"Jeg var utilpas i min krop, i mit tøj og utilpas blandt de her mennesker, som havde så stort et had"

Næsten halvdelen af alle homoseksuelle mænd og kvinder i Danmark har haft selvmordstanker. Det samme gælder for 78% transmænd og 66% transkvinder, mens 45% biseksuelle kvinder har selvskadet.

Det er blot nogle af resultaterne fra verdens hidtil største befolkningsundersøgelse om seksualitet, Projekt SEXUS fra 2019.

Undersøgelsen viser, at LGBTQ+-personer* i Danmark har markant flere psykiske problemer og diagnoser end den ciskønnede*, heteroseksuelle befolkning.

På baggrund af SEXUS-undersøgelsen har den nyuddannede fotojournalist Mads Frost fra DMJX portrætteret seks danske LGBTQ+ personer, der fortæller om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor flertallet er heteroseksuelle og ciskønnede, og om hvordan det har påvirket deres mentale sundhed – for mange af dem siden barndommen.

I sit projekt har Mads Frost arbejdet analogt, både med mellemformatskamera og polaroidkamera. Som han fortæller, har mellemformatskameraet en langsomhed og en eftertænksomhed over sig, det passer godt til det sårbare emne, han formidler.

Det øjeblikkelige i et polaroidkamera tilføjer et mindre styret og mere spontant element til projektet. Udtrykket i polaroidbillederne er tilfældigt og lidt mærkeligt – noget, der ifølge Mads Frost ligger fint i tråd med udtrykket "queer"*, der oprindeligt betyder mærkelig eller anderledes.

En af dem, vi møder i Mads Frosts projekt, er Brynhildr Frederiksmose. Hun er diagnosticeret  med borderline med depressive og paranoide tendenser samt angst og tendens til mani – en håndfuld diagnoser, som hun selv mener er trigget af de vilkår, hun er vokset op under og stadig lever under.

Brynhildr er ikke-binær trans femme:

"Jeg befinder mig i transspektrummet til den feminine side, men kan som det er nu ikke få hormonbehandling og på den måde blive mere heteronormativt kvinde, derfor bruger jeg ’femme’ i stedet," siger Brynhildr, der også beskriver sig selv som panseksuel*.

"At være homoseksuel indikerer, at jeg er en mand, der er til mænd, og sådan er det jo ikke. Dybest set er det simpelt, jeg er tiltrukket af maskulin energi, mens kønnet i sig selv er underordnet."

På trods af sine psykiske problemer forsøgte Brynhildr og hendes praktiserende læge at holde hende ude af psykiatrien, fordi det kunne komme i vejen for en senere hormonbehandling. Til sidst blev Brynhildrs depression og selvmordstanker dog så alvorlige, at de måtte give efter:

"I mit hoved forestillede jeg mig, at jeg bare var skind oven på et sort hul. At der ikke var noget indeni. Den fornemmelse af ligegyldighed og intethed var gennemtrængende," fortæller Brynhildr.

Ved at definere sig selv og sine grænser og ved at fokusere på sit velvære har Brynhildr med tiden fået opbygget et skjold mod den undertrykkelse, hun har oplevet fra omverdenen: 

"(...) jeg har etableret en spirituel, selvplejende og selvkærlig praksis, som var jeg i et forhold med mig selv. Jeg gør ting, der er nærende for min krop og sjæl, fordi det gør mig mere modstandsdygtig.“

I Mads Frosts bog møder vi også transkønnede* Noah Thorsted Langkjær, der siden barndommen har oplevet diskrimination, fremmedgørelse, selvmordstanker og angst. Først da Noah var 16 år gammel, fandt han ud af, hvad transkønnet betød, da en veninde viste ham en video med en transkønnet mand, der var på hormoner og fik fjernet sine bryster. 

Da gik det op for Noah, hvad hans depression og selvmordstanker bundede i.

"Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg måske kunnet forstå, at
det skyldtes, at min kønsidentitet ikke matchede med det, jeg blev læst som af andre," fortæller Noah.

I starten af gymnasiet klippede Noah sig korthåret og begyndte at klæde sig mere maskulint. Det var et chok for mange på skolen, men Noah følte sig mere fri. Efter gymnasiet sprang han ud som transkønnet.

Da Noah sprang ud, flyttede hjemmefra og efterfølgende blev en del af et queer-fællesskab i København, begyndte han at finde en ny ro i sig selv. Men hans oplevelser i barndommen og ungdommen sidder der stadig:

"Grundstenene til den angst, jeg har i dag, er også blevet lagt dengang i mødet med den diskrimination, som var en del af min folkeskoletid. Jeg opdagede tidligt, at der er nogle mennesker i samfundet, som har en meget voldsom reaktion på mennesker som mig," fortæller Noah.

Ligesom Brynhildr har Noah arbejdet med at fokusere på selvpleje og på de ting, der giver ham en indre styrke:

“Jeg er kommet virkelig langt. Det, der har hjulpet mig, er i høj grad de queer-bekendtskaber, jeg har gjort mig i København, som jeg kalder min queer-familie. Og så er det mine dyr og naturen, som også er meget terapeutisk for mig. Det hjælper mig også meget at gå mod strømmen og være mig selv. Det giver en ekstrem vilje og styrke efter så mange år i lænker.”

Se og læs Mads Frosts fulde BA-projekt i Politiken, hvor du også kan møde Justice, Jais, Emilie og Morgan. Drømmer du om at lave lignende fotoprojekter? Så læs mere om Fotojournalistuddannelsen på DMJX.