Skip to main content

Kreativ kodning er det nye sort. 53 kopidesigns forklarer dig, hvad det er

Designforsker fra DMJX har programmeret en computer til at generere nye versioner af eksisterende visuelle designs som fx plakater og bogforsider. Eksperimenterne bruges til at formidle kreativ kodning på Instagram.

Designforsker fra DMJX har programmeret en computer til at generere nye versioner af eksisterende visuelle designs som fx plakater og bogforsider. Eksperimenterne bruges til at formidle kreativ kodning på Instagram.

Forestil dig, at du fodrer en maskine med løse idéer om, hvordan noget kunne se ud, og ud af den anden ende kommer et færdigdesignet visuelt produkt af højeste kvalitet. Nogenlunde sådan fungerer det, når docent Stig Møller Hansen arbejder med kreativ kodning.

- Du laver en algoritme, som er et sæt regler eller en instruktion for, hvad programmet skal gøre med dit input. Det er lige så simpelt som en bageopskrift, hvor du har nogle ingredienser og en fremgangsmåde. I opskriften står der så trin for trin, hvordan du skal lave en æbletærte.

Mens de originale værker alle er produceret ved hjælp af en førende menneskehånd, så er de nye versioner af værkerne produceret af en algoritme - eller en bageopskrift - som Stig Møller Hansen har programmeret.

 

Stig Møller Hansen kalder sine Instagram-eksperimenter med kreativ kode for "Copycat code reconstruction projects". Se et udsnit af projekterne i denne video.

- Det er det samme med et stykke kodet design. Her skal du så selv skal skrive fremgangsmåden trin for trin, udvælge ingredienserne og så gennemføre opskriften, siger docent på DMJX Stig Møller Hansen, der forsker i kreativitet og visuel formidling med fokus på blandt andet kodning og nye teknologier.

53 designs har fået nyt liv med kreativ kode

Sideløbende med sin forskning og undervisning har Stig Møller Hansen startet et formidlingsprojekt på Instagram. Her viser han konkrete eksempler på visuelle produkter, der er skabt ved hjælp af kreativ kode. Der ligger foreløbig 53 forskellige visuelle projekter, som tager afsæt i eksempelvis plakater, albumcovers, bogforsider og frimærker. Mens de originale værker, som Stig Møller Hansen tager udgangspunkt i, alle er produceret ved hjælp af en førende menneskehånd, så er de nye versioner af værkerne produceret af en algoritme - eller en bageopskrift - som Stig Møller Hansen har programmeret.

- Jeg prøver hele tiden at supplere de ting, jeg lægger op, med en masse fagligt. Så der er både nogle tekster, som forklarer noget om, hvad det er for et visuelt produkt, og der er noget designhistorisk om, hvem der har lavet det. Så forklarer jeg, hvorfor det er egnet til arbejdet med kreativ kode, hvad man kan gøre ved det, og hvad jeg har gjort. Man er vel underviser.

- Jeg er meget bevidst om, at de ting, jeg laver, er noget, andre har skabt. Min kreative tilføjelse ligger i noget usynligt - i koden. Derfor er det også vigtigt for mig at signalere, at det er med et tydeligt undervisningsmæssigt formål, siger Stig Møller Hansen.

Instagramformidling har givet ros og konferenceoplæg

Det er et greb, som Stig Møller Hansen også bruger i undervisningen i kreativ kode på DMJX: At stille de studerende opgaver, hvor de skal efterligne eksisterende visuelle produkter. Fordi der så er en slags facit, som de kan programmere sig frem til. Så de simpelthen kan kigge på skærmen og følge deres egen progression i evnerne ud i at arbejdet kreativt med kode.

Stig Møller Hansen er blevet helt blæst bagover af den respons, han har fået, efter han begyndte at formidle sine eksempler og sin viden om kreativ kode på Instagram. Der har endda været så konkrete henvendelser, at Stig Møller Hansen er blevet hyret til flere konferencer i udlandet, hvor han har holdt oplæg om udviklingen indenfor kreativ kode.

- Der har været en overvælde positiv respons og feedback på det her projekt. Mange skriver, at det er fedt, og fortsæt endelig. Jeg vil virkelig også gerne arbejde for at udbrede kendskabet til programmering som en kreativ aktivitet i grafisk design.

Nu skal der skrues op for undervisningen i kreativ kode

Det får han chancen for nu, hvor Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har givet grønt lys til, at DMJX lancerer en ny studieretning, Coded Design, med fuldt fokus på det her felt.

- Jeg kan ikke forstå, at kode ikke er mere integreret i undervisningen på designskoler i verden over. Rigtig meget forskningslitteratur peger på, at grafisk design og visuel kommunikation er bagefter i forhold til eksempelvis arkitekter, som er meget bedre til at arbejde med kode og arbejde generativt og parametrisk med design. Det er synd, siger Stig Møller Hansen.

Du kan dykke videre ned i de mange visuelle eksperimenter på Stig Møller Hansens Instagram. Kunne du tænke dig at arbejde med kreativ kode? Så læs mere om vores nye studieretning Coded Design.