Netværk skal styrke journalistisk dækning af sundhedsområdet

TrygFonden og DMJX opretter i samarbejde et netværk for journalister, som dækker sundhedsfaglige emner.

af d. 3.05.2019 i Viden

Der er mange interessenter på sundhedsområdet, hvor både det offentlige, det private og politikerne gerne vil sætte dagsordenen.

Det giver journalister og medier en afgørende rolle. Det gælder både om at sortere fup fra fakta, og om at formidle den nyeste forskning, som gerne skulle bidrage til danskernes viden om, hvordan man lever et sundt liv.

- Vi tror, at det er vigtigt for borgernes sundhed, at den offentlige debat forholder sig til den nuværende bedst mulige viden på sundhedsområdet, siger Peter Pilegaard Hansen, projektchef i TrygFonden.

- Derfor er formålet med netværket at give journalisterne flere redskaber til at finde og inddrage relevant forskning og dermed være med til at sikre en fortsat høj kvalitet i den offentlige debat om sundhed. Håbet er også, at dette kan være med til at modvirke eventuel skadelig misinformation, siger han.

Kernen i projektet vil være et årligt seminar for medlemmerne af netværket. Her vil nogle af verdens skarpeste oplægsholdere dele deres viden inden for områder som sundhedsforskning, risikokommunikation, videnskabsjournalistik og forskningsformidling.

- Med netværket vil vi bidrage til, at journalister, som dækker sundhedsområdet på forskellige medier, kan få et fagligt forum. I det forum vil de bl.a. få ny viden og diskutere den journalistiske tilgang til sundhedsforskning, siger Inger K. Larsen, lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og projektleder for netværket.

Rådgivende panel for netværket er på plads
Til at hjælpe netværket på vej er der etableret et rådgivende panel, som har kompetencer inden for både det sundhedsfaglige område og journalistik. De skal bidrage til det faglige indhold på netværkets seminarer og den årlige konference.

Det rådgivende panel består af:

Bente Klarlund, cand.med, professor, KU
Peter Krustrup, professor i Sport og Sundhedsvidenskab, SDU
Lone Frank, journalist, forfatter, ph.d. i neurobiologi, Weekendavisen
Klemens Kappel, professor, cand.med., filosof, KU 

Der arbejdes i øjeblikket med at finde de journalister, som skal være en del af det nye netværk.

Ønsker du mere information
Kontakt:
Peter Pilegaard Hansen – TrygFonden – tlf. 4526 0829 og
Inger K. Larsen – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - tlf. 2326 8075.

Kategori:  Viden

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram