Udover det egentlige produkt laver de studerende mockups af brandets sociale medier og hjemmeside, og de kommer med eksempler på, hvilke produkter brandet ellers kan sælge – i Pernille Lunds tilfælde proteinpulver lavet på ærter.
Et så færdigt og afrundet projekt bliver en værdifuld tilføjelse til de studerendes portfolio:
”Det er så altafgørende, at vi har en god portfolio, når vi kommer ud. Det er det, vi bliver ansat på, og det, vi sælger os selv på, og derfor er det noget, vores undervisere går meget op i,” fortæller Pernille Lund, der ofte er stødt på tidligere DMJX-studerende fra Kreativ Kommunikation, der fortæller, at netop projektet fra Brand Creation stadig ligger i deres portfolio.
Processen med at skabe et brand helt fra bunden lærte Pernille Lund, hvor mange overvejelser der ligger til grund for et brand:
”Nogle gange tror jeg, man tager for givet, at et brand eller en virksomhed ude i verden bare eksisterer, som det er. Man glemmer alle de tanker, der fører til, at brandet bliver til det, det er. Faget giver et godt indblik i de ting, der ligger bag et brand,” fortæller Pernille Lund. Det var den dybdegående research, der var fundamentet for hendes brand, mens åbenheden over for nye opdagelser – såsom et tilfældigt citat – sendte hende i en retning, hun ikke kunne have forudset, da hun trak sit emne fra en hat.