Skip to main content

Storydoing: Når kommunikation bliver til oplevelse

Sådan skaber studerende fra Visuel Kommunikation historier, der kan mærkes

Storydoing VK Kulturnatten 2025 DMJX
Anders Holst

Forestil dig, at en historie ikke bare bliver fortalt – men oplevet. At den ikke stopper ved ord på en skærm eller billeder i en brochure, men folder sig ud som en oplevelse, du kan røre ved, gå ind i og huske længe efter. Det er essensen af Storydoing, og det er præcis dét, som de studerende på Visuel Kommunikation har haft til opgave i et af deres seneste projekter. Deres arbejde kulminerede under Kulturnatten hvor produktudvikling, problemløsning og kommunikation blev forenet i idéer, der viser, hvordan design kan tale – som social markør, politisk statement eller noget helt tredje.

 
DMJX Kulturnatten 2025 Maker Storydoing

Päre til mor og far

En af de ideer, der til Kulturnatten kunne opleves, står de to studerende Liv Randklev & Mathias Meldgaard bag. 

DMJX har lavet en Q&A med dem, for at blive klogere på, hvordan de har arbejdet med tilgangen Storydoing - og for at blive klogere på deres idé:

 
Päre til mor og far

Hvad forstår I ved begrebet Storydoing?
Storydoing adskiller sig fra traditionel kommunikation, fordi det handler om rent faktisk at gøre noget. Fremfor blot en fortælling er det en demonstration af et budskab og en tanke om, at det at gøre noget for nogen er en rigtig stærk måde at kommunikere på.

Tag os med behind the scenes; hvordan fandt I på jeres idé?
Generelt, når vi skal finde på idéer, er der en lyst til at løse problemer, og denne idé udsprang af samme lyst. Vi fandt nogle artikler fra Børns Vilkår, som omhandlede den negative effekt, skænderier i hjemmet har på børn. Det gav os en målgruppe, som vi gerne ville gøre noget for.

Vi sad og brainstormede længe og snakkede om, hvordan vi kunne løse det her problem. Og om hvordan vi ikke kunne - men hvordan vi i hvert fald kunne prøve at hjælpe. Snakken faldt på udtrykket at se rødt. Når vi snakker om det, er det som om, det kun er én person eller to personer, der ser rødt. Men sandheden er som regel en anden. Når folk skændes, bliver alle i nærheden berørt af det. Det er aldrig behageligt at være vidne til. Og der havde vi egentlig idéen. Lad os visualisere, hvordan det rent faktisk ser ud, når der ses rødt.

I de fleste hjem er spisebordet hjertet, så vi tænkte, at idéen skulle tage form af en elpære, der kunne sidde i lampen over det. Pæren lyser rødere og rødere i takt med, at stemmerne hæves, og bølgerne går højt. Den minder forældrene om, at når de ser rødt, fylder det hele rummet, og at voksnes skænderier ikke er for børn. Ikea har allerede en masse gode initiativer i forhold til børn, så de var en oplagt samarbejdspartner for Børns Vilkår. Og ja… så sælger de også elpærer.

Hvilket behov ser I, der er for jeres idé?
Vi føler, at der er et helt generelt behov for, at der bliver taget hånd om børn, da flere af artiklerne peger på, at skænderier i hjemmet øger mistrivsel hos børn. En af artiklerne nævner, at børn kan sidde med en tvivl om: “Hvem her passer på mig?”, når deres forældre skændes. Tanken om, at bare ét barn skal sidde med den tvivl, viser, at der er alt behov i verden for den her slags idéer.

Hvem forestiller I jer er brugerne af idéen?
Vi forestiller os, at det er til hjem med skænderier, hvor nogen i hjemmet måske godt ved, at det ikke er helt godt. Det kan være en forælder, som har brug for hjælp til at starte en samtale. Eller en ældre søskende, som flytter hjemmefra og er bange for, hvad de efterlader lillesøster eller lillebror i.

Hvad er det for en oplevelse, I ønsker at skabe for brugeren med jeres pære?
Vi ønsker en stopeffekt. Vi ønsker, at det røde lys skal sætte en stopper for skænderiet. Det er selvfølgelig ikke sådan, at man ikke må skændes. Men det skal stoppe det skænderi, hvor der sandsynligvis kan sidde en lille sjæl og se på.

Hvilke følelser eller reaktioner håber I at skabe hos brugeren?
Det må gerne være en mavepuster, men vi håber også på en realisering. Pæren er ikke til for at bringe skyld eller skam. Den skal blot minde forældrene om, at de godt må tænke mere end én gang over tingene, når børnene er til stede.

Alle billeder og videoer af 'Päre til mor og far' er udlånt af Liv Randklev & Mathias Meldgaard