
4 videogenrer, du selv kan producere
Her er fire korte genrer, som er gode at læne sig op ad, når du arbejder med videokommunikation og -journalistik.

Video er svært at få til at se lækkert og professionelt ud. Specielt som nybegynder. Men det er også svært at komme udenom, hvis du arbejder med journalistik eller kommunikation. Video er efterspurgt og rykker ind i centrum af vores mediebrug og kommunikation. Så hvad gør du?
Du går i gang med at producere.
Det tager tid og fejl at blive god, men heldigvis er det muligt at skyde genvej. F.eks. ved at arbejde inden for nogle af de faste videogenrer, der er opstået på de forskellige sociale medier. På den måde får du foræret en ramme at arbejde inden for, både med hensyn til indholdet, dramaturgien og det visuelle udtryk.
Der findes et hav af forskellige korte videogenrer på sociale medier, og de muterer hurtigt i hænderne på brugere, brands og medier. Specielt på de hurtige platforme som TikTok og Reels skal man følge godt med i de skiftende trends for selv at kunne producere godt indhold. Men på de mere modne sociale medier som YouTube, Instagram og Facebook har nogle genrer etableret sig mere fast. På YouTube er vi mere eller mindre fortrolige med genrer som vlogs, how-to, explainer, sketch eller commentary.
Her følger fire korte genrer, som er gode at læne sig opad, når du arbejder med videokommunikation og -journalistik. De længere formater vinder også frem på sociale medier, men de er sværere at tilrettelægge og kræver flere års erfaring.
1. Listevideo
En af de mest taknemmelige og effektive videogenrer at komme i gang med er listevideoen. (Den fungerer også i artikelform, som du måske har bemærket). Med listegenren får du foræret din vinkel og dramaturgi på et sølvfad. F.eks. 6 myter om forkølelse. Eller ”Top-5 over de bedste koncerter på Roskilde Festival”. Formålet er at give seeren noget nyttig information, som rammer et behov hos dem selv eller nogen de kender. Formsproget kan variere meget, men det faste element er markeringen af listens punkter undervejs i videoen. Det giver en naturlig indbygget suspense, som er med til at fastholde opmærksomheden.
Tjekliste: Husk det her, når du laver listevideoer
- Hold længden på videoen mellem 1-3 minutter
- Brug mellem 5-15 sekunder pr. punkt
- Lav mellem 3-7 punkter
- Løs et problem eller ram et aktuelt emne
2. Casevideo
Enhver journalist kender til vigtigheden af at finde en god case-person. Ellers har du ikke en god historie. Med en case kan du sætte et ansigt på sagen, så modtageren kan følge – og føle – med. I et nyhedsindslag på TV er casen suppleret med andre kilder og fortælleelementer. På sociale medier står casen typisk alene. Genren følger en simpel problem/løsning dramaturgi og er god at bruge til flere forskellige formål: Formidle en nyhed, kommunikere et budskab eller promovere et produkt. I eksemplet her fra træningsappen Injury Map er der tale om sidstnævnte formål. Case-genren er en klassisk journalistisk genre, som på de nye videotjenester i stigende grad erstattes af værtsbårne formater. Men har du ikke lige en vært i maven eller på kontoret, er case-genren en god løsning til mange formål.
Tjekliste: Husk det her, når du laver casevideoer
- Hold længden på videoen mellem 1-3 minutter
- Find en caseperson, der har noget på spil
- Find et problem, der er relevant for andre
- Brug sekvenser, nærbilleder og tekstskilte
- Hold et højt klippetempo
3. Mini-doc
Mini-doc’en er en dokumentar på SoMe-platformens præmisser. Det betyder, at der er skruet op for fortælletempoet, den visuelle fascination og andre fastholdelsesteknikker. Og ned for speak, længde og kompleksitet. Mini-doc’en kan være et 1-5-minutters portræt, som her om Otto Nielsen fra den gamle sukkerfabrik på Møn, en reportage eller miljøskildring. Formålet er at fortælle, fascinere og inspirere. Historien skal holde sig til én vinkel, som hurtigt skal lægges frem for seeren. Formsproget skal nærme sig mere dokumentarfilm end TV, dvs. der er arbejdet mere bevidst med komposition, vinkler, dybdeskarphed, match cuts osv.
Tjekliste: Husk det her, når du laver minidocs
- Hold længden på videoen mellem 1-5 minutter
- Gå efter et filmisk look og et roligt tempo
- Hold dig til én historie og én vinkel
- Find gerne en usædvanlig historie, person eller miljø
4. Explainer
Explainer-genren er opstået på YouTube og har vundet stort indpas på mange nyhedsmedier. Internationalt har VOX specialiseret sig i genren, og herhjemme bruger både DR og TV2 den som et fast format, men også mange andre medier som f.eks. Videnskab.dk eller Københavns Universitet. Formålet er at gøre seeren klogere på et emne eller at gøre et kompliceret emne forståeligt og interessant. Dramaturgien er drevet af spørgsmål-svar i en didaktisk tone. Formsproget varierer meget og kan indeholde animation, video, arkiv, stills, grafik, interview, tekst og andre klip fra nettet. Her en explainer fra P3 Essensen og en case/explainer fra Københavns Universitet.
Tjekliste: Husk det her, når du laver explainervideoer
- Hold længden på videoen mellem 1-10 minutter
- Oplys dine seere og gør dem klogere
- Brug speak som motor
- Brug gerne interviews, arkiv, grafik og animationer
På TikTok og Reels skal man følge godt med i de skiftende trends for selv at kunne producere godt indhold. Men på de modne sociale medier har nogle genrer etableret sig mere fast