Hvis du bruger virkemidlerne rigtigt, øger du chancen betydeligt for, at din modtager (altså din modtagers hjerne) bliver motiveret til at dykke dybere ned i fx din tekst eller dine tabeller.
Visuelle virkemidler virker
Den israelsk-amerikanske psykolog og nobelprismodtager Daniel Kahneman har i sin bog At tænke – hurtigt og langsomt delt måden, vi tænker på, op i to systemer – System 1 og System 2.
System 1 er hurtigt, intuitivt og følelsesdrevet – vores umiddelbare, intuitive opfattelse af ting, hvor vi ikke anstrenger os eller gør os umage.
System 2 er langsomt, rationelt og logisk – vores analytiske system, som er mere besværligt for hjernen, og hvor den skal gøre sig mere umage.
Visuel kommunikatør og designchef på Kristeligt Dagblad Ole Munk fortæller, hvorfor det er vigtig viden for dig, der arbejder med formidling:
”Rigtig meget af den formidling, du skaber, har et informationsniveau og et format, der kræver, at din modtager aktiverer sit System 2. Din læser skal overvinde nogle tærskler, som deres hjerner ikke umiddelbart har lyst til at overvinde, men som er nødvendige at komme ud over for at tilegne sig den nødvendige viden.”
Han forklarer, at du først skal aktivere System 1 hos din modtager, før du kan få gang i System 2.
”Det fede ved System 1 er, at det kan invitere, vække interesse og give din modtager lyst til at dykke ned og fordybe sig i den mere komplekse information, der kræver aktivering af System 2. Der findes en masse gode lokkemidler, der aktiverer det intuitive modtagerapperat.”
Ole Munk uddyber:
”Billeder skal du ikke anstrenge dig for at forstå. Et billede taler umiddelbart til øjet og hjernen, uden du skal gøre dig umage. Billeder er i min terminologi andet end fotografier – det er alle mulige visuelle udtryk, der ligger på en skala fra makrotypografi til video. Fælles for dem er, at de er letafkodelige og henvender sig til System 1.”
Du kan lære mere om visuelle virkemidler og hjernens System 1 og System 2 på diplomkurset Fortæl historien visuelt, hvor Ole Munk underviser.