Skip to main content

Glem gamification, TikTok og virtuel reality et øjeblik. Gå i stedet ud og stem dørklokker

Lektor Annegrete Skovbjerg guider til, hvordan du laver indhold med udgangspunkt i dine brugeres behov – og undgår at bruge din energi på dyre, tidskrævende medieprodukter, som ingen interesserer sig for.

Aktuelt – Gå ud og stem dørklokker

Underviser på diplomkurset Brugerdrevet udvikling af digitalt medieindhold Annegrete Skovbjerg har set det lidt for mange gange:

Journalister og kommunikatører der bliver forblændede af nye teknologier, fortælleformer og platforme.

Og bruger dem med skyklapper på i deres artikler og kampagner udelukkende fordi

  • deres redaktør har været på konference i Berlin og haft VR-briller på
  • deres kollegaer og konkurrenter gør det med (tilsyneladende) succes
  • deres børn bruger nye medier og platforme og så må det jo være fremtiden.

Og selvfølgelig fordi ny teknologi er interessant og spændende – og muligvis fremtiden – men absolut ikke nødvendigvis det rigtige for dig som journalist og kommunikatør at benytte til dit næste projekt.

Annegrete Skovbjerg anbefaler i stedet, at du glemmer alle dine tekniske og formidlingsmæssige muligheder et øjeblik og i stedet starter din proces et helt andet sted:

Gå ud og stem dørklokker.

Ring på døren i et lejlighedskompleks i Åbyhøj og snak med dem, der bor der.

Eller opsøg dine brugere på arbejdspladser, i sportshaller eller skriv til dem på Facebook. Det handler om, at du får talt med dem.

Så får du nemlig meget hurtigt en god fornemmelse for hvordan, hvornår og hvorfor, du skal kommunikere til din målgruppe.

Mød Oscar, der smider bananskræller og brugte batterier i samme skraldespand

Forestil dig, at du er kommunikatør og skal lave en kampagne for en kommune, der skal få flere til at sortere deres affald.

Eller forestil dig, at du er journalist og skal lave en artikelserie til unge mennesker om, hvad de selv kan gøre for at bidrage til et grønnere samfund.

Hvis du ringer på døren i et lejlighedskompleks i Åbyhøj, møder du måske Oscar (som vi har opdigtet til lejligheden) på 23, der bor alene i en lejelejlighed.

Han går på Aarhus Maskinmesterskole, ser Champions League hver onsdag, har ikke logget på sin Facebook siden 2019 og er på Instagram 4 timer hver dag.

Når han går ned med skraldet, smider han både glasflasker, bananskræller, mælkekartoner, batterier, sparepærer og maling i restaffald.

Fy fy, Oscar.

Okay, så langt så godt.

Allerede nu har du fået kvalitativ viden om din potentielle modtager.

Derefter skal du snakke med nogle flere, afgrænse din målgruppe og måske endda teste dit kampagne- eller artikelbudskab på dem.

Og først når du har gjort det, kan du endelig – ifølge Annegrete Skovbjerg – gå i gang med at overveje hvordan og med hvilke greb, du bedst formidler dit budskab.

Og så kan det godt være, at du skal installere VR-briller i skraldeskuret, så Oscar kan se, hvordan blyet fra hans brugte batterier trænger ned i vores grundvand (okay, nok ikke), men det kan også være, at mindre kan gøre det.

Det vigtigste er, at du nu kan træffe kvalificerede beslutninger og give dit arbejde meget større træfsikkerhed.

Relevant kursus

Om Annegrete Skovbjerg

Annegrete Skovbjerg

Annegrete Skovbjerg

Annegrete er tilknyttet Center for pædagogisk udvikling og digitalisering, hvor hun som centerleder koordinerer og igangsætter tværgående aktiviteter, som understøtter det pædagogiske udviklingsarbejde på DMJX. Hun har bred erfaring med at undervise i brugen af digitale redskaber i journalistik og kommunikation. 

Annegrete Skovbjerg