DMJX skaber rum for meget mere kreativ udvikling og samarbejde

Creative Maker Space er højskolens helt nye centrum, hvor forskere, undervisere, studerende og eksterne parter kan mødes om kritisk, kreativ tænkning, løsning, udvikling og forskning.

Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard
af Dan Hansen d. 9.02.2019 i Viden

DMJX har slået dørene op for 350 lækre m2 til leg, innovation, samarbejde og iværksætteri – i kælderen under Campus København. Alt sammen med kreativitet, design og problemløsning som omdrejningspunkt.

Creative Maker Space blev officielt åbnet den 8. februar af højskolens nytiltrådte rektor, Trine Nielsen, som længe har haft en ambition om at skabe et fysisk miljø, hvor studerende, undervisere og forskere kan samarbejde med hinanden og med omverdenen om kreative processer og samskabelse.


Rektor Trine Nielsen. Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard

Med Trine Nielsen som Direktør for uddannelse og viden har højskolen siden 2017 arbejdet systematisk med at udvikle den måde, højskolen arbejder med kreative processer på – både på tværs af vores bachelorlinjer og i samarbejde med eksterne partnere.

Forskning, udvikling, undervisning og samarbejde
Et af tiltagene i processen har været at ansætte en docent i kreativitet, nemlig Kirsten Bonde Sørensen, der er ekspert i blandt andet Co-creation og Life Design – og som har tilført skolen både teoretisk og metodisk tyngde inden for emnerne.

Kirsten Bonde Sørensen var en af tre undervisere, som præsenterede sig selv, sit arbejdsfelt samt nogle af de ideer, der er på tegnebrættet til at bruge og skabe i rummet i fremtiden.

- Kreativitet har aldrig været vigtigere end nu. Det skyldes ikke mindst, at vi hele tiden får mere viden og metode, som understøtter alt det, man kan med en kreativ tilgang. En del af det, centeret skal, er at synliggøre kreativiteten ind i huset, men også ud af huset, gennem debat, produkter og samarbejde, forklarede hun

- Vi skal vise, at man kan undersøge muligheder og løse problemer med en tilgang og et mindset, som er skabende. Centerets rolle er at være medskaber i disse processer for alle, som bruger det, sagde Kirsten Bonde Sørensen, som også gav eksempler på noget af den forskning, hun og DMJX bedriver inden for kreativ metode.


Docent Kirsten Bonde Sørensen gav indsigt i igangværende forskning og fremtidige projekter. Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard

Man må godt rode og være lidt vild i en kælder
Underviser Joachim Rosenstand fra Kreativ Kommunikation kommer også til at bruge rummet med sine studerende.
Han gav i sin præsentation eksempler på, hvordan de studerende arbejder med storytelling, men også med storydoing, som ikke bare handler om at fortælle om sine fremragende, kommercielle produkter, men i højere grad om idealistiske mål som eksempelvis bæredygtig produktion.


Adjunkt Joachim Rosenstand fortalte om kreativ undervisning og uddannelse. Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard

Desuden efterspørger hans studerende bedre muligheder for at arbejde i fysiske materialer som gips, papmache og maling.

- I skal nyde, hvor pænt og rent her er nu, for vores studerende kommer til at bruge de nye faciliteter. Det dejlige ved en kælder er, at man godt må rode og være lidt vild. What happens in the kælder, stays in the kælder, smilede Joachim Rosenstand.

Eksterne partnere og kunder kan komme ind og SPRINTe
En anden måde, rummene skal bruges er til at facilitere virksomheder, som vil arbejde kreativt og metodisk med forretningsudvikling.

Underviser Anne Danger Boisen fra Interaktivt design er superbruger af SPRINT-metoden, som er et værktøj til metodisk og kreativt at løse store problemstillinger og udfordringer på bare 4 dage.


Tid er en vigtig faktor, når man udvikler med SPRINT-metoden, forklarede adjunkt Anne Danger Boisen. Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard

Inden for de 4 dage skal en gruppe medarbejdere – helst med forskellige fagligheder og funktioner – arbejde med både idegenerering, løsninger, prototyping, brugertest og endelig konceptbeskrivelse.

- Hvis du kun har 40 minutter til en opgave, kan du nå meget mere, end du kan på 40 minutter, hvis du har 2 dage til den samlede opgaveløsning. Det er godt at arbejde under tidsmæssigt pres. Og man kan nå ufatteligt meget på 4 dage, hvor man hele tiden starter på nye processer og udfordringer, som skal løses, inden man kan gå videre til næste step, fortalte Anne Danger Boisen.

Inkubator-miljø
Åbningen blev faciliteret af udviklingskonsulent Nikolaj Christensen, som har stået for at etablere de forskellige rum, som alle har forskellige formål, farver, indretning og interiør.


Nikolaj Christensen. Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard

Han har fået hjælpe en indretnings- og farvekonsulent og fået maling i de helt rigtige farver fra Nordsjö. Desuden har brancheforeningen KONPA støttet projektet.

- Det vi gerne vil i Creative Maker Space er at skabe rum for kritisk, kreativ tænkning, sagde han.

- Vi vil gerne invitere eksterne kunder og partnere til at gøre brug af Space’t. Her kan de både komme i kontakt med et kraftfuldt videnscenter og arbejde i lokaler og et miljø, der understøtter kreativ problemløsning, strategi og udviklingsprocesser, sagde Nikolaj Christensen.

Kontakt Nikolaj Christensen, hvis du vil vide mere eller er interesseret i at samarbejde eller andet i Creative Maker Space.

Nikolaj Christensen fortalte, at et af de nye rum skal danne rammen om en kommende DMJX inkubator, hvor færdige dimittender kan starte deres professionelle karriere i et dynamisk miljø – og fx videreudvikle deres bachelorprojekter eller sammen med andre dimittender udvikle nye forretningsideer, der kan være startskuddet til en professionel karriere.

Han kunne samtidig fortælle, at en gruppe studerende allerede har taget initiativ til at starte et online medie, hvor studerende, på tværs af skolens uddannelseslinjer, med deres mange fagligheder, vil fortælle historier til verden og vise eksempler på, hvad medierne kan når de spiller sammen.


Nogle af de studerende, ansatte og samarbejdspartnere, som var med til indvielsen. Foto: Frederik Valdemar Kjeldgaard

Kategori:  Viden

Forfatter

Dan Hansen
Presseansvarlig på DMJX. Journalist med sidefag i dansk. Skriver om kommunikation, medier, journalistik og sprog. Har tidligere arbejdet med videnskabsformidling, livsstilsjournalistik og som bladredaktør.
Profil

Prefooter web-form

Foreslå indhold til underskoven

Underskoven

Instagram