En indisk ko kan godt komme i nyhederne i Danmark – også under en dansk valgkamp

Almindelige valg i både nære og fjerne lande er igen godt stof i nyhedsmedierne. Det er positivt; vi forstår bedre os selv, når vi bliver klogere på andre.

Foto: Anders Hviid
af Asbjørn Slot Jørgensen d. 22.05.2019 i Viden

For fem år siden var de overset, ildeset - lavstatus og kun for nørder:
Valg i andre lande havde lav prioritet i de danske nyhedsmedier. Med ganske få undtagelser som amerikansk præsidentvalg eller skotsk løsrivelse.
”Det er andre landes lokaljournalistik,” forklarede udlandsredaktøren på et af landets største nyhedsmedier.
”Der er valg i X antal lande rundt omkring hele tiden, og så har man i gamle dage jo brugt det som en krog på, hvad der foregår i det land. Men den slags valgdækning er ikke ret udbredt mere.”
Det var i marts 2016.
Det var lige før Brexit-afstemningen i juni 2016.
Siden er det aldrig rigtig stilnet af: Valg i andre lande dækkes i de danske nyhedsmedier, endda som tophistorier og som mere end blot ”premierministeren fik et dårligt valg, og hendes mand er skuespiller.”

Vi har ikke ny forskning, der detaljeret undersøger tendensen.
Men vi ved, at nordboerne generelt er velorienterede om omverdenen; at udlandsstoffet præges af konflikt, krise og kendisser; at relevans er altafgørende; at udlandshistorierne skal gøre os klogere; og at der er blevet færre faste korrespondenter, men adgang til langt mere stof.

Her er nogle pluk fra perlerækken af valg – fra Brexit-chokket i forsommeren 2016 og til Indiens maratongigantvalg, der sluttede i søndags.

Brexit: Sært og surrealistisk
Brexit-afstemningen var ekstrem allerede i sin optakt, hvor en POLITISK såret premierminister lovede en folkeafstemning om EU-medlemskab – og holdt løftet.
Ingen anede, hvad Leave ville betyde; mange briter anede ikke engang, hvad Remain betød, for de er igennem årtier blevet fejlinformeret ’big time’ af de britiske nyhedsmediers skarpe EU-vinklinger og Brussels-bashing. Brexit-valgkampen var perfekt til begge dele.
Også i udlandet var brexit-valgkampen godt mediestof:
Den var på den ene side simpel med kun to valgmuligheder, Leave eller Remain, ingen mellemting. De europæiske medier kunne svælge i det kulørte stof i de britiske mediers og politikeres kampagner. Man kunne rapportere om storvask og mudderkast, om det britiske imperiums storhed og fald, om de løbende meningsmålinger, om strømmen af tåbeligheder.
Samtidig var valgkampen uhørt kompliceret uden hverken fortilfælde eller køreplan; det gav plads til en ubrudt række af vurderinger af følgerne af et evt. Leave.

And the rest is not history; for stadig aner ingen, hvad det Leave betyder, nu knap tre år senere.
Men analyserne tolkede det overraskende resultat som oprør, opråb, elite-protest, nostalgi. Som modstand mod centralisering og krav om at blive hørt.

Truthornet Trump
Den havde vi ikke forudset, vel? Mediedækningen var også i Danmark overdrevet personfikseret, fra hans nomineringskampagne til valget i USA i november 2016 og lige siden. Bagefter forklaredes Trumps overraskende sejr med populisme, elite-protest, fremmedangst, og globaliseringens tabere som slår igen.
Men vi orker den ikke her - tilgiv, at jeg styrter videre

Rutte og Wilders – samlet eller splittet
I marts 2017 gik hollænderne til parlamentsvalg. Det blev fulgt overalt i Europa, også i de danske medier.
Fordi:
Holland har en af de mest pro-europæiske befolkninger, af gode historiske og kulturelle grunde – men har også superpopulisten Geert Wilders og hans islam- og EU-kritiske Frihedsparti.
Der blev spået om epidemi-agtig smitte fra den splittelse, utilfredshed og fremmedangst, som brexit og Trump også var symptomer på.
Det var godt mediestof.
I Tyskland og Frankrig kiggede man nervøst på: Ville en vindende Wilders starte en domino-effekt af protest-magthavere og opbrud ved de snarlige valg i de to store nabolande?
Bevares, Wilders fik et fint valg – men jordskred var det ikke. Medierne havde bl.a. fejlvurderet de unges stemmer.
Holland endte – efter rekordlang ventetid på over 200 dage – med en bred regering, pro-europæisk og moderat.

Macron, den franske superstjerne
Fransk politik fik sin stærkt nationalistisk Le Pen allerede først i 70’erne. I optakten til præsidentvalget i 2017 var det vurderet som endog meget sandsynligt, at datteren Marine Le Pen kunne vinde. Dermed ville en nationalistisk, udlændingefjendsk modstander af Nato og EU blive fører af det ene af EU's to lokomotiver.
Det scenario kunne nok tiltrække også de danske mediers opmærksomhed.
Og i starten af 2017 dukkede så en ukendt fransk politiker op i de danske medier: Emmanuel Macron. Som Le Pen hævet over de gamle franske højre- og venstre-blokke, der har skiftedes til at have den magtfulde præsidentpost siden ’59 med Gaulle og hans Femte Republik.
Som Le Pen også en slags populist af guds nåde, ridende på protest mod systemet og løfter om fornyelse, men for Macrons vedkommende med et liberalt og europæisk og samlende budskab.
Igen var det simpelt: mand mod kvinde, liberal mod konservativ, nationalist mod internationalist. Godt mediestof, også med anledning til at fortælle om det franske samfund og dets politiske paradokser, der gør reformer umulige (og siden kom de gule vestes protester).
Macron vandt præsidentposten. Stort.
Kort efter, i juni 2017, fik hans uprøvede parti også flertal i parlamentet.
Godt mediestof, igen.
Jojo, her var et jordskredsvalg, hvor franskmændene demonstrativt valgte Europa frem for isolation eller exit. Man kunne høre råbet over Kanalen: ”Fik I den, briter?”

Femstjernet italiensk kaos
Vi plejer at høre lidt om de italienske valg, og om Berlusconi, og om de dystre udsigter for de oftest kortlivede italienske regeringer.
Men denne gang var medieinteressen i optakten større. Som i Holland og Frankrig var der muligt skred med højrenational, EU-fjendsk og anti-elitær retorik. I Italien var det bare mere sikkert, at to protestpartier – Lega og Femstjernebevægelsen – ville få massiv fremgang og flertal.
Se, det var godt mediestof. Og igen godt mediestof også i Danmark, da det skete. Den direkte konflikt med Bruxelles, Berlin og Paris både før og efter valget holdt liv i valg-mediedækningen. Og løbende bekræftes vi af interviews med professionelle analytikere og italienske lægfolk: Ingen har rigtig tillid til italienske regeringers løfter og holdbarhed.

Putins sovende tiger
Det russiske præsidentvalg i marts 2018 var blottet for spænding om udfaldet. Alligevel var den danske mediedækning massiv. (DMJX og Nordisk Journalistcenter har nyligt undersøgt mediedækningen af Rusland: https://njc.dk/saadan-daekker-de-nordiske-medier-rusland/.)
Rusland fylder i forvejen meget i dansk politik og i dansk udenrigs-journalistik, selv når det kun indirekte handler om Rusland, fx i forbindelse med Washington-politik, tysk gas-import og italiensk regeringsdannelse.
Men valget gav anledning til reportager fra verdens største land, så vi kom med uden for magtens Moskva og mødte russere af flere slags.
Samtidig adopterede de danske medier det russiske mediebillede af præsidenten, der styrer alt, kan næsten alt, taler Vesten midt imod og har genrejst russernes rustne stolthed. Igen fik vi billederne af Putin som jæger i bar overkrop, som jagerpilot, eller som superhelt der redder tv-crewet ved at skyde en sur sibirisk tiger (med bedøvelse, forstås).

Svenskerne og deres tabuer
Jeg vover påstanden:
Aldrig tidligere har et almindeligt svensk Riksdags-valg været dækket så massivt af danske medier. Temasektioner i aviser og online, tv-reportager, radionyheder. Og med lærerige rundture til det svenske folkhems indbyggere i Nordens største land.
Sommerens fæle skovbrande havde i forvejen bragt os tættere på Sverige, hvor klima, miljø, velfærd og Europa blev store emner i valgdækningen.
Især blev vi klogere på det sprængfarlige indvandrer-tema og tabuerne; ’ghetto’ er et fy-ord i Sverige, men et regerings-ord i Danmark, og vi kunne spejle os i den hårde udlændinge-retorik med 30 års forsinkelse. Sverigedemokraterne buldrede frem, men blev dømt ikke-stuerene af de andre partier. Dermed vendte valggyseren rundt på svensk politik, så det tog fire måneder at samle en regering – også det fulgte danske medier måbende med i.

Frau Merkels politiske overlevelse
Selvfølgelig skal det dækkes, når Europas mægtigste politiker svækkes, som det skete for Tysklands kansler Merkel ved Bundestags-valget i september.
Modstandere i ind- og udland havde varslet orkan. Angela Merkel red dog stormen af i løbet af et par uger, hun dannede en bred koalition, og som i de fleste andre lande var det de moderate og liberale kræfter, der tog ansvar og regeringsmagt.
Mere overraskende er mediedækningen af valg i delstaterne Hessen og Bayern måneden efter. Igen var der vælgerskred, hvor de store gamle partier (kristendemokraterne og socialdemokraterne) blødte mandater, mens miljøpartiet De Grønne og nationalisterne AfD gik frem. Men reelt stagnerede væksten for protektionisme og nationalisme – som i Frankrig og Holland.

Komikeren i Kiev
I Ukraine var det, som i fx Frankrig, en ung og ukendt politiker, der stjal præsidentposten ved valget for en måned siden:
Komikeren Volodymyr Zelenskij slog den siddende præsident Petro Porosjenko.
Det er godt mediestof:
Komikeren er valgt på sit kendte ansigt, nærmest uden politisk program, men i åbenlys protest mod og mistillid med det etablerede.
Og ja, ukrainsk ”lokalpolitik” blev vigtig for danske medier, siden Maidan-revolutionen i 2014 gav startskud til den fastlåste krig i Øst-Ukraine og til Ruslands annektering af Krim.

Spansk syge, spanske sundhedstegn
Vi danskere kender Spanien, som minimum qua turisme, fodbold og katalonernes løsrivelseskamp.
Spanien har været hårdt ramt siden finanskrisen med svag økonomi og høj ungdomsarbejdsløshed. Men de stærkt højrenationale eller EU-fjendske kræfter har aldrig fået stærkt fodfæste.
Skulle de få det nu, ved parlamentsvalget for knap fire uger siden?
Det spørgsmål var godt mediestof.
Men nej - valgresultatet pegede samme retning som i flere andre lande: Trods protestbølgen er tendensen også, at vælgerne honorerer ansvar og samarbejde. Premierministerens moderate socialister gik kraftigt frem og kunne fortsætte i regering.

Indiens hellige køer
Nu er vi fremme ved verdens største valg: Det indiske parlamentsvalg, der startede 11. april og sluttede i søndags.
Normalt lever Indien alt for anonymt i de danske medier. Ingen danske nyhedsmedier har korrespondenter i landet, og vi hører kun derfra i forbindelse med kriser, overfald, krige. Da vi interviewede redaktører i Danmark og nabolande for tre år siden, forklarede de, at Indien er for kedeligt, for rodet og for besværligt. Den seneste måneds valgdækning, derimod, tyder på en vis relevans for Danmark: De store nyhedsmedier har dækket valgkamp og valg. Flere har også taget os med dertil. Mest konsekvent har Information kørt en serie siden slutningen af marts fra mange dele af det indiske samfund, så man også er blevet klogere på, hvordan de hellige køer har fået en rolle i valgkampen.
Det ser i øvrigt ud til, at Modi kan fortsætte som regeringsleder.
Relevans? Se her:
1,3 mia. indbyggere (overhaler snart Kina); Indien er begyndt at spille med de militære muskler; det er verdens største demokrati; etniske spændinger og autokratiske tendenser er på urovækkende fremmarch. Og så er det dansk-indiske forhold i optøning efter 8 års krise kulde pga. den gamle våbensmuglings-sag, der ikke blot har påvirket samhandel, men også har gjort det vanskeligt for danske journalister at arbejde i Indien.

Østrigsk skandalevalg
Det kommende østrigske parlamentsvalg er ikke officielt fastsat endnu; alligevel dækkes det af de danske medier, fordi skandalen igen overgår fantasien: Regeringens næstkommanderende har på en skjult videooptagelse pantsat sin sjæl og en god del af sit land til en lokkedue, der agerer kvindelig russisk oliemilliardær.
Godt mediestof!

Den nordtyske ulv
Kan vi også få en tysk eller rumænsk ulv ind i valgkampen?
Næppe.
Ulve var ellers på agendaen for det afgående Europa-Parlament og for det siddende rumænske EU-formandskab: Må man skyde ulve?
Men Europa-politik i nabolandene kan ikke trænge igennem i de danske medier; medie-dækningen Parlaments-valget (det vigtigste europæiske valg nogensinde) begrænser sig til de danske kandidater. Vi kan ikke navnet på en eneste udenlandsk EP-kandidat. Ikke engang EU's præsident Donald Tusk kan vi navnet på – vi ved meget mere om USA's Donald T.
Vi kan dog – og hurra for det – navnet på en enkelt af de såkaldte ”spitzenkandidaten”, der går efter topposten som EU-Kommissionens formand, reelt EU's regeringschef.
Hun hedder Vestager.

Men hvad er det så, der igen gør nabolands-valg til forsidestof?
Ganske enkelt:
Det opfylder kriterierne: Konflikt, krise, kendis – samt den altafgørende relevans:
* De mange skæbnevalg har faktisk betydning for lillebitte Gram og Greve i en meget globaliseret verden.
* Vi kan spejle os i de store temaer, som præger valgene: migration, demokrati, økonomi, EU-fremtid, pension, miljø.
* Valgene er en oplagt nyhedskrog, en undskyldning for at kigge i den retning.
* Helt grundlæggende: Historierne gør os lidt klogere på os selv.

Så tak. Valgstof er godt stof.
Godt valg - på søndag og på grundlovsdag!

Kategori:  Viden

Forfatter

Asbjørn Slot Jørgensen
Underviser primært på journalistuddannelsen, bl.a. på de internationale forløb og på JM2 (nyheder og undersøgende journalistik).
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram