Skip to main content

Børn tænker stadig stereotypt på køn, job og roller

To nyuddannede DMJX’eres 8. marts-kampagne kaldes allerede for årets kampagne i Storbritannien. Kampagnen vil rykke ved, hvordan vi forestiller os kvinde- og manderoller som fx sygeplejerske og læge.

Imagine er en kampagne, der skal gøre op med tænkningen om køn
Foto: CBP London

Forestil dig en direktør. Forestil dig nu en sygeplejerske.

Er den første en mand og den næste en kvinde? Så tænker du køn og professioner ligesom flertallet.

Josephine Westergaard Rasmussen og Marie Wittrup Jensen, som dimitterede fra Kreativ Kommunikation på DMJX sidste sommer, har fået job på bureauet CPB i London.
Her har de stået for en kampagne i anledning af kvindernes internationale kampdag, 8. marts. En kampagne, som i Storbritannien allerede er kåret til årets bedste fremstød for kvindesagen og ligestilling.

Som en del af kampagnen er 1000 børn i alderen 5-11 år OG deres forældre blevet bedt om at sætte ansigter på en række professioner og roller fra læger og sygeplejersker til bestyrelsesmedlemmer og en, der henter børn tidligt.

Kampagnen viser, at børn stadig tænker stereotypt, når det kommer til køn, roller, job og funktioner.
Mange børn tror eksempelvis, at sygeplejersker kun kan være kvinder, eller at en elektriker altid er en mand.

Foto: CBP London

 

Kampagnen indeholder blandt andet denne malebog, hvor børn kan tegne – og sammen med forældrene udvikle deres forestillinger om køn og roller.

Malebogen kan købes og indtægterne går til forskellige ligestillingstiltag.

 

 

Du kan læse meget mere om kampagnen 'Imagine' og dens mål om at udfordre gammeldags forestillinger om kønsroller på CPB Londons hjemmeside.

Skiller sig ud fra mængden

På Kreativ Kommunikation har Josephine Westergaard Rasmussens og Marie Wittrup Jensens tidligere underviser Jesper Jørgen Hansen stolt fulgt med i kampagnen.

- José og Marie dimitterede sidste sommer fra KK. Sidste sommer blev deres portfolio også kåret som en af verdens 15 bedste ungdomsportfolioer ved Cream-konkurrencen. I januar fik de job på CPB i London. Forleden breakede de så deres første arbejde på bureauet, en kampagne for Kvindernes Kampdag, der bliver kaldt det bedste kommunikation for den sag i UK i år. Det er simpelthen så flot, siger Jesper Jørgen Hansen, som er faglig koordinator på Kreativ Kommunikation.

- De har insisteret på at have en meget distinkt stil i deres portfolio. Det var den stil, der gjorde, at de vandt ved Cream, men den har også skræmt mange bureauer væk. Derfor tog det lidt tid før de fik job. Vi har kæmpe respekt for deres vedholdenhed og kreativ integritet her fra Emdrup, siger Jesper Jørgen Hansen.

Et kig på Josephine Westergaard Rasmussens og Marie Wittrup Jensens portfolio viser, at den rigtig nok skiller sig ud fra mængden, både hvad angår æstetik, indhold og opbygning.

Her er et par dumps af dem fra deres hjemmeside - som du kan gå på opdagelse i her.