tillid uden at have noget at have det i, om man så må sige.

Det über interessante her er det reciprokke - spørgsmålet om gensidighed. Politikerne kender jo heller ikke os. Det er måske derfor de taler til os, som de gør? Fortier detaljer, undlader svar, fordrejer konklusioner, gentager såkaldte sound bites i det uendelige som om vælgerne var fatsvage; altså de selv samme vælgere, politikerne meget gerne vil have stemmer fra. Det er som om strategien har spillet fallit.

Tillid er en fremadrettet målestok for forventning til andre. Og tillid handler om oplevede interesse- og værdifællesskaber. Hvis politikerne derfor - for alvor - vil arbejde med at få tilliden op, skal de turde demonstrere en moralsk vilje, en uselviskhed og mod til at vise os deres personlige og ikke påklistrede kerneværdier; Altså deres HELT personlige forhåbninger for fremtiden.

Det betyder et opgør med spin, og dermed et offer på det politiske alter, i form af lidt blottelse, hvorigennem vælgerne kan få et glimt af politikernes følelsesmæssige engagement, så vælgerne kan mærke deres politikere og måske genopbygge (lidt) tillid.

Emner som tillid og troværdighed er vigtige, hvis ikke ligefrem alarmerende alvorlige. Derfor kan det undre, at alt synes ved det gamle. En skueplads med politikere, medier og kommentatorer i ét kæmpe se-mig-projekt med patetisk og overdreven brug af sports- og krigsmetaforer, krydret med tal og statistikker, der gå ind ad vælgernes ene øre og ud af det andet. Tænk hvis en partilederrunde handlede om grundsyn, habitus og moralske værdier og begrundet motivation for at repræsentere andre.

Vælgerne - we the people - vil nemlig hellere vide HVEM politikerne er som mennesker, end HVAD der står i deres politiske håndbog, at de skal huske at sige, når de får ordet. Vi hungrer efter politikere, vi kan spejle os i og lade os repræsentere af. Mistilliden er et udtryk for afmagt.
 
Det burde ikke komme som en overraskelse. Tendensen så vi allerede ved det seneste præsidentvalg i USA, hvor vi sad herhjemme og måbede, og spurgte os selv, om de dér amerikanere da slet ikke læste avis og fulgte med.

Tilbage i vores eget kongerige svarer 74% af vælgerne (Kantar Gallup for Magisterbladet), at de fleste politikere er mere optaget af at blive genvalgt end af at gennemføre deres politik. Og kun hver fjerde vælger mener, at “vores politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet”.

Man tror det ikke, men det kan faktisk godt blive værre; “Tyg lige på dén Preben, næste gang du ringer og igen skal have hjælp til at få flyttet dine 179 dødssyge taburetter”. Vi vil ha’ mere end kold pizza, lunkne øl og en sang fra de varme lande.

----------------------------

Brug for en ekspert i valgkampen?
Trine Nebel og en række af andre faglige medarbejdere og forskere står til rådighed for pressen i valgkampen.
Se vores ekspertliste her

Du kan også læse de øvrige klummer, som er udgivet fra DMJX Valgcenter under valgkampen
Læs alle vores valgklummer her

Kategori:  Viden

Forfatter

Trine Nebel
Fagmedarbejder med fokus på virksomheders og organisationers omdømme, troværdig kommunikation, human kapital i branding og taler. Udvikler og afholder kurser på både DMJX ude hos vores kunder. Trine Nebel er uddannet MA i retorik, diplom i kommunikation, lærer og forfatter til flere bøger.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram